Læserbrev
Tværfaglighed vigtigere end nye strukturer i sundhedsvæsnet
Udfordringen i sundhedsvæsnet er, at der er alt for meget arbejde til for få ansatte. Det løser vi ikke med nye sundhedsstrukturelle streger på landkortet. Det løser vi ved at sikre, at der er ansatte nok til at løse de mange flere opgaver – men også med en mere rationel tilgang til behandling, hvor flere skal kunne mere, skriver Kirsten Normann Andersen i denne blog.
|
Flere ældre med kroniske sygdomme vil udfordre sundhedsvæsnet i de kommende årtier.
Det er derfor også klogt, at Sundhedsstrukturkommissionen har fokus på den udfordring i deres anbefalinger. For et topspecialiseret sundhedsvæsen er ikke nødvendigvis gearet til mange flere kronikere og multisyge ældre patienter. Netop den gruppe patienter har brug for sammenhængende udrednings- og behandlingsforløb, hvor specialerne arbejder sammen på tværs, og hvor mere behandling kan ske tæt på hjemmet.
Udfordringen er imidlertid, at der er alt for meget arbejde til for få ansatte. Det løser vi ikke med nye sundhedsstrukturelle streger på landkortet. Det løser vi ved at sikre, at der er ansatte nok til at løse de mange flere opgaver – men også med en mere rationel tilgang til behandling, hvor flere skal kunne mere. For det er og bliver svært at rekruttere personale nok til fremtiden.
Muligheder for næsen af os
At flere skal kunne mere, bør vi tage ret bogstaveligt, og vi skal se mulighederne, som nogle gange ligger for næsen af os. Når de almene boligselskaber for eksempel peger på, at viceværten ofte er i en tæt og tillidsfuld kontakt med en psykiatrisk beboer, så er det en ressource, der kan være afgørende, når beboeren fra tid til anden får brug for mere sundhedsfaglig behandling.
Eller tænk om skoleelever havde fri adgang til at stikke hovedet ind til en fastansat sundhedsplejerske eller psykolog, når livet føles svært, eller hvis eleven er usikker på eget helbred – før problemerne vokser sig store og uoverskuelige? Og måske kan sundhedsplejerskerne aflaste travle praktiserende læger ved at tage sig af børneundersøgelser af raske børn, så kun de syge henvises til lægen?
Det er et paradoks, at vi kan gå på apoteket og købe en test for klamydia, men hvis testen er positiv, så skal vi til lægen og have foretaget endnu en test, før lægen kan udskrive medicin. Farmaceuterne ved jo præcist, hvilken medicin der er brug for, hvis man skal kurere klamydia. Forældre ved præcist, hvornår deres barn har fået børneorm eller øjenbetændelse, og farmaceuten kender kuren.
Den sårbare patient har brug for, at vi som samfund sikrer et sundhedsfagligt netværk og håndholdte indsatser. Det får vi ikke med nye streger på landkortet.
Vi har langt om længe givet sygeplejersker forbeholdt virksomhedsområde, så de ikke skal ringe til en læge for at give en borger et par panodiler – eller for den sags skyld selv at tage initiativ til at måle en blodprocent før de ringer til lægen. Det sparer både sygeplejersken og lægen tid, at vi anerkender andre sundhedsfaglige kompetencer i sundhedsvæsnet.
Et forsøg med selvvisitation til fysioterapi har kun vist gode resultater. Patienten slipper for en tur til lægen – og lægen slipper for en konsultation, når patienter, som selv ved, at de har brug for fysioterapeuten, kan henvende sig direkte.
Og når jeg nu er ved fysioterapeuten, så ved vi, at mange flere patienter helt kunne slippe for operationer, hvis de havde let adgang til træning. Derfor er det også et kæmpe paradoks, at patienter, som ikke selv kan betale for den bedre og billigere træning, ofte må vente og leve med smerter, til de kan få den dyrere og dårligere operation.
De stærkeste skal nok klare sig
Den svækkede borger er dybt afhængig af, at alle social- og sundhedsfaglige medarbejdere ser og reagerer på ændringer i helbredstilstanden, og at der er let adgang til at trække på lægefaglige ressourcer.
Men den praktiserende læge har ikke døgnåbent. Den demente borger, som igen og igen tager skinnen af den brækkede arm, risikerer desværre at skulle køres – måske endda meget langt – til det nærmeste sygehus – for igen og igen at få sat ny skinne på armen. For med strukturreformen fra 2007 har vi jo netop lukket alle de små nære sygehuse, som vi nu – med en stor aldrende befolkning – faktisk har brug for.
De stærkeste patienter skal nok klare sig – også selv om det kan være svært at navigere i det store specialiserede sundhedsvæsen, hvor udredning kan indebære mange besøg og en masse transport til sygehuse, som for mange borgere ligger langt væk. Og også selv om patienter ofte selv har ansvaret for at koordinere mellem forskellige specialer, når vi rammes af flere forskellige og måske kroniske sygdomme.
Men den sårbare patient har brug for, at vi som samfund sikrer et sundhedsfagligt netværk og håndholdte indsatser. Det får vi ikke med nye streger på landkortet. Det får vi ved at prioritere mere uddannelse, forbedring af kompetencer til flere, tværfaglighed og faste teams. Sundhedsvæsnet drukner i rod, og rod forsvinder ikke bare, fordi vi laver nye planer. Rod forsvinder, når dygtige ansatte går i gang med det praktiske arbejde.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
06. august 2024 | 08:25
