FAXE LADEPLADS: Aldrig har verden haft mere brug for fred
Aldrig i nyere tid har verdens haft mere brug for fred.
Flere hundredtusinde soldater er dræbt i krigen imellem Ukraine og Rusland, hvor den ene part råder over verdens største atombombearsenal.
I snart et år har Israel sønderbombet Gaza og dræbt over 40.000 civile, halvdelen børn.
Antallet af konflikter og flygtninge i en ufredelig verden bare stiger og stiger.
Over 117 millioner var ifølge FN’s seneste opgørelse fra sidste år på flugt. Vi eksporterer bomber og importerer flygtninge.
Dommedagsuret er 80 sekunder fra at falde i slag.
Ja, det er fristende at resignere, for hvad stiller man dog op over for verdens tiltagende krigsfeber?
Keramikeren Lise Vestergaard i Faxe Ladeplads går imod strømmen og giver freden en chance – som John Lennon sang i 1970’erne.
Via private donationer samt en række andre gode fredskræfter afholder hun den kommende weekend en fredsfestival på sin private adresse, Strandvejen 118.
”Noget af det værste jeg véd er, når folk siger, det nytter jo ikke noget, for så bliver der jo frit slaw for de uheldige kræfter. Vi har alle en eller anden ressource, et eller andet vi kan gøre”, lyder det fra arrangøren.
”Festivalen rummer de ting, jeg ser som karakteristiske for fred: Muligheden for at samles, sang, glæde, leg, dialog. Det sidste blandt andet med deltagelse af Trine Pertou Mach i en rundbordsdialog lørdag fra klokken 16, hvor vi forsøger at finde ud af, hvad vi konkret kan gøre for at vende krigsstemningen til fred i os selv og med hinanden.”
Grund til krigsbekymring
”Jeg er meget bekymret over Danmarks rolle som spydspids i forhold til optrapning af krigen i Ukraine. Allerede i november 2022 sagde den amerikanske 4-stjernede general Mark Milley: “Nu er 100.000 unge soldater døde på hver side – fortsat krig tjener intet formål.”
”Oluf Palme sagde: En befolkning kan føle sig sikker, når modparten føler sig sikker. Jan Øberg foreslår, at politikere skal have certifikat i konfliktløsning. Og ja, dialog er grundelementet i arbejdet for fred og for at finde varige løsninger. Og dialog er grundelementet i demokrati. At vores statsminister afviser dialog med Rusland som umulig – tilsyneladende uden at prøve og uden at lytte til vores modpart er jo imod det demokrati, vi siges at kæmpe for.”
Direktør Karsten Mathiasen fra Cirkus Bella Donna, der gratis har stillet et af sine smukke cirkustelte til rådighed for festivalen, siger:
”Jeg er træt af at føle mig prisgivet af krigsretorikken. Og jeg er simpelthen bange for, at hvis ikke vi sætter foden ned nu, så varer det ikke længe, inden vores børn skal til at lære at gå strækmarch.”
Med et smil på læben tilføjer han Jesper Kleins muntre replik om krig: ”Krigen betaler vi over skattebilletten. Når det kommer til freden, må vi punge ud af egen lomme.”
Festivalbilletten koster en halvtredser, og priserne på god mad og drikke er holdt på et minimum.
”En lokal kvinde laver chili con carne, en syrisk veninde laver arabisk mad. Og hvis der kommer rigtig mange, så har jeg en livline til pizzariaet ved Meny i Faxe. Normalt kører de ikke ud med pizzaerne, men da jeg fortalte, at det var til en fredsfestival, ville man gerne gøre en undtagelse”, fortæller Lise Vestergaard og skynder sig at tilføje, at fredsgæster alle dage også kan nyde en Dronning Margrethe-inspireret keramik- og billedkunstudstilling i nyrenoveret atelier. Festivalen bliver således en smuk forening af kunst, fortælling, samtale og musik.
Fredag aften er der koncert med Kristian Bach, og lørdag spiller de lokale troubadourer Britt og Almer.
Fredsfestivalen åbner fredag 13. september klokken 15.30 og slutter søndag den 15. september klokken 14. Hele festivalsprogrammet kan ses på Facebook.
Fredsfestivalarrangør Lise Vestergaard ved sit desværre højaktuelle relief med titlen Fred er når børn kan lege uden frygt for bomber (privatfoto).
Dette store relief på Lise Vestergaards husvæg er lavet med hjælp fra 37 mennesker fra 20 lande. Fokus på fred frem for krig står med håndskrift på de 20 sprog (privatfoto).
Kærlighedskrukke inspireret af Dr. Margrethe.