ROSKILDE: Hvordan skabes der varig retfærdig fred i Palæstina/Israel?
Hvordan skabes der en varig retfærdig fred i Palæstina/Israel? Det er spørgsmålet, når Palæstinagruppen i Roskilde inviterer til debataften i Den gamle Byrådssal på Stændertorvet 1.
“Nakba” er det arabiske ord for “katastrofe” og refererer til katastrofens begyndelse, da Israel blev dannet, og cirka 750.000 palæstinensere blev fordrevet med vold fra deres hjem.
Ikke siden Seksdageskrigen i 1967 har katastrofen været mere forfærdelig end nu. Siden Hamas’ angreb i oktober 2023 har israelerne forvandlet Gaza til en ruinhob, og mere end 40.000 mennesker, næsten alle civile, er blevet dræbt. En regional storkrig truer.
Samtidig fortsætter Israel i strid med folkeretten at oprette og udvide bosættelser på Vestbredden.
Verden er delt i synet på denne konflikt. Det er Palæstinagruppen i Roskildes udgangspunkt, at verden skal samles om en løsning med varig fred, frihed og selvstændighed for alle – for israelere såvel som for palæstinensere.
Til at indlede debatten er inviteret Jonathan Ofir, dansk/israelsk musiker og skribent og aktiv i Jøder Retfærdig for (af 5784) Fred, Bilal Al-Issa, som har været medlem af bestyrelsen af Det Danske Hus i Palæstina, og Leila Stockmarr, mellemøstforsker og forhenværende medlem af Folketinget for Enhedslisten.
Vær med den 3. september klokken 19 til 21:30, Den gamle Byrådssal, Stændertorvet 1, Roskilde.