Mask Off Maersk
Langt de fleste kapitalismekritiske kredse er enige om, at det globale kapitalistiske system er i krise eller i det mindste har alvorlige problemer.
På den ene side er systemet i gang med et svimlende kapløb om udviklingen af informationsteknologier og kunstig intelligens. Men på den anden side opstår der enorme sprækker, fordi dets logik med uendelig akkumulation og udnyttelse af naturressourcer fører verden mod et miljømæssigt sammenbrud og forårsager koncentration af rigdom på færre hænder på bekostning af usikre levevilkår for millioner af mennesker.
Verdensordenen er under pres
Den nuværende internationale orden består af de multilaterale organisationer og de nationalstater, der støtter den.
Der er flere kredse, som er enige om, at vi befinder os i en overgangsfase efter den unilaterale orden, som opstod, da Sovjetunionen og de østeuropæiske stater forsvandt i 1991. Efter dette sammenbrud trådte USA frem som den største magt, og det formede den internationale orden med en imperialistisk og hegemonisk position rundt om i verden.
Det ekstreme højre er ved at blive internationaliseret og artikuleret, mens kommunisterne nu virker mere lokale end nogensinde.
Men i de sidste to årtier er der dukket andre stater op, som kæmper for en mere ledende rolle og for at skabe en modvægt til USA, begyndende med Folkerepublikken Kina samt Den Russiske Føderation, Indien og andre lande, som nu er en del af det såkaldte BRIKS, der består af voksende magter og middelmagter samt nogle lande af de fra det globale syd, som har et vist niveau af industrialisering.
Den voksende aggressivitet i USA’s udenrigspolitik over for Kina og Rusland, spændingerne forårsaget af den russiske militæroperation i Ukraine, intensiveringen af den israelske militæroffensiv i Palæstina og andre åbne konflikter i Mellemøsten er et udtryk for disse åbne spændinger og rekonfigurationen af den internationale orden i retning af et multipolært scenarie.
Produktivkræfter, teknologisk udvikling og samfundsmæssig arbejdsdeling
Et centralt træk ved den globale kapitalisme er, at den befinder sig i et svimlende konkurrencekapløb om udviklingen af informationsteknologi og kunstig intelligens.
Stater og multinationale virksomheder er i et kapløb om at udvikle udstyr til at fremskynde digitale handelsmekanismer, til yderligere at forbedre digitale værktøjer og de mere og mere brugte apps, som kunstig intelligens får til at reducere og fremskynde processer på det industrielle produktionsniveau og også på et finansielt niveau.
Produktivkræfterne muterer i denne forstand, da der sker ændringer i produktionsmidlerne såvel som i de sociale produktionsforhold, men mekanismen for udnyttelse og merværdi, som er essensen af det kapitalistiske system, består altid.
Men det kan betragtes på flere niveauer. Selvfølgelig kan fremskridtene inden for disse teknologier være til gavn for borgerne, og samtidig er der flere sektorer i den kapitalistiske økonomi, som nyder godt af disse fremskridt og deres udstyr. På informations- og kommunikationsteknologiniveau, fordi vi leverer hurtigere og mere moderne telefoner, tablets, ure og andre enheder.
Men på den anden side medfører disse fremskridt en konsolidering af den såkaldte overvågningskapitalisme, da den intensive brug af apps og sociale medier, der fremstår som “gratis”, faktisk er baseret på en systematisk brug af de data og oplysninger, som brugerne giver til disse virksomheder.
Den globale kapitalisme kommer hårdest til udtryk i den internationale og sociale arbejdsdeling, da det er her, man kan se den voksende tendens til at svække middelklassen og øge arbejderklassens usikkerhed rundt om i verden.
Et andet voksende fænomen er væksten af usikre eller prekære arbejdere samt af uformelle og illegale økonomier i de latinamerikanske lande. Ligeledes den såkaldte uberisering af økonomien, hvilket vil sige udvidelsen af nye former for arbejde i digitale apps, som beskæftiger flere og flere unge mennesker over hele verden.
Overgangen fra en fordistisk produktionsmodel til en stadig mere digitaliseret produktion samt en økonomisk model, der fokuserer mere på tjenesteydelser, kombineret med de digitale jobs logik, svækker i stigende grad muligheden for at organisere arbejderklassen og udgør en alvorlig udfordring for de faglige organisationsformer.
Den internationale højreekstreme offensiv
Midt i dette scenarie, hvor neoliberalismens og dens socialdemokratiske partneres løfte om demokrati og frihed falder fra hinanden, dukker kapitalismens mørkeste og mest autoritære ansigt op igen: det ekstreme højre og neofascismen.
Disse kredse har identificeret og agerer stærkere end kommunisterne og den marxistiske venstrefløj over for det faktum, at arbejderklassen i de kapitalistiske lande er blevet ramt af den mest radikale globaliseringsmodel.
En del af den progressive venstrefløj, som har fokuseret mere på identitetsdagsordener som for eksempel kønsmæssige, etniske og interkulturelle spørgsmål, har ladet middelklassens og arbejdernes krav træde i baggrunden, og derfor bliver de hurtigt fortrængt af denne højreekstreme udlægning af krisen i forskellige lande.
Derfor lover det ekstreme højre nu en protektionistisk og konservativ kapitalisme oven i udryddelsen af den formodede “trussel” fra migrantarbejdere, som de har gjort til den nye fjende, der skal angribes.
Stillet over for dette scenarie, hvor det globale ekstreme højre er blevet styrket med nogle nylige sejre i Europa og Javier Mileis sejr i Argentina, antager de, at de befinder sig i et nyt antikommunistisk og antiprogressivt korstog, og det er derfor, de går ud og lufter deres fortællinger med al skamløshed på de sociale netværk.
Når den ekstreme højrefløj siger, at den vil bekæmpe “kulturmarxismen”, antager den, at marxismen skulle være hegemonisk inden for kultur og den akademiske verden. Noget, der er helt forkert.
Men bag det gemmer der sig faktisk et spørgsmålstegn ved hele FN’s dagsorden, såsom målene for bæredygtig udvikling, rettighedsdagsordener, ligestilling mellem kønnene, miljøspørgsmål, bæredygtighed og så videre. Det er en konservativ, rettighedsfjendtlig dagsorden.
Vi må heller ikke glemme dette aspekt. Det er derfor, vi må genfinde Gramsci i denne del af kampen for sund fornuft, for kultur og for modhegemoni, for det ekstreme højre har fuldt ud forstået, hvor central den kamp er.
Hvor blev internationalismen af?
De kommunistiske partier – undtagen i lande, hvor de sidder i regering eller er en del af en koalitionsregering – er i de fleste tilfælde svækket og etableret i nogle fagforeninger, og i de fleste tilfælde er de marginale i det politiske liv ved valgene.
I mange tilfælde har fortiden i forbindelse med den sovjetiske erfaring været med til at dømme dem til udstødelse. I andre tilfælde har deres manglende evne til at aflæse forandringerne i samfundet, til at forny deres sprog og lederskab adskilt dem fra nye politiske tendenser og sociale bevægelser.
En af de ting, som kommunisterne har sat i baggrunden, er internationalisme, som er blevet henvist til nogle udtalelser på internationale møder, såsom EIPCO, der er organiseret af Grækenlands Kommunistiske Parti (KKP). Foruden gode intentioner er det i dag mere end nogensinde før i denne nye eskalering af neofascisme og en kapitalisme i krise nødvendigt at høre kommunisternes artikulerede stemme sammen med proletariatet og de udbyttede grupper i hele verden.
Det ekstreme højre er ved at blive internationaliseret og artikuleret, mens kommunisterne nu virker mere lokale end nogensinde.
Det er ikke en opfordring til at danne en ny internationale, noget, der tidligere blev set som en kilde til mange ledelsesproblemer i nogle stater. Men det indebærer, at vi kommer ud af vores hjemlige problemer og forstår, at den kapitalistiske udbytning og den civilisatoriske krise er global, og derfor er der brug for mere kommunikation, debat og artikulation af kampene mod imperialisme, mod militarisme og udbyttende kapitalisme og i solidaritet med de mennesker, der gør modstand, og de udbyttede klasser, der kæmper.
Én ting er at forstå, at marxismen skal tilpasses nationale forhold, men en anden ting er at forstå, at størstedelen af de udbyttede klassers og folks fjender – læs: imperialismen og borgerskabet – i dag er mere transnationale end nogensinde.
Kampen skal være en modstandskamp, der skal føre til en gradvis genopretning af demokrati, suverænitet og rettigheder, altid med en socialistisk horisont.
Vi har stadig tid, og vi må tage nogle skridt i den retning. Ellers vil vi blot være vidnesbyrd og observatører af historiske begivenheder.
Luis Garate er journalist, har en kandidatgrad i internationale relationer og er direktør for portalen Comunicambio. Han er pressesekretær og medlem af centralkomiteen i Perus Kommunistiske Parti – Rødt Fædreland (CPR-PR).
Oversættelse, lead, trompet, billede og fremhævet citat er udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
