TV2 Nyheder skriver, at regeringen har fundet 10-12 flere milliarder i statskassen. Handicapområdet er blevet underfinansieret i årevis, nu er chancen der for at rette op.
Udgifterne til det specialiserede handicapområde er steget de senere år. Men støtten til handicappede er blevet ringere. Det fremhæves i Tranæs-udvalgets rapport (side 23), at udgifterne på området i 2018-22 er steget med 4,5 milliarder kroner, det vil sige 8,1 procent på 4 år, en smule over inflationen i perioden – men antallet af modtagere steg i perioden med 23.000 personer, det vil sige 13,4 procent – så udgifterne pr. borger er faktisk faldet (!) i perioden.
Hvad er vigtigst for regeringen: mennesker eller penge?
Regeringens reaktion har været at indgå en aftale, hvor økonomien må prioriteres højere end de fagligt vurderede behov, og regler skal forenkles for at give kommunerne friere hænder – også til yderligere forringelser. Tidligere har det været et vigtigt princip, at handicappede skulle have mulighed for at leve et værdigt liv med muligheder som andre – nu er besparelser vigtigst. Konkret oplever mennesker med handicap, at de ikke længere kan gå til svømning, få den nødvendige fysioterapi eller de nødvendige hjælpemidler. Med den nye rammeaftale får kommunerne mulighed for at spare endnu mere på handicapområdet.
Regeringen taler med to tunger: På den ene side er der penge nok, og der bruges masser af penge, blandt andet på at sænke skatterne og på militarisering. På den anden side må alle kunne forstå, at der ikke er penge nok til ordentlig velfærd, og at kommuner og regioner må spises af med så lidt, at det ikke dækker den demografiske udvikling og inflationen.
Når kommunerne mangler penge til velfærd, peger regeringen på det specialiserede socialområde, ikke på sine egne prioriteringer. Men det er en falsk modsætning, en måde at spille borgerne ud mod hinanden: Der er råd til ordentlig velfærd på alle områder, økonomien har det fantastisk, kun regeringen står i vejen. Befolkningens holdning er klar: Flertallet ønsker velfærd frem for skattelettelser. Og flertallet mener, at handicapområdet er underfinansieret.
”Det er utroværdigt, at regeringen hele tiden taler om velfærd og samtidig åbner op for, at trængte kommuner kan lave flere besparelser for mennesker med handicap. Det er en alvorlig svækkelse af en i forvejen ringe retssikkerhed”, udtaler Pia Thorsen, kontaktperson for Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg.
Enhedslistens Handicappolitiske Udvalg mener, at regeringen bør gribe chancen: Når der nu igen dukker flere penge op i statskassen, har regeringen muligheden for at rette op på kursen på handicapområdet og sikre alle et værdigt liv – og ikke bare sænke skatterne, til kassen er tom igen. Rammen på økonomiaftalerne mellem Finansministeriet og kommunerne må op, så mennesker med handicap ikke skal betale for skattelettelser i toppen.
Hvad er vigtigst for regeringen: mennesker eller penge?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.