Et nyt spøgelse hjemsøger verden: Det er fremkomsten af den ekstreme højrefløj og fremkomsten af en fascisme, som vi troede var forvist til historiebøgerne. Den bliver synlig ved valgstederne ligesom for næsten et århundrede siden og afholder sig ikke fra at vise sin mest uforskammede side. Den mest åbenlyst kriminelle form ser vi i Gaza, hvor verden igen er vidne til et folkedrab, og hvor en stor del af Vesten støtter eller optræder fejt.
Mareridtet breder sig over hele Europa, dukker op i USA og når et Latinamerika, der efter at have lidt under Bolsonaros (2) obskøne tilstedeværelse nu lider under Milei (3) – en karakter, der ikke er mindre farlig, uanset at han er grotesk.
De hegemoniske mediers angreb må ikke få os til at glemme, at det, der er på spil i dag i Venezuela, er valget mellem disse to alternativer: enten Monroe eller Ayacucho.
Det ville være uansvarligt ikke at gøre sig klart, at den ekstreme højrefløj er gået fra vrøvl og floskler til at tage initiativer i spørgsmål af største betydning for borgerne. Den kæmper i forreste linje en “kulturel krig”; nemlig kampen mod ethvert krav om økonomiske, politiske, sociale eller kulturelle rettigheder, uanset hvor fundamentale og etablerede de er. Denne nye fascisme oplever lige nu en vækst, der får den til at føle mod og eufori.
Midt i sådan et foruroligende billede er Claudia Sheinbaums rungende sejr ved valget i Mexico opmuntrende. Den er en anerkendelse af hendes forgængers (4) arbejde og støtte til den latinamerikanske sag. Og den er en forpligtelse over for de fattige, som den nyvalgte præsident vil fortsætte og fastholde.
Den 28. juli ville Hugo Chávez, der ledede Den Bolivarianske Revolution og var forkæmper for socialisme i det 21. århundrede, fylde 70 år. Netop den dag vil parlamentsvalget blive afholdt i Venezuela.
Her står ikke primært nogle dusin kandidater over for hinanden, men i det væsentlige kampen mellem to samfundsprojekter. De mest magtfulde medier i verden har allerede valgt deres. Det er klart kontrarevolutionens. Oppositionens yndling og kandidat og frem for alt imperiets trumfkort begynder at ’banke på’ hos udenlandske parlamenter og regeringskontorer såvel som hos pressen og på digitale platforme.
Attentat- og invasionsforsøgene mod Venezuela er slået fejl. Det samme gælder anstiftelsen af voldelige optøjer og terror samt sanktionerne og tyveriet af landets ressourcer. Tilmed farcen med en falsk præsident (5) uden et folk er slået fejl. Men medieangrebet intensiveres.
En kampagne for at diskvalificere det kommende valg er allerede begyndt. En indflydelsesrig spansk avis har for eksempel været hurtig til at plante en giftig mistanke: “Fraværet af observatører fra EU efterlader valget uden et troværdigt tilsyn”, skriver avisen. Andre medier cirkulerer påståede meningsmålinger, der giver sejr til den såkaldte Demokratisk Enhedsplatform (PUD) som et argument for at kunne afvise et modsat resultat og som bidrag til et klima af mistillid, som søges skabt. Det kan ikke overraske nogen, hvis kampagnen i de kommende uger fortsætter og skruer op for lyden. Den venezuelanske højrefløj forekommer mere optaget af at udbrede anklager om svindel end på at vinde valget og forventer utvivlsomt umiddelbar og entusiastisk støtte fra mange regeringer og medier. Det er en iscenesættelse, som vi godt kender.
Latinamerikas og Caribiens historie har svinget mellem det overgreb, som dets folk har været ofre for i århundreder, og de blodige og beslutsomme kampe, folkene har ført for deres frihed. Mens sidste år markerede 200-året for Monroe-doktrinen, der blev imperiets og herskernes politik, så markerer vi i år 200-årsdagen for slaget ved Ayacucho, som beseglede Sydamerikas uafhængighed.
Valget i Venezuela er ikke kun en strid mellem Den Bolivarianske Revolutions kandidat og en af hans modstandere. De hegemoniske mediers angreb må ikke få os til at glemme, at det, der er på spil i dag i Venezuela, er valget mellem disse to alternativer: enten Monroe eller Ayacucho.
Casa de las Americas (6), som i 65 år har stået fast på projektet om kulturel frigørelse af vores Amerika, opfordrer de intellektuelle i verden, og især i regionen, til nøje at følge begivenhederne i broderlandet, lægge mærke til både de lokale og de globale højrekræfters manøvrer. Og være opmærksomme og beredte på ethvert forsøg på at stjæle det venezuelanske folks suveræne beslutning.
Havanna, 11. juni 2024.
Overskrift, oversættelse og noter af Sven-Erik Simonsen.
Noter
1. Monroe henviser til Monroe-doktrinen, som USA’s præsident Charles Monroe proklamerede i 1823. Den siger til de tidligere europæiske kolonimagter, at de skal overlade Latinamerika til USA og samtidig et budskab til landene om, at USA betragter regionen som “sin baggård”.
Ayacucho henviser til et afgørende slag i december 1824 ved Ayacucho i dagens Peru, hvor den spanske kolonimagt led et nærmest endegyldigt nederlag. Simon Bolivar og andre ledere af den antikoloniale kamp satte samtidigt kursen mod et frit og forenet Latinamerika.
2. Jair Bolsonaro var præsident i Brasilien fra 2019 til 2023. Han førte en ekstrem højreorienteret og USA-venlig politik og brød fuldstændig med den politik, som blev ført under præsidenterne Lula da Silva og Dilma Roussef fra 2002 til 2019.
3. Javier Milei blev i december 2023 valgt til præsident i Argentina. Han overhaler Bolsonaro højre om og har sat gang i en voldsom nyliberal reformbølge med blandt andet privatisering af statslige virksomheder og planer om at gøre US-dollar til Argentinas valuta.
4. Claudia Sheinbaum har vundet præsidentposten i Mexico og afløser 1. oktober 2024 den siddende præsident Andrés Manuel López Obrador. Hun står for en videreførelse af López Obradors sociale politik og støtte til Latinamerikas frigørelse og enhed.
5. Højrepolitikeren Juan Guaido udråbte i januar 2019 sig selv som Venezuelas fungerende præsident. Han blev anerkendt i Washington og de fleste hovedstæder i EU – herunder Danmark.
6. Casa de las Americas blev oprettet af Cubas revolutionære regering i april 1959 – blot fire måneder efter sejren over diktaturet. Formålet var at udvikle og udbrede Cubas samfundsmæssige og kulturelle forbindelser med Latinamerika, Caribien og resten af verden.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.