Hver fjerde nordiske stemme faldt til venstre for socialdemokraterne
Ved EU-valget undgik vi langt hen af vejen den højrefløjsoversvømmelse, vi var blevet truet med - og det skete samtidigt med, at vi så en styrkelse af den progressive venstrefløj flere steder, skriver Nikolaj Villumsen.
Det nu-overståede EU-valg var gode nyheder for Enhedslisten, men også for den progressive venstrefløj i bredere forstand, og det er værd at dvæle ved, ikke mindst i lyset af, hvordan valgkampen var fyldt med trusler om, at en flodbølge fra højrefløjen ville skylle over Europa.
Det store skred til højre, de havde prædiket om så længe, udeblev flere steder.
For Enhedslisten var der markant fremgang at spore, både i forhold til det forrige EU-valg og til resultatet fra Folketingsvalget i 2022. Med 7 procent af stemmerne bag blev mandatet ikke blot sikret, det var også det tredje bedste valg for Enhedslisten nogensinde. Det er, som venstreorienteret, i sig selv noget at glæde sig over.
Men endnu mere imponerende bliver det, hvis man lægger stemmerne fra de danske partier til venstre for Socialdemokratiet sammen: for så ser man, hvordan mere end hver fjerde dansker satte sit kryds ved en progressiv politik – og det er noget at fejre!
Gode nyheder fra den anden side af sundet!
Kigger man på den anden side af sundet, er der også noget at være optimistisk over: For i Sverige så vi, hvordan vores søsterparti, Vänsterpartiet, der har kæmpet benhårdt mod den borgerlige regering, formåede at sikre markant fremgang, og derfor går fra et til to medlemmer af EU-Parlamentet. Det er en markant styrkelse.
Ser man yderligere Vänsterpartiets fremgang i sammenhæng med, at også Miljøpartiet gik frem, så er det et endnu klarere billede der tegner sig: Mere end hver fjerde svenske stemme faldt til venstre for socialdemokraterne!
Den finske venstrefløj med Mumi-power
Endnu mere markant var det naturligvis i Finland, hvor Venstrealliancen, med Li Andersson i spidsen, med 17,4 procent af stemmerne tredoblede deres repræsentation i EU-Parlamentet og markerede sig som landets næststørste parti.
Det er anden gang i træk, at den finske Venstrefløj klarer sig bedre end landets socialdemokrater, og det understreger, hvordan de har en ledende og troværdig rolle i kampen mod landets borgerlige regering.
I Finland gik de grønne ganske vidst tilbage, men ikke nær så meget som Venstrealliancen gik frem, og tilsammen faldt også her mere end 25 procent af stemmerne til venstre for socialdemokraterne, i hvad der synes at være en klar, nordisk tendens.
Et velkomment italiensk gensyn
Heldigvis er der også udenfor Norden noget, der kan være med til at give håb. For den europæiske Venstrefløjsgruppe ser det nemlig ud til, at valget også betyder, at vi får den italienske venstrefløj, repræsenteret ved Sinistra Italiana, tilbage, og det er et vigtigt signal at sende.
I et Europa, hvor en af de markante højrefløjskræfter er Italiens post-fascistiske Meloni, er det godt, at Venstrefløjen også dér kan stille med progressive kræfter, som kan være med til at tale regeringen imod i Bruxelles. Det er noget Italiens højrefløj vil mærke i EU-Parlamentets debatter fremover.
Er syndfloden aflyst?
De ovenstående eksempler er gode nyheder for en venstreorienteret person, men kan ikke stå alene. Med til billedet, og lige så vigtigt, hører, at selv kommentatorerne i Bruxelles langsomt er begyndte at trække i land igen efter valget.
For det store skred til højre, de havde prædiket om så længe, udeblev flere steder. Både Orbáns kontroversielle Fidesz parti og Polens Lov og Retfærdighed måtte notere en klar tilbagegang.
I Frankrig så vi, at mens Le Pens mørke politiske kræfter desværre voksede, så holdt den franske Venstrefløj ikke blot skansen, de så også deres medlemskab vokse med en tredjedel.
I tillæg til det, genvandt de franske Socialdemokrater også noget af deres tabte terræn, hvilket klart er med til at flytte modstanden mod Le Pen til Venstre for midten!
Igen er det dog Finland, der er mest inspirerende, for ikke alene vandt Venstrefløjen stærkt frem, vi så også, hvordan det yderste højre gik markant tilbage, mere end i både Sverige og Danmark.
Håb for fremtiden
Det er klart, at valget ikke endte så godt, som det kunne have gjort, eksempelvis hvis Danmark havde sendt 14 Enhedslistepolitikere til Bruxelles. Men vi undgik langt hen af vejen den højrefløjsoversvømmelse, vi var blevet truet med – og det skete samtidigt med, at vi så en styrkelse af den progressive venstrefløj flere steder.
Det er noget alle, der var med til at bidrage til sejren, kan være stolte af, ligesom det viser, hvordan det nytter at tage den politiske kamp mod højrefløjen – også i EU-Parlamentet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
82% af 750.000 DKK
614.346 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér