Udmeldingen fra Socialdemokratiet om, at partiet er klar til at genforhandle velfærdsforliget, der betyder, at pensionsalderen stiger hvert femte år, har endnu engang sat gang i en heftig debat om, hvornår det er passende at indstille arbejdslivet.
Borgerlige og liberale partier er ikke overraskende enige med Dansk Industri og andre erhvervsorganisationer om, at det er “bekymrende”, ja ligefrem “uansvarligt”.
Det er måske heller ikke så overraskende, at toppen af fagbevægelsen hilser de tilsyneladende nye toner fra “arbejderpartiet” velkommen.
Hans Martin Andersen, formand for Malerforbundets afdeling i Midtjylland, har imidlertid noteret sig, at statsminister Mette Frederiksen (S) udtaler, at en eventuel genforhandling først bliver aktuel, efter at partiet i 2025 stemmer for en forhøjelse af pensionsalderen til 70 år, og at hun alene taler om hastigheden, hvormed pensionsalderen sættes i vejret.
Jeg er forundret over, at nogen falder på halen over en udmelding om, at vi skal stoppe op, når politikerne stadig vil have os til at arbejde, til vi bliver 70 år.
Hans Martin Andersen, formand for Malerforbundet afdeling Midtjylland
Fagforeningsformanden jubler da heller ikke ligefrem af begejstring.
– Jeg synes faktisk, at statsministeren med sin udmelding holder folk for nar. Kan det virkelig være rimeligt, at vi skal arbejde, til vi ikke længere kan hænge sammen? Det bør ikke være fagbevægelsens vision, siger han til Arbejderen og tilføjer:
– Vi bliver dagligt kontaktet af medlemmer, der føler sig nedslidte og trætte og afsøger, hvilke muligheder de har for at trække sig tilbage før tid.
– Derfor er jeg også forundret over, at nogen falder på halen over en udmelding om, at vi skal stoppe op, når politikerne stadig vil have os til at arbejde, til vi bliver 70 år. Der er alt for mange, der ikke kan holde til at arbejde så længe.
Velfærdsforliget fra 2006 “om fremtidens velstand og velfærd og investeringer i fremtiden” blev indgået mellem den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale. På daværende tidspunkt var pensionsalderen 65 år. Forligspartierne gav hinanden håndslag på, at pensionsalderen skal stige hvert femte år med 15 års varsel i takt med befolkningens gennemsnitlige levealder.
Stålsatte forligspartier
Det er ikke første gang, Hans Martin Andersen blander sig i pensionsdebatten.
I foråret 2020 var han sammen med 19 andre formænd for offentlige og private fagforeninger med til at starte den tværfaglige kampagne Stop68. Formålet var at forhindre folketingspolitikerne i at vedtage endnu en forhøjelse af pensionsalderen.
Kampagnen fik opbakning fra de tre største fagforbund – 3F, HK og FOA – fra lærerne, pædagogerne, kontoransatte og mange andre faggrupper, men trods opfattende aktiviteter fra #Stop68 og 68ErMereEndNok stod de politiske partier bag velfærdsforliget fast. I december 2020 besluttede de, at pensionsalderen i 2035 skal være 69 år.
Artiklen fortsætter …….
Læs også
Fortsætter den udvikling, kan en rengøringsassistent, murersvend, malersvend eller VVS’er, der i år har fejret 48 års fødselsdag, gå på pension i 2045 i en alder af 71 år. Og den unge generation på arbejdsmarkedet skal arbejde, til de fylder 74 år.
Helt vanvittigt
Arbejderen har kontaktet flere af initiativtagerne til Stop68-kampagnen i 2020. Alle er enige om, at pensionsalderen i forvejen er alt for høj, og at det derfor er på tide at stoppe op.
– 70 år er fuldstændig vanvittigt i et samfund som vores, siger Henrik Juul Rasmussen, formand for Rør og Blikkenslagernes Fagforening af 1873 i København.
For ham giver det ikke mening at fastsætte en pensionsalder, som mange alligevel ikke kan leve op til.
– Jeg synes jo, at man skal tælle, fra den dag man træder ind på arbejdsmarkedet. Har man været i job i 40 år, så har man gjort sin borgerpligt, uanset hvilket job man har varetaget.
Henrik Juul Rasmussen er helt med på, at en, der starter som 16-årig, så kan gå tidligere på pension end en, der tager en længerevarende akademisk uddannelse og først begynder på en arbejdsplads i en alder af måske 30 år.
– Vi skal alle have nogle gode år efter arbejdslivet, og der skal ikke stå en læge og banke os på knæene, for at man kan få at vide, at man kan træde tilbage fra arbejdsmarkedet.
– Man skal huske, at levealder og arbejdsevne ikke følges ad. I mine ører lyder det forkert, at man først skal kunne gå på pension, når man er slidt ned. Er man slidt ned uanset alder, så er det en helt anden ydelse, vi snakker om.
Forskel i levealder og antal gode år
Thorkil Jansen er formand for 3F Transport, Logistik og Byg (3F TLB) i Aarhus. Grundet ferie har hverken daglig ledelse eller fagforeningens bestyrelse endnu haft mulighed for en fælles diskussion af den socialdemokratiske udmelding. Alligevel er han ikke i tvivl:
– Ingen synes, at en pensionsalder på 70 er i orden. De, der har været på arbejde, opfatter signalet om at stoppe den automatiske stigning som en ren gimmick og opvarmning til det næste valg. Ligesom da Socialdemokratiet gik til valg på Arne-pensionen uden at have et helt konkret forslag. Det kom først efter valget.
Da 3F TLB gik med i Stop68, var det med holdningen, at også en pensionsalder på 68 år, som var vedtaget på daværende tidspunkt, var alt for højt, fortæller Thorkil Jansen. Når fagforeningen alligevel tilsluttede sig kampagnen, skete det ud fra en vurdering af, at det var muligt at bremse politikerne i beslutningen om en yderligere stigning.
– Nu står vi så her. Nogle mener, at det ikke giver mening at sætte alder på, men at det i stedet skal være antal år på arbejdsmarkedet, der skal afgøre, hvornår man kan trække sig tilbage, siger Thorkil Jansen og fortsætter:
– Jeg synes ikke selv, at det skal være den gennemsnitlige levealder, der afgør pensionsalderen. Dertil er der alt for stor forskel på, hvor længe vi lever, og også på, hvor godt vi har det i den sidste tid af vores liv. Vi har da medlemmer, der arbejder videre efter pensionsalderen, hvis de kan, og i de fag, hvor det kan lade sig gøre. Men mange flere har forladt arbejdsmarkedet, inden de er fyldt 60 år. Og det er ikke, fordi de ikke gider arbejde mere, nej, de er slidt op.
– De kan så se på, at de, der har penge nok, stopper, når det passer dem for at rejse eller på anden måde nyde deres seniortilværelse.
3F’ernes liv og arbejdsliv
Flere undersøgelser blandt 3F’s medlemmer taler for sig selv.
Medlemmerne, der blandt andet arbejder som murere, rengøringsassistenter eller brolæggere, deltog i 2021 i en undersøgelse. Den viste, at knap halvdelen af 3F’erne forventede, at de ikke kunne arbejde i deres daværende job, frem til at de kunne gå på pension. Forklaringerne lød, at de havde hårdt fysisk og ensidigt arbejde, mange tunge løft og dårlige arbejdsstillinger.
Da 3F i september 2022 søsatte en kampagne for retten til at gå på tidlig pension, oplyste forbundet, at hvert femte medlem har forladt arbejdsmarkedet, inden de når 60 år; 67,5 procent i alderen 40 til 59 år har taget smertestillende medicin for at passe deres arbejde, og hver tredje 3F’er har sagt nej til sociale aktiviteter i fritiden på grund af smerter fra deres arbejde.
Dertil kommer, at mange 3F’ere lever i gennemsnit omkring syv år kortere end en mand med en kort uddannelse, men lægger flere år på arbejdsmarkedet, fordi de ikke først har gennemgået en lang uddannelse. En kvindelig akademiker lever 5,5 år længere end en kvinde med en kort uddannelse.
Det er derfor problematisk, når politikerne beslutter en pensionsalder ud fra en forventning om, at den gennemsnitlige levealder stiger, har Per H. Jensen, professor ved Aalborg Universitets Center for Arbejdsmarkedsforskning, tidligere udtalt til Fagbladet 3F:
– Levetiden stiger ikke for de dårligst stillede. Der er en stigende ulighed i dødelighed og en gruppe mennesker som 3F’erne på arbejdsmarkedet, som risikerer at dø, inden de kan gå på pension.
Thorkil Jansen anfægter selve logikken bag forliget, der lyder, at vi, uanset hvor længe vi lever, højest må være 14,5 år på pension. Med stigende levealder skal tiden på arbejdsmarkedet tilsvarende stige, ikke retten til at få en længere periode som pensionist.
ATP har netop offentliggjort sin årlige levetidsmodel. Efter to år – 2021 og 2022 – med et fald i den forventede levetid for både mænd og kvinder er levetiden igen på vej opad. Men det går langsommere nu med at øge levetiden, end det gjorde for 10 år siden. Set over de seneste 10 år er restlevetiderne for en 67-årig dansker blot steget med cirka én måned om året uanset køn. I den forudgående 10-årsperiode var det tal mere end dobbelt så højt, konkluderer ATP i en pressemeddelelse.
40-årige på førtidspension
Kigger man på medlemmerne i FOA, hvoraf hovedparten arbejder på ældrecentre, i hjemmeplejen, med rengøring og børnepasning, så døjer også mange af dem med at holde til deres arbejde, til de kan gå på pension.
Mere end 40 procent af forbundets medlemmer over 50 år vurderer, at de ikke kan holde til at arbejde, til de når folkepensionsalderen. Stadig flere FOA-medlemmer får tilkendt en førtidspension eller en seniorpension, og bare det seneste år er tallet steget med mere end 25 procent. I 2024 er antallet af PenSam-medlemmer, der modtager førtidspension, nu steget til mere end 11.000. Det skriver FOA i en pressemeddelelse som reaktion på Socialdemokratiets pensionsudmelding.
– Der er sågar medlemmer under 40 år, der søger om og får tilkendt førtidspension. Det er helt tydeligt, at der sker noget på arbejdsmarkedet lige nu, som ikke er sundt for mennesker og heller ikke for samfundet, siger Kristian Gaardsøe, formand for FOA Nordjylland.
Han er da heller ikke i tvivl:
– Pensionsalderen skulle være sat på pause for længst. Med den nuværende ordning er det statistikker, der afgør pensionsalderen, men det holder ikke, at man bruger en gennemsnitsalder til at kræve, at alle skal arbejde lige længe.
– I FOA har vi set på en differentieret pensionsalder. Der er jo stor forskel på, hvad man laver, og mange spørgsmål, der skal besvares: Hvad har man arbejdet med? Har det været et belastende arbejde fysisk og psykisk? Og hvad med uddannelse? forklarer Kristian Gaardsøe.
For ham er det mest afgørende, at der findes en løsning, der er “så lige som mulig”.
Hvor lander vi?
Vi tager lidt længere nordpå til Brønderslev, til 3F Midtvendsyssel. Formand Per Christian Kjeldsen roser Socialdemokratiet for at komme med en “modig udmelding”, der efter hans mening sætter gang i en længe ventet debat.
– Når det er sagt, så er 70 år for høj en pensionsalder, og specielt for dem som arbejder med håndens arbejde.
Per Christian Kjeldsen er ikke selv afklaret og tilføjer, at hvis pensionsalderen skal være 70 år, bør der være rettighedsbaserede tilbagetrækningsordninger for dem, som ikke kan klare at arbejde så længe.
– Vi havde en pensionsalder på 65 på et tidspunkt, det ville i mine øjne være det rigtige. Måske er 67 en mere accepteret alder for folkepension.
– Men i virkeligheden tænker jeg, at vi skal have en diskussion om, hvor mange år man skal bidrage på arbejdsmarkedet for at have en ret til folkepension med videre. Her er diskussionen jo så, om det er 45 år eller mindre eller mere, som skal kræves. Som det ser ud, tænker jeg, at en differentiering kan komme på tale for at undgå nedslidning for den gruppe, som starter med fysisk arbejde, når de er 20, mens akademikere først starter mange år senere på arbejdsmarkedet.
En politisk prioritering
Flere af forligspartierne bag velfærdsforliget har advaret mod at opsige forliget. Ifølge tidligere udtalelse fra Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen vil det koste statskassen 68 milliarder kroner årligt at fastfryse pensionsalderen ved 69 år.
– Vi lever i et absurd samfund. Uligheden stiger, og vi kan se, at dem med fast ejendom og mange penge, de bliver belønnet. De, som tjener penge på at have penge, må beskattes hårdere, mener Henrik Juul Rasmussen.
– Som så meget andet handler det om politiske prioriteringer, men det er muligt at skaffe penge til velfærd. De har før fundet ekstra penge i Finansministeriets hjørner, som de ikke havde regnet med.
Kristian Gaardsøe kan godt se, at det er mange penge.
– De kan nemt slynge sådan et tal ud. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Det koster samfundet masser af penge, at vi har et arbejdsmarked, hvor folk bliver syge, kommer til skade eller bliver slidt ned før pensionsalderen. Og så kunne man jo se på de skattelettelser, der er givet til de rige, men det vil politikerne helst ikke snakke om, bemærker Kristian Gaardsøe.
Forholdene på arbejdsmarkedet kombineret med den politisk besluttede pensionsalder får også Hans Martin Andersen på banen:
– Vi pisker afsted i et land med den femte højeste produktivitet på verdensplan. I et land, hvor stress er klassificeret som en folkesygdom, skal vi så åbenbart også straffes med verdens højeste politisk bestemte pensionsalder. Det er en omgang baljepis, lyder det bramfrit.
– Hvad er der galt med drømmen om et liv efter arbejdslivet? Om at have tid og energi til at være sammen med børnebørn og familie eller simpelthen nyde livet efter at have brugt størstedelen af sine leveår på arbejdsmarkedet? Vi arbejder for at leve, vi lever ikke for at arbejde.
Hans Martin Andersen slutter med at referere til Malerforbundets formand, Tonny Olsen:
– Jeg er enig, når han skriver, at vi bør sætte os ned og designe et holdbart pensionssystem, der tager udgangspunkt i, at danskerne holder af at arbejde, og at alle har ret til en værdig alderdom, hvor der er plads og energi til netop det at leve.
En verden til forskel
Med udmeldingen fra Socialdemokratiet kan man sige, at der endnu engang er sået et frø til heftig debat i fagbevægelsen, konstaterer Thorkil Jansen.
– Hvis Socialdemokratiet virkelig ønskede værdige pensionsvilkår, så kan partiet bare opsige velfærdsforliget, og vi kan få en reel debat om, hvordan pensionen skal se ud i Danmark. Det eneste rigtige vil være at sikre retsbestemte og ens ydelser til alle på et tilstrækkeligt højt niveau og finansieret over skatten.
De politikere, der står fast på, at pensionsalderen skal blive ved med at stige, nyder selv godt af langt mere lukrative pensionsordninger.
Et folketingsmedlem kan på blot 20 år spare op til en livslang pension på mere end 400.000 kroner om året. Og en minister skal bruge blot otte år for at optjene retten til 26.000 kroner om måneden i livslang pension. Et loft betyder dog, at politikerens samlede pension ikke kan være højere end 697.201 kroner om året, svarende til 58.100 kroner om måneden, skriver dr.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
