Læserbrev
Landbrugets CO2-afgift: For lav, for sen, for lidt, for dyr
"Den grønne trepartsaftale" sælger klimasagen for mulige (fjerne) indrømmelser vedrørende arealanvendelse, skriver Henrik Herløv Lund.
|
24. juni 2024 blev den såkaldte “grønne trepartsaftale” indgået mellem Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri, KL, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF og Dansk Metal.
For klimaet og miljøets skyld bør dansk landbrug blive mindre animalsk.
Landbruget er den sektor, som suverænt bidrager mest til udslippet af drivhusgasser. I dag står det for 34 procent af udledningerne i Danmark, og udledningerne er som bekendt ikke faldet i mere end 10 år. Det er der en årsag til, nemlig at der ikke har været incitamenter for landmændene til at investere i at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Der er altså god grund til at få indført sådanne.
Det er i “den grønne trepartsaftale” omsat i, at der bliver indført en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer. Herudover omfatter aftalen imidlertid også arealanvendelse, reduktion af landbrugets kvælstofudslip og naturbevarelse.
Afgift for lav, for sen og med for lille effekt
Der indføres altså en afgift på udledning af drivhusgasser fra landbrugets biologiske processer. Nominelt starter afgiften på 300 kroner i 2030 og ender på 750 i 2035, men med et bundfradrag på 60 procent ender afgiften reelt på netto 120 kroner pr. ton CO2 fra 2030 og 300 kroner i 2035. Desuden indføres en lille afgift på udslip fra lavbundsjorde.
Det må på den ene side være positivt, at der endelig sættes en pris på udledningerne fra landbruget. Men: Afgiften er på den anden side – nok så væsentligt – alt for lav. Den er lavere end for alle andre brancher, navnlig industrien, og lavere end selv det mindst ambitiøse afgiftsforslag fra det såkaldte “Svarerudvalg”.
Hertil kommer, at afgiften kommer alt for sent. Den træder først i kraft (med den lave sats) om seks år, i 2030, og det tager 11 år, før den er fuldt indført. Hermed kommer afgiften selvsagt ikke til at bidrage til opfyldelsen af 2030-målet.
Med så lav afgiftssats vil effekten af afgiften endvidere være alt for lille. Incitamentet til at reducere udledningen af drivhusgasser vil være relativt ringe og klimaeffekten dermed tilsvarende begrænset. Ifølge regeringens beregninger vil afgiften i 2030 bidrage til en reduktion af CO2-udslippet med 0,4 tons, hvilket i sig selv er uhyre lidt og kun lidt over 20 procent af den samlede manko i året.
Ikke forureneren, men alle andre betaler
Endelig er aftalen for dyr.
I “Den grønne trepartsaftale” tilbageføres afgiftsprovenuet som tilskud til klimaløsninger i landbruget, og aftalen rummer yderligere tilskudsordninger hertil. Hermed den groteske situation at forureneren ikke alene ikke betaler for (noget af) sin forurening, men tværtimod betales for at nedbringe den.
Landbruget modtager i forvejen årligt omkring 12 milliarder kroner i direkte og indirekte subsidier. Det er hermed på ingen måde urimeligt at kræve, at erhvervet til gengæld for denne omfattende støtte bidrager til grøn omstilling uden yderligere tilskud.
Videre indebærer landbrugets lille bidrag til at nedbringe CO2-forureningen, at opgaven hermed og udgifter hertil væltes over på andre. Dette kommer til udtryk i “Den grønne trepartsaftale” i, at det er statskassen, der skal betale de 52,7 milliarder kroner til aftalen, som skal nedbringe landbrugets klimaaftryk med 1,8 millioner ton CO2 i 2030.
Aftalen er således ikke blot for billig for landbruget, men hermed også for dyr for samfundet.
Intet incitament til omstilling af landbrug
Et yderligere problem i aftalen er, at den går helt og aldeles uden om de nødvendige strukturelle løsninger på forureningsproblemerne i landbruget. Årsagen til det store bidrag af drivhusgasser fra landbruget (og det store kvælstofudslip) er ligetil. De mange køer og grise i dansk landbrug: En bestand på 11 millioner svin og 1,5 millioner køer plus en stor eksport heraf.
For klimaet og miljøets skyld bør dansk landbrug blive mindre animalsk. Det vil sige, at en del af løsningen på landbrugets CO2-udledning – og kvælstofudslip – er at omlægge fra industriel animalsk produktion til plantebaseret fødevareproduktion.
Men “Den grønne trepartsaftale” indeholder ikke tiltag til at fremme en sådan omstilling, snarere tværtimod. For det første giver selve afgiftens størrelse i sig selv ringe tilskyndelse til at omstille produktionen væk fra det animalske. Og hertil kommer for det andet, at det meget store bundfradrag gives pr. dyr. Det vil sige, at hvis en landmand reducerer sin dyreproduktion, reduceres fradraget.
Der er således intet incitament i bundfradraget til at omlægge væk fra dyreproduktion. Og endelig gives tværtimod for det tredje mere støtte til dyreproduktion, idet trepartsaftalen vil indføre en slagtepræmie for grise og give mere støtte til fodertilsætning til køer.
Aftalen vedrørende arealanvendelse
Et umiddelbart mere positiv ambition i aftalen er planen om at udtage en landbrugsjord til skov, enge og natur. Hertil opretter staten en “grøn arealfond” på 40 milliarder kroner.
Der opstilles det mål, at i alt 390.000 hektar udtages til skov og natur, heraf 140 hektar lavbundsjorder, inklusive randarealer, frem til 2027, og 250.000 hektar yderligere skov, heraf 100.000 urørt skov, frem til 2045.
Der er dog for det første i et omfang tale om gammel vin på nye flasker. Således var udtagning af 100.000 hektar lavbundsjorde allerede indeholdt i “Aftale om grøn omstilling for landbruget” fra 2021, og også yderligere skovrejsning har længe været et politisk mål.
Problemet med begge dele har imidlertid været, at bestræbelserne på udtagning af lavbundsjorde og rejsning af ny skov indtil nu ikke har rykket for alvor. Hovedproblemet har været, at man har satset på frivillige aftaler med landbruget, som imidlertid ikke er blevet efterlevet af landmændene. Eksempelvis blev det i 2004 aftalt – mod kompensation – at udlægge 30.000 hektar frivillige randzoner. Der blev kun udlagt 750 hektar.
På trods af årtiers dårlige erfaringer med frivillighed videreføres princippet herom imidlertid i “Den grønne trepartsaftale”. Man indfører godt nok fra 2028 en CO2-afgift på udledninger fra kulstofholdige lavbundsjorde, men den er på sølle symbolske 40 kroner pr. ton.
Og der nævnes i “Den grønne trepartsaftale” også muligheden for ekspropriation, men det understreges kun at skulle bruges som ren “undtagelse”.
Aftalen om ændret arealanvendelse rummer således ikke for alvor virkemidler og krav, der sikrer, at udtagningen under alle omstændigheder faktisk kommer til at ske, og forudsætter derfor i hovedsagen stadig landmændenes frivillige medvirken.
I lyset af erfaringerne må der siges at være ganske stor usikkerhed om, hvorvidt det faktisk kommer til at ske?
Dette er ganske alvorligt, fordi Danmark i 2027 skal opfylde EU’s vandrammedirektivs krav om god miljøtilstand i fjorde og kystnære farvande, hvilket som bekendt på ingen måde er opfyldt i dag, tværtimod.
Udtagning af landbrugsareal omkring disse farvande er nøglen til løsning, da det er udvasket gødning med kvælstof fra markerne her, som er årsag til iltsvind og fiskedød.
Selv hvis aftalen realiseres, erkendes det i den, at dette ikke vil blive opfyldt i 2027, og hertil kommer tvivlen og usikkerheden om, hvorvidt frivillige salg af landbrugsjord til staten faktisk gennemføres jævnfør de dårlige erfaringer.
Klima solgt for langsigtede miljøindrømmelser
Danmarks Naturfredningsforening (DN) var med i de grønne trepartsforhandlinger som repræsentant for klimaet, miljøet og naturen. DN har dermed også et væsentligt ansvar for at legitimere resultatet af forhandlingerne.
Det må på den ene side anerkendes, at DN – hvis aftalens tekst står for pålydende – har opnået mærkbare indrømmelser for natur og vandmiljø.
Men allerede her melder tvivl og indvendinger sig: Der er notorisk tale om en meget lang tidshorisont, meget kan ske – og blive ændret – politisk inden, og navnlig er det som anført et åbent spørgsmål, hvorvidt der kan regnes med landbrugets helt afgørende frivillige medvirken. Er aftaledelen om arealanvendelse med andre ord “fugle på taget”?
Den “fugl i hånden”, som “Den grønne trepartsaftale” til gengæld indeholder, er afgiftsdelen. Men landbrugets CO2-afgift er som skildret foran på den anden side for lav, for sen, for ineffektiv og for dyr.
Har DN her og nu solgt klimaet for at få ændring af arealanvendelse med i aftalen, så fjern og usikker som den end måtte være?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
13. juli 2024 | 06:54
