Mindstelønsdirektivet skræmmer
Her i august 2024 var jeg sammen med min søn på noget så sjældent i vor tid som privatbesøg i Moskva – via Litauen og Kaliningrad.
På forhånd virkede projektet noget urealistisk. Og på min søns arbejdsplads udtrykte hans kolleger oprigtig bekymring for ham. Han fik dog hurtigt udfyldt et russisk elektronisk turistvisum. At få visum viste sig ganske problemfrit – modsat russernes besvær med besøg i den frie og demokratiske verden. Det krævede naturligvis tålmodighed at udfylde skemaet på en PC, men blot et par dage efter fik vi svar – og der fulgte en uge med positive overraskelser.
Overraskelserne
Overraskelserne var den gode betjening ved grænseovergangen både mellem Litauen og Rusland (og tilbage igen). Og fremme i Moskva kom vi først til festligt bryllup med 50 unge gæster, og derefter fulgte to hyggelige dage med mine børnebørn, som jeg genså efter 12 år.
Og så en ekstra lille rejseoplevelse: Jeg havde på udturen glemt mit fotoapparat et sted i Kaliningrads lufthavn – en myretue af travle mennesker, der skulle af sted til de mange destinationer rundt i det store land. Da jeg ugen efter kom tilbage, henvendte jeg mig uden det store håb til hittegodskontoret og fremlagde min sag for en smilende ung ansat bag skranken. Hun fik de nødvendige oplysninger, og efter et par minutter inde på lageret kom hun med mit fotoapparat. Det var i sig selv en stor overraskelse at få det tilbage. Men det var også udtryk for folks ærlighed, og for at systemet åbenbart virker i hverdagen.
Moskva
Moskva er en millionby præget af store nye veje og bygninger, opført af private, af kommune eller stat. Nu er nye boliger på 50-60 etager ikke sjældne. På grund af intens trafik er der trafikpropper på vejen fra lufthavnen Sheremetjevo. Derfor er der – parallelt med den gamle landevej – opført en betalingsvej med bomme. Inden for de sidste 15-20 år er metronettet fordoblet. Nye smarte letbaner krydser byen på flere led. Det er et vigtigt supplement til bus-, trolleybus- og sporvognslinjer – der i mange tilfælde har bevaret samme numre som “i gamle dage”.
Moskva er en blomstrende by. Fortovene især i centrum er renoveret. De er udsmykket med nye blomsterbede. Især kvinderne er iøjefaldende nydeligt klædt, og levestandarden virker høj. Taler man med folk, så er dette dog langt fra hele sandheden. Nok gøres der en hel del fra stat og kommune for at undgå ekstrem fattigdom, men man støder på ældre tiggere i fodgængertunneller i centrum. Men ingen tegn på at befolkningen forberedes til krig. De er ikke i gang med at hamstre, som vi gør i Danmark. Tværtimod – fredag aften var der et ubeskriveligt leben på de utallige spisesteder og cafeer i centrum med ungdommelig råben, grin og larmende musik (vestlig og russisk).
Jeg har altid holdt af Danmark, men nu er I imod os, endda med militær, så nu er det kun Grønland – som du jo har fortalt så meget godt om – der har min sympati.
Moskva er præget af digitalisering med QR-koder med mere. Vil man betale taxa med kontanter, er det dyrt. Bruger man derimod en taxa-app og dertil knyttet betalingskort, er det ganske billigt, modsat i København. Digitaliseringen har også ramt landets enorme bogproduktion. Læserinteressen er bevaret, men nu læser de fleste e-udgaver. I Moskvas store boghus findes stadig et stort udbud af faglitteratur og skønlitteratur, både på russisk og vestlige sprog. De største afdelinger er nu viet fiktionsgenren fantasy samt science fiction og religion. Min yndlingsafdeling – afdelingen for politik og historie – er nu skåret ned til minimum, og så var der mest militærhistorie. Blandt mine indkøb var en oversættelse af en ny italiensk bog om maleren Modigliani samt en af de fem bøger, der fandtes på russisk af den kendte amerikanske politiker og diplomat Henry Kissinger. På en disk med månedens nye bøger så jeg et flot album med genoptryk af danske Herluf Bidstrups politiske tegninger.
Vi havde booket os ind på et hotel fra “gamle dage”, ikke af nostalgi, men på grund af beliggenhed og pris. Det blev det 25 etages store hotel Kosmos – et fransk-sovjetisk byggeprojekt fra 1979, året før olympiaden i Moskva, som mange lande jo enten helt boykottede eller valgte at sende atleter af sted til, men uden nationalflag. Sådan valgte også Danmark dengang at protestere mod den sovjetiske invasion i Afghanistan. Legene forløb i øvrigt sportsligt set fantastisk, men fraværet af de forventede tusinder udenlandske tilskuere gjorde, at legene rent økonomisk ikke var nogen gevinst.
I den uge vi var i Moskva, fortsatte OL i Paris. Ingen af de mange russiske tv-kanaler sendte reportager fra Paris. Kun korte ironiske indslag om Seinens beskidte vand og om en algerisk kvindelig bokser, hvis biologi og køn var diskutabel. I stedet blev der i løbet af sommeren i Rusland afholdt et omfattende idrætsstævne for sportsfolk fra Rusland, Belarus og flere BRIKS-lande.
Også på anden måde får man indtryk af, at Rusland finder udveje mod Vestens sanktioner. Der er stadig franske og italienske modehuse med butikker i Moskva, og McDonald har nu med russisk ejer fået navnet “Det smager godt – punktum” med samme vareudbud som tidligere. Og den lokale cola hedder: “Den bedste Cola”.
De mærkeligste smuthuller, jeg hørte om, fik jeg fortalt af en ung russisk forretningsmand, der stadig har forbindelser til Danmark og jævnligt kommer her. Da den danske ambassade i Moskva ikke mere udsteder visa, købte han dansk visum på det ungarske konsulat i Uralbyen Jekaterinburg, som varetager det danske konsulats anliggender. Han havde desuden åbnet bankkonto i Kirgisistan for at kunne handle i fremmed valuta.
Generelt har man ikke indtryk af, at sanktionerne umiddelbart påvirker russernes hverdag. I butikkerne er der et bredt vareudbud – primært russiske varer, men også vestlige, via parallelimport. På en måde gav de vestlige sanktioner et opsving til russisk økonomi, fordi der blev skabt skattefordele for egne producenter, herunder for mindre erhvervsdrivende (“samozanjatye”). Dermed beskyttes hjemmemarkedet – især byggeri og landbrug. Russiske mejeriprodukter og kødprodukter smager faktisk (af en eller anden grund), bedre end de gjorde for 20 år siden.
Krigen er ikke noget, man diskuterer åbent. Om holdningen til den sagde en ven:
– Når jeg spørger min datter, så siger hun: “Hvorfor skal jeg tænke på den? Jeg lever nu og lever kun én gang.”
Denne ven sagde om sin egen holdning:
– Jamen vores soldater har selv tegnet kontrakt. De gør bare deres job.
Jeg var ved at få kaffen galt i halsen, men undgik videre diskussion med en ellers reflekterende og venlig fyr. En ældre kvindelig bekendt sagde dog til mig:
– Jeg har altid holdt af Danmark, men nu er I imod os, endda med militær, så nu er det kun Grønland – som du jo har fortalt så meget godt om – der har min sympati.
Og helt uenig kan man næppe være med hende.
Aviser
Aviser fik jeg på den korte tid ikke læst mange af. Dog købte jeg en dag fem landsdækkende aviser. De flestes dækning af Ukraine-krigen er i ord- og emnevalg præget af statspropaganda, der fremhæver russiske sejre og heltemod.
Alle aviser havde på forsiderne reportager fra Kursk om den ukrainske invasion. Der var både fokus på den russiske militærindsats og på de interne russiske flygtninges situation. I to af aviserne hed det klart, at det egentlig var Vesten, der stod bag denne invasion.
De mest nøgterne analyser fandt jeg i erhvervslivets avis Vedomosti. Det havde blandt andet artikler om russisk olieeksport, om genoprettelser af samhandel med Serbien; om nogle korruptionssager i Rusland; om at rublens kurs var svækket samt om Palæstinas præsident Abbas’ besøg i Moskva, hvor han og Putin var enige i at fastholde kravet om en tostatsløsning.
En fornemmelse af avisernes popularitet i befolkningen fremgik af, at oplagene på KP, Vedomosti og Kommersant lå på mellem 25.000 og 63.000 eksemplarer. Regeringsavisen RG havde 100.000 eksemplar. Men alle blev de dog overgået af Ruslands analog til Ekstra Bladet, MK. Dets oplag er på 1,9 millioner.
Sidste dag i Moskva besøgte vi VDNH – den store udstillingspark med pavilloner og springvand samt Europas største pariserhjul (det er faktisk fem meter højere end London Eye). Da vi forlod den smukke park, kom vi på en stor boulevard med fire musikoptrædende frem til et fantastisk kopiband, der fremførte den ikoniske sovjetiske sanger Viktor Toys vrede sange. Blandt andre: “Vi forventer forandringer”. Han er stadig aktuel, og folk stod og sang med…
Kaliningrad
Kaliningrad – altså byen der tidligere hed Königsberg – er befolkningsmæssig lidt større end Aarhus. Her bor – som i sovjettiden – russere, ukrainere, jøder, folk fra Moldova og Kaukasus-republikkerne i fordragelighed.
Kaliningrad er hovedstad i regionen, der ligger som en russisk enklave mellem Polen og Litauen. Også den lever stort set som tidligere. Man havde i 2018 ved VM i fodbold oplevet en enorm tilstrømning af turister fra hele verden; og ved samme lejlighed kom der ekstra skub i asfaltering og udbygning af vejnettet. Nu klager man over færre vestlige turister. (I de to dage jeg var der, så jeg en snes biler med tyske nummerplader; og alle hoteller i centrum var fuldt besat).
Jeg skammer mig over, at vort land ikke en gang kan sørge for ordentlige krykker, der passer den stakkels fyr.
Hvad angår de råvarer og produkter, man før Ukrainekrigen fik transporteret med jernbane fra “moderlandet”, så sker det nu pr. super-containerskibe fra det, jeg kalder “Skt. Leningrad” – ad Østersøen. Der siges, at de sejler i pendulfart til Kaliningrads store godshavn i udløbet af floden Pregolja.
Vi havde en overnatning i Kaliningrad og var vidt omkring til fods og i bil. Intet sted var der tegn på, at vi befandt os i en frontby mellem øst og vest.
Byen er præget af omfattende boligbyggeri. Flere gader og pladser har bevaret sovjetiske navne. Mindesmærker for sovjetiske hærførere fra Anden Verdenskrig var velbevaret. Også byens historiske tilknytning til Preussen/Tyskland er tydelig. Originale nye boligblokke havde tysk præg. Det samme gjaldt mange små hyggelige sidegaders park- og gadeanlægning og den restaurerede byport, “Kongeporten”, fra 1800-tallet.
Byens centrum præges af en flot udsmykket synagoge og en stor lutheransk kirke i gotisk stil samt Immanuel Kants grav. Den store tyske filosofs imponerende gravsted med en enkelt marmorplade har større opmærksomhed end en beskeden Lenin-statue i byen. Alt dette – på Kants ø, hvor man også kunne nyde is eller friskbrygget sort kaffe med kager til i… Kants bageri.
Da vi sidste dag kørte til den russiske grænseby Sovjetsk, hvorfra vi skulle videre til Litauen, var det med Kant og hans berømte skrift “Til den evige fred” i tankerne. Som bekendt var hans vision en verden bygget på demokrati og international samhandel – det som vi i Sovjettiden kaldte fredelig sameksistens.
Også på anden vis blev vi mindet om krig og fred. Sovjetsk hed oprindeligt Tilsit, hvor Napoleon og den russisk zar Aleksander i 1807 indgik en fredsaftale. Inden vi forlod byen, spiste vi frokost på et billigt og velbesøgt, moderne spisested. Imens vi spiste, kom tre russiske soldater ind, hvoraf den enes ben var bundet ind i beskidt bandage med store blodpletter og jod-plamager på. Han støttede sig på gammeldags og alt for små krykker. Vores lokale ven var lige så chokeret over dette syn som os og sagde:
– Jeg skammer mig over, at vort land ikke en gang kan sørge for ordentlige krykker, der passer den stakkels fyr.
Da vi spurgte, om vi kunne give soldaten nogle penge eller på anden måde opmuntre ham, sagde vores ven, at det måske ville blive taget ilde op af de andre. Så vi fortsatte tavst til grænsen.
Selve grænseovergangen var ikke noget særligt; den lå midt i byen og var markeret med et lavt rustent jerngitter. Bag hegnet i et lille kontor med åben dør var en uniformeret kvindelig tolder. Hun tog venligt vores pas og undersøgte overfladisk bagagen. Derefter var vi hos en grænsevagt, der sad “bag duggede ruder” i et lille skur med tonede vinduer og spurgte kort til vores rejses formål. Da han hørte, at vi havde været i Moskva, spurgte han venligt om, hvad vi synes om hovedstaden. Derefter blev der ønsket god rejse, og som afsked gav han os et staldtip:
– Dem derovre på den anden side vil næppe lade jer komme igennem med jeres to pakker kiks.
Vi vandrede i flot solskin videre over den historiske murstensbro, der var blevet opført på 100-året for Tilsit-freden. Her fra en halv kilometer lang bro over Neman/Nemunas-floden (også kaldt Memel) så vi for første gang i ugen – i total stilhed, kun afbrudt af fuglesang – symbolske påmindelser om den igangværende krig. På den russiske bred blafrede en kæmpe russisk trikolore i vinden, og et stort malet bogstav Z var malet på en bygning som symbol for den russiske militærinvasion. Og på den litauiske bred var der hejst to flag, et litauisk og et kæmpe ukrainsk. Det sidste i størrelsen XXXL, så man – vidste man ikke bedre – ville tro at ankomme til Ukraine og ikke til NATO-Litauen.
På den anden side af floden var man kun interesseret i at høre, om vi havde spiritus med og om vores valuta. Også her en fair behandling… I øvrigt uden interesse for vores to pakker kiks.
Litauen
Tilbage i Litauen nåede jeg inden flyets afgang at købe en lokal avis. Der var blandt andet en artikel om retssagen mod Algirdas Paleckis, min gode litauiske bekendt, tidligere formand for landets socialister, politisk analytiker og graverjournalist. Da han ikke accepterer den officielle historieskrivning, ikke anerkender begrebet “sovjetisk besættelse af Litauen” og for hans antifascistiske engagement, blev han som såkaldt “Putin-agent” idømt seks års fængsel. Nu er der udsigt til, at han får en ekstra straf for at have betegnet en tidligere litauisk politiker for at være nazist.
Jo, jo, vi var tilbage i den frie verden, der varetager “vores ædle værdier”, men hvor Immanuel Kants fredsvision åbenbart er glemt.
Aksel V. Carlsen er samfundsforsker og forfatter. Han har skrevet bogen “Ruslands sorte oktober” (2015) og har senest udgivet IMRD – min arbejdsplads i Moskva” (2021) og BELARUS – Hviderusland vil forandring.
Læs også
Udland
Rejseskildring fra Cuba
På opdagelsesrejse i Cuba med demokrati, orkanen Ian og velfærd på programmet
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
