EU-valg skærper de udfordringer EU giver
Vi får brug for et endnu bedre og tættere samarbejde mellem vores medlemmer af EU-parlamentet, fagforeninger, grønne bevægelser, menneskerettighedsbevægelser og dyrevelfærdsorganisationer. Det er nødvendigt for at stoppe de forringelser, som er på vej, og for at fastholde kravet om forbedringer, skriver Per Clausen.Ganske vist gik det ikke helt så galt, som mange havde forudset ved valget til EU-parlamentet. Den yderste højrefløj fik ikke helt den jordskredssejr, som var forventet.
I forhold til flygtninge og migranter er der lagt op til en yderligere stramning med massivt fokus på at få styrket Fort Europa.
Det ændrer ikke ved, at der skete et politisk skred mod højre med en styrkelse af de konservative og de partier, der ligger til højre for dem. Derfor er det vurderingen i Left-gruppen i EU-parlamentet, som i øvrigt gik frem ved valget, at hovedopgaven i de kommende år bliver opposition og fremlæggelse af konkrete politiske alternativer til udviklingen i EU.
Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at vi vil udnytte enhver mulighed for at opnå resultater til fordel for mennesker, klima og miljø samt menneskerettigheder.
De Grønnes march mod “midten”
Den Grønne Gruppe, som gik markant tilbage og i dag kun er marginalt større end Left-gruppen, har valgt en anden strategi. Man går målrettet efter at blive en del af “midten” i EU-parlamentet, som består af den konservative gruppe, den liberale gruppe og Socialdemokratiet.
Et konkret udtryk for det var, at det var Den Grønne Gruppe, som sikrede valget af von der Leyen som forperson for EU-kommissionen. Det fik SF’s medlem af EU-parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, til at proklamere, at Den Grønne Gruppe havde sikret den grønne omstilling i forbindelse med dette valg.
Jeg kan ikke vide, hvad von der Leyen har lovet De Grønne for at få deres støtte, men hvis man ser på, hvad hun sagde i sin tiltrædelsestale og skrev i sit valggrundlag, er det svært at se, hvad De Grønne har opnået.
Konkurrenceevne i centrum
Her lagde von der Leyen ikke skjul på, at to opgaver er de helt centrale i årene fremover: Konkurrenceevnen og EU’s rolle i oprustningen skal styrkes.
Derefter kommer hensynet til klima, miljø, natur og lønarbejderne.
Konkret handler det om mindre regulering, hvilket på nogle områder måske kan lyde meget godt, men sandheden er, at det bliver regler, som i dag beskytter klima, miljø, natur og lønmodtagerne, som kommer til at stå for skud.
Målet er mere marked og mindre regulering. Derfor vil hun også arbejde på at gøre det indre marked mere effektivt.
Konkret betyder det, at medlemsstaternes mulighed for at indføre skrappere regler, end dem man kan blive enige om i EU af hensyn til sundhed, miljø, dyrevelfærd og lønarbejdere, skal svækkes. Så mindre regulering på EU-niveau skal kombineres med mindre national regulering.
Forenklet kemikalielovgivning
Derfor hedder det da også om den længe ventede revision af kemikalielovgivningen i EU, at den skal forenkles, hvor man tidligere havde en forventning om, at beskyttelsen af mennesker og miljø skulle styrkes.
Den formulering glæder uden tvivl kemikalieindustrien og deres lobbyister, men kan kun gøre os andre bekymrede.
Ikke mindst fordi von der Leyen også om PFAS sagde, at forholdene omkring disse stoffer skulle afklares – og det kan jo betyde hvad som helst.
Konkurrenceevne frem for klima og miljø
I forhold til klimaet bliver målene tilsyneladende fastholdt, men her skal vi jo huske, at både Left-gruppen og De Grønne i sin tid afviste disse mål med henvisning til, at de ikke levede op til Parisaftalen.
Meget tyder også på, at von der Leyen yderligere vil åbne op for atomkraft som en del af løsningen.
I det hele taget bliver der fokus på løsninger, som kan øge erhvervslivets konkurrenceevne og mulighed for at tjene penge. Det er ikke tilfældigt, at hun lagde meget vægt på, at investorernes vilkår skal forbedres.
Opbygningen af et militært-industrielt kompleks
EU’s rolle i oprustningen skal styrkes. Målet er tilsyneladende at opbygge et europæisk militært-industrielt kompleks.
Begrundelsen er, at vi skal være selvforsynende med våben og ammunition, men reelt handler det om EU-støtte til våbenindustrien og mere lempelige regler for at kunne eksportere våben.
Begge dele er nemlig for at kunne opbygge en våbenindustri i EU. Set fra Left-gruppens perspektiv er dette en både forkert og farlig udvikling.
Endnu hårdere kurs over for flygtninge og ingen sanktioner mod Israel
I forhold til flygtninge og migranter er der lagt op til en yderligere stramning med massivt fokus på at få styrket Fort Europa og sikre, at så få flygtninge som muligt kommer ind i EU.
Von der Leyen fastholder også, at der ikke skal gennemføres sanktioner mod Israel. Det bliver ved hensigtserklæringer om en to-statsløsning. Hermed fastholdes EU’s tradition for dobbeltstandarder.
Brede alliancer nødvendige
Denne udvikling tror jeg ikke på kan stoppes ved parlamentariske manøvrer, som De Grønne lægger op til.
Vi får brug for et endnu bedre og tættere samarbejde mellem vores medlemmer af EU-parlamentet, fagforeninger, grønne bevægelser, menneskerettighedsbevægelser og dyrevelfærdsorganisationer. Det er nødvendigt for at stoppe de forringelser, som er på vej, og for at fastholde kravet om forbedringer, som er nødvendige for at sikre mennesker, klima, miljø og natur.
Ligesom vi må kræve bedre – ikke dårligere – muligheder for at gennemføre national regulering på disse områder, som hæver beskyttelsesniveauet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.