Læserbrev
Modervor, du som er under vores fødder og så langt øjnene rækker …
Fadervor, du som er i himlene …
I går, i dag og i morgen dør alt for mange uskyldige i blandt andet religionernes navne. Religioner, som især er en del af tre andre “trossamfund” relateret til den finansielle, den politiske og den våbenproducerende verden. Den politiske eller lovgivende magt er ikke nødvendigvis en eller flere partiorganisationer. I Guds navn er der igangsat og svoret mange krige.
Jeg er ikke medlem af den danske folkekirke. Jeg er heller ikke religiøs troende tilhørende en religion, derimod er jeg troende over for livet som humanist og spirituel og med masser af erfaringer i at bede bønner i naturen, i sale, templer, kirker, moskéer og i forbindelse med offentlige arrangementer, events eller demonstrationer. Nogle gange alene, masser af gange med andre, ukendte såvel som med venner.
Hvor mange beder egentlig bønner jævnfør de kristne retningslinjer? Studerer og læser man Biblen dagligt, ugentligt, månedligt eller årligt?
Jeg tror på, at troen/overbevisningerne som værende foranderlige i sin substans ledsaget af følelser som for eksempel indre fred, indre enhed, kærlighed til livet, til mennesker, dyr og naturen. Min tro og dermed også min intention er meningsfyldt i forhold til retfærdighed og ligeværdighed, uanset hvem den anden eller de andre er. “Det naturlige i livet” er hele tiden ønsket om forandring og overvindelsen af lidelserne i livet, både de personlige og sociale.
Jeg tror på, at det hellige i livet rækker længere end det, som religionerne tilbyder. Og det hellige rækker endnu længere end det, som de politiske partier, medierne og den finansielle industri forsøger at overbevise os om, også selvom de gør det med en kraftfuld magt 24-7.
Lige så stor fortaler jeg er for et ikkevoldeligt oprør og dermed et opgør med det eksisterende lobbyistdemokrati i Danmark skabt af de historiske regeringspartier (A, B, C, V og M), lige så ivrig er jeg for et opgør med den danske folkekirke og den måde, den magtfuldt og hyklerisk tvinger babyer ind i dens rækker. Folkekirken kan gøre dette, fordi lovgivningen tillader det, men det er ikke ensbetydende med, at det er det rigtige. Og dette kan jeg sige helt oprigtigt og med sandheden forrest, fordi jeg blev født og døbt ind i en religion, jeg ikke selv havde valgt, og som mine ikke-troende og dermed ikke-religiøse forældre påduttede mig.
Og sådan er det stadigvæk den dag i dag: Årligt stiller tusindvis af ikke-troende og ikke-religiøse voksne sig i kø til kirken for at få deres børn døbt, blive gift og begravet. Præsterne, de troende og de religiøse, accepterer både forældrenes valghykleri og deres egne. Jeg skal ikke argumentere for årsagerne fra præsternes side, det må de selv stå på mål for. Men for mange forældre forsvarer de det med “tradition” og/eller, “at den danske folkekirke og kristendommen er en del af den danske historie”.
I kirken, og jeg citerer fra dåbshandlingen: “Præsten taler til barnet, som skal døbes. Præsten tegner korstegn over ansigt og bryst som tegn på, at barnet nu hører til hos Gud og hans søn Jesus Kristus. Derefter spørger præsten: Hvad er barnets navn? Den, som bærer barnet, siger barnets fulde navn og svarer på barnets vegne ja til de efterfølgende spørgsmål til den kristne trosbekendelse. Til sidst siger man ja til spørgsmålet: Vil du døbes på denne tro? Præsten øser nu vand over barnets hoved tre gange. En gang for Gud Fader, en gang for Gud Søn og en gang for Gud Helligånd. Præsten lægger sin hånd på barnets hoved og velsigner det med Guds løfte om at være med det fra nu og til evig tid”.
Her står man så, voksne mennesker med familie og venner og “helligt” siger ja til noget, man absolut ikke tror på og efterlever. For hvor mange i dette her land beder egentlig bønner jævnfør de kristne retningslinjer? Studerer og læser man Biblen dagligt, ugentligt, månedligt eller for den sags skyld årligt? Nej. Med undtagelse af nogle få.
Alligevel tillader partier, folkevalgte og Folketinget at påtvinge sin egen befolkning, voksne som babyer, at blive tvangsindlagt til en religion, som de fleste i deres voksne liv ikke har noget som helst erfaringsfællesskab med. Når deltagelsen i fredagsbaren er vigtigere end kirken, så er man ikke religiøs eller troende, i hvert fald ikke i det som kaldes for anerkendte trossamfund.
Tradition og historie i forhold til religion, ceremonier, kirkens bygninger med mere kan aldrig legitimeres i forhold til at være troende. At der kan være en synergieffekt, det er åbenlyst, men så er det, fordi man er troende.
At royale og andre med magtpositioner i samfundet mener, at kirken er vigtig, er helt i orden, men de skal ikke påtvinge andre deres tro/overbevisning, og dette uanset hvad der er foregået fra år 0 til dato.
Jeg er ivrig tilhænger af bønner og ceremonier – som en del af ens daglige liv, som holdepunkt og erfaringsberiger. Og heldigvis er der andre muligheder end den, som den kristne kirke tilbyder.
I dagens Danmark kan kvinder og mænd, når de når en vis alder, blive screenet for cancer. Vi bliver også bedt om at tage stilling til organdonation. Vi kan blive bedt om at deltage i en tilfredshedsundersøgelse efter endt telefonsamtale. Og når vi fylder 18 år, er der ikke grænser for, hvor mange gange de politiske partier beder os om at stemme på dem. Men med hensyn til folkekirken og den kristne tro så bliver vi aldrig spurgt.
Så hvis vi ønsker at melde os ud eller ind, så hænger den tilgængelige information svævende i luften. Og måske skyldes dette, at hvis “staten” med jævne mellemrum spurgte os, om vi er “troende kristne” i forhold til dagligt at praktisere de kristne budskaber og dermed Biblens ord, så ville svaret for de fleste være “et nej”.
Dette burde i sig selv betyde udmeldelse. Ikke anderledes end at man ikke kan være medlem af to trossamfund eller medlem af to partier eller være medlem af en fodboldklub og tro, at man kan spille efter håndboldreglerne.
Vigtigt at vi får ændret lovene og mulighederne i det danske samfund med hensyn til at tro på kristendommen.
Dem, der virkelig tror på kristendommen og dermed folkekirken, kan være medlem og betale gildet. Kulturen og historien betaler vi alle til i forbindelse med Folketinget, Kongehuset, uddannelse og museerne.
Kirkerne står tomme eller næsten tomme hver søndag. Konfirmationen er ikke en trosfest, det er en gave- og forbrugsfest. Og der kan sagtens findes andre fælles løsninger for både dåb, vielse og død.
Dette skriv er særligt målrettet de ikke-kristne troende, som valgte den nemme løsning, fordi de troede eller måske stadig tror, at tradition og historie er lig med “at gøre det rigtige”.
Og til præsterne og de folkevalgte vil jeg blot sige: Stop hykleriet og respekter det frie valg for det nyfødte barn. Og der er ikke noget svarargument i at sige, at når barnet bliver voksen, så kan det vælge lige præcis, hvilken som helst tro det vil. At den voksne kan vælge, er korrekt, men det burde være et tilvalg på grund af den frie overbevisning, ikke et fravalg på grund af årtiers tvang og mangel på klarhed og klarsyn fra biskopperne, præsterne og Folketinget.
Derfor er det vigtigt, at vi får ændret lovene og mulighederne i det danske samfund med hensyn til at tro på kristendommen. For jeg nægter at tro på, at en sand troende med fred og kærlighed i hjertet lukker øjnene for folkedrab, krige og anden vold, uanset hvor på vores smukke Moder Jord det foregår. Tak.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
