Underbetalt arbejdskraft
Israelerne vil omskrive de palæstinensiske skolebøger
Trods 76 års besættelse har israelerne ikke kunnet knægte palæstinensernes modstand. Netanyahu-regeringen vil udslette den palæstinensiske identitet og tror, at det skal ske i de palæstinensiske skoler og universiteter, skriver Arne Lund.
|
Med krigen i Gaza som begrundelse har den israelske regering fremsat et forslag om, at den i langt højere grad vil omskrive de palæstinensiske skolebøger og læseplaner, så de passer til de israelske realiteter.
For, hævder regeringen, skolebøgerne er fyldt med had mod israelerne. Børn og unge lærer, at staten Israel ikke eksisterer, palæstinensiske terrorister glorificeres, og børnene spilder tiden på Nakba – fordrivelsen i 1948 – og på at “skabe en palæstinensisk identitet, som ofre for den israelske besættelse”.
Israelerne ved godt, at når skolerne opbygger og understøtter en national og religiøs identitet hos børn og unge, så opstår dermed også kravet om social og kulturel autonomi, rettigheder og uafhængighed, og dét ønsker israelerne ikke.
Frem til 1967 hørte Gaza under Egypten, mens skolerne i Østjerusalem og Vestbredden brugte jordanske bøger og læseplaner. Efter okkupationen i 1967 overtog Israel al kontrol med skolerne og begyndte at censurere skolebøgerne, forsøgte at judaisere undervisningen for at retfærdiggøre besættelsen og den brutalitet, palæstinenserne udsættes for.
“Learn, baby, learn”
Som modvægt hertil udviklede PLO i 70’erne en undervisningsfilosofi, der skulle give eleverne en national identitet, skærpe deres historiske viden og forstå den politiske, militære, økonomiske og kulturelle situation, de var tvunget til at leve under.
Hvorvidt PLO var påvirket af De Sorte Panteres slogan “Lean, baby, learn” er uvist, men PLO forstod, hvor vigtig uddannelse var for at skabe et solidt fundament for en palæstinensisk identitet – som noget israelerne ikke kan ødelægge.
Mens folkemordet i Gaza pågår, så har den israelske hær rettet et dræbende slag mod områdets undervisningssystem.
I perioder har forholdene i skolerne været relativt rolige. Men i de senere år og i takt med at stedse mere højreorienterede regeringer har fået magten i Israel, er der indtrådt et “frygtens regime i skolerne, palæstinensiske som israelske. Demokratiske, liberale tanker og menneskerettigheder ses som illegitime og menes at underminere Israels status som en jødisk stat.” Det skriver Halleli Pinson, professor i pædagogik ved Ben Gurion universitet, i al-Jazeera.
Nok er den værste dæmonisering af modparten forsvundet ud af både de palæstinensiske og de israelske skolebøger. “De andre” skildres dog fortsat som fjenden, og kun få skolebøger indeholder tekster om “de andres” religioner, kulturer, økonomiske aktiviteter samt deres daglige liv.
Værst er de ultraortodokse skolebøger, hvor omtalen af “de andre” er mest negativ.
Situationen er som sådan ikke enestående. I samfund, hvor etniske grupper er i konflikter med en regering, er skolerne en “slagmark”. Det gælder for eksempel kurderne i Tyrkiet, uighierne i Kina og så videre.
Det handler om, at regeringerne ikke vil anerkende mindretallets legitime ret til egen kultur, indre autonomi og i nogle tilfælde også retten til selvstændighed.
At elske sine fjender
Har israelerne så ret i, at de palæstinensiske skolebøger er hadefulde, opfordrer til vold og ikke ser israelerne som mennesker og naboer? Er en brutal besættelsesmagt den rette til at stille krav om, at de besattes børn skal undervises efter UNESCO’s normer om “fred, tolerance og gensidig respekt”?
Den danske diplomat Peter Hansen, leder af UNRWA fra 1996-2005, skrev i Al-Hayat al-Jadida: “Vi kan ikke forvente, at et folk, der lever under besættelse, skal bruge skolebøger, der idealiserer, lovpriser og udtrykker kærlighed til deres besættere”. Hansens kritiske holdning var årsag til, at han, efter modstand fra USA, ikke fik fornyet sin kontrakt.
Det tyske Georg Eckert Institut, der forsker globalt i undervisningsmateriale, undersøgte i 2018 cirka 150 skolebøger og læseplaner for alle klassetrin. I et notat blev omtalt eksempler på opfordring til vold, dæmonisering af Israel og jøder, glorificering af palæstinensiske frihedskæmpere der havde angrebet civile israelere. Samt at cirka 60 procent af de skolebøger, der var udgivet efter 1967, viste hele området mellem Middelhavet og Jordan-floden som Palæstina.
De palæstinensiske skolebøger gør ikke særlig meget ud af Holocaust, men benægter ikke – i modsætning til tidligere – at det har fundet sted. Når der ikke vies Holocaust særlig opmærksomhed, er det et udtryk for en vis gensidighed: Israelerne afviser ofte at beskæftige sig med Nakha, og de forbyder det endda.
Nurit Peled-Elhanan, israelsk forsker og BDS-aktivist, nuancerer rapporten ved at fremhæve, at de fleste palæstinensiske skolebøger skelner mellem jøder og Israels grundlæggere, zionisterne, bosætterkolonialisterne, hvis mål er at fordrive palæstinenserne.
Skolebøgerne lægger vægt på fire hovedtemaer til opbygning af en palæstinensisk identitet: Den arabiske nation – den islamiske verden – kønsroller – nødvendigheden af at engagere sig i en demokratisk, mangfoldig stat. Som noget nyt beskrives Jerusalem som hovedstaden for både muslimske og kristne palæstinensere (10 procent er kristne).
Dette er fælles læsestof for Vestbredden, Østjerusalem og Gaza. Men der er også markante forskelle mellem det politisk orienterede Selvstyre på Vestbredden, der har en arv efter det venstrenationalistiske PLO, kontra Gazas shia-orienterede Hamas.
Siden 2013 har der været kønsadskildt undervisning fra niårs-alderen i Hamas’ skoler, og Hamas har, efter iransk inspiration, indført regler om “sømmelig påklædning” på universiteter, samt forbud mod at unge ugifte har for tætte relationer. Noget der også kendes fra ortodokse jødiske miljøer.
Hamas’ skolebøger anerkender ikke staten Israel eller Oslo-aftalerne. Børnene lærer om Talmud og Torah’en, og zionismen som en racistisk bevægelse. I gymnasiet indgår militær træning med henblik på at skærpe modstanden mod den israelske besættelse.
EU-parlamentets pression
EU støtter de palæstinensiske skoler og ser sig derfor berettiget til at fordømme de skolebøger, der fastholder den historik, palæstinenserne har været igennem siden 1947. Anklager bøgerne for at sprede had vendt mod jøderne og for ikke at ville anerkende Israel. Men forlanger ikke, at Israel skal anerkende palæstinensernes krav på selvstændighed.
Siden 2016 har parlamentet flere gange krævet, at bøgerne revideres, så de stemmer overens med UNESCO’s standarder. Da der ikke har været den ønskede fremdrift, så truer man nu med at skære ned på bevillingerne.
Det er imidlertid tankevækkende, at EU er mere bekymret over skolebøgernes indhold, mens den israelske hærs ødelæggelse af omkring hundrede EU-støttede skoler i de senere år ikke har vakt lige så meget postyr.
Israelske skolebøger
Nurit Peled-Elhanan, har undersøgt israelske skolebøger. Til Guardian fortæller hun, at palæstinenserne ofte omtales som “arabere”, hvorved de berøves deres identitet som palæstinensere.
De rider på kameler og iklæder sig lange kofter som den stereotype Ali-Baba-figur. De er dovne, ondsindede, betaler ikke skat og ønsker ikke at deltage i samfundets udvikling.
Hyppigt fremstilles palæstinenserne som flygtninge, hyrder og terrorister. For israelske børn er det utænkeligt, at en palæstinenser kan være læge, en moderne landmand eller en tekniker.
Denne fremstilling er racistisk og bunder i zionisternes bosætterfilosofi. Israelske børn vokser op uden ret megen viden om palæstinenserne. De kender ikke den historie, der gik forud for annekteringen af Vestbredden, og skolebøgerne viser end ikke grænserne mellem Israel og de palæstinensiske territorier.
Nyere israelske skolebøger fortier ikke, at der begås overgreb mod palæstinenserne, men da det sker i selvforsvar, ses det som noget, der bidrager positivt for den jødiske stat.
De israelske myndigheder ser ikke med milde øjne på, at både israelske og palæstinensiske elever i stigende grad forlanger skolebøger, der omtaler begge sider af konflikten. Fortæller om Israels fødsel, om Nakba, om Oslo-aftalerne og så videre.
I 2008 erklærede Netanyahu, at han ville forbyde, at israelske børn lærte om Nakba. Tre år senere kom en lov, der forbyder skoler, biblioteker og kommuner at mindes Nakba. Der er dog i de senere år sket en opblødning, og Nakba ses ikke længere som en lige så stor udfordring for det israelske overherredømme som tidligere.
De israelske børn lærer i skolerne, hvordan de skal forberede sig til den dag, de bliver 18 og skal i hæren. Hvem kan undres over, at med en så negativ og fordomsfuld opfattelse af palæstinenserne som skolen har bibragt dem, at soldaterne ydmyger palæstinenserne og føler sig berettiget til at bestemme over deres liv, gøren og laden.
Det sker eksempelvis, når militæret bruger sine beføjelser til at udelukke studenteraktivister, især kvinder, fra studierne på ubestemt tid. Typisk når den studerende er tæt på eksamen. Universiteterne kan så etablere fjernundervisning.
Israelernes modvilje mod palæstinenserne er grotesk. For eksempel når soldaterne i Østjerusalem og på Vestbredden konfiskerer skolebøger, hvis det palæstinensiske flag er på bogomslaget.
Et israelsk alternativ: Vores læseplaner
Israelske embedsmænd tilbyder som alternativ til de forældede jordanske bøger og læseplaner dé israelske læseplaner, der scorer højt i OECD’s PISA-system. Anfører at det vil forbedre uddannelsen i en global verden, der baserer sig på vidensøkonomi.
De palæstinensiske skolemyndigheder er naturligvis ikke imod, at eleverne bliver dygtigere, men de ser ifølge Al-Jazeera det israelske tilbud som et påskud til at ændre grundlæggende på ånden og de identitetsskabende relationer i de palæstinensiske skolebøger.
Liana Jaber, leder af en pigeskole, fortæller til Haaretz:
“Det er korrekt, at det jordanske system ikke er tidssvarende, og at det israelske system vil være bedre for vores elever. Men hvis vi bruger det, så vil det være på bekostning af den palæstinensiske identitet, arv og historie.”
Hun fortsætter:
“I min skole er klasser med op til 45 elever et lige så stort problem. Det betyder, at der ikke kan gives den målrettede undervisning, hver elev har brug for. Vi mangler tidssvarende undervisningsmateriel. Jeg har tavler og kridt, mens de israelske børn bruger bærbare computere og tablets.”
Eleverne strejker, og forældrene protesterer mod de israelske planer. Konflikten trækker i langdrag, men gradvis eroderer modstanden. Stedse flere palæstinensiske elever i Østjerusalem bruger ifølge Haaretz de israelske skolebøger og læseplaner, hvilket øger deres mulighed for at kunne komme ind på et israelsk universitet, der i kraft af flere ressourcer har en højere kvalitet end de palæstinensiske universiteter.
Da det ikke går hurtigt nok med at adoptere de israelske læseplaner, trues de palæstinensiske skolemyndigheder nu med, at enten omskrives skolebøgerne, eller også lukker den israelske regering pengekassen. Israel finansierer skolerne I Østjerusalem og på Vestbredden med cirka 6 milliarder kroner for perioden 2024-28.
Tilbage er så de skoler, der enten finansieres af UNRWA, USA, EU eller af private fonde, men også de påvirkes af udenlandske jødiske lobbyer.
Gaza
Mens folkemordet i Gaza pågår, så har den israelske hær rettet et dræbende slag mod områdets undervisningssystem, hvilket vil få langvarige negative effekter for børn og unge. En systematisk ødelæggelse af et folks eller et lands undervisningssystemer har sit eget navn – scolastice (sammensat af det latinske scola = undervisning og cide = drab).
Gazas skoler og universiteter – 380 bygninger, svarende til cirka 75 af alle skoler og samtlige 12 universiteter og højere læreanstalter i området – er jævnet med jorden. Dét har ikke fået samme opmærksomhed som den livstruende sundhedskrise. Men det burde det, for konsekvenserne for de fremtidige generationer er yderst alvorlige, afhængig af hvordan krigen slutter, samt hvilke planer Israel (og USA) har for Gazas videre skæbne.
Såfremt skolerne (400 drives af Hamas, 250 af UNRWA og 46 privatskoler) fortsat vil være afhængige af støtte fra UNRWA, kan det komme til at knibe, i takt med at stedse flere højrefløjsregeringer kommer til magten. Da højrefløjen aldrig har været FN-systemet venligt stemt, kan det blive svært at opretholde det nuværende niveau. Tilbage er så støtten fra reaktionære arabiske nabostater, der også vil kræve indflydelse på, hvad der sker i skolerne.
* * * * * * *
Den israelske regering tror, at det er skolebøgerne alene, der former de palæstinensiske børn og unges opfattelse af Israel, og ikke nok så meget de daglige overgreb og ydmygelser i de besatte områder.
“At omskrive skolebøgerne til at være mere positive over for Israel og besættelsen vil ikke afholde regeringen fra at opføre nye bosættelser på Vestbredden, og det ændrer ej heller apartheidpolitikken eller fjerner muren mellem Israel og Vestbredden”, fortæller den israelske forsker og BDS-aktivist Nurit Peled-Elhanan.
Palæstinenserne befinder sig i en yderst vanskelig situation. Hvordan fastholder man sin identitet i et samfund, der rykker længere og længere mod højre? Hvor apartheidtilstandene forværres løbende. Et regime der ikke tøver med at bruge de mest brutale metoder for at gennemtvinge sine beslutninger.
“Jeg ser ikke andet end en vej hen mod den fascisme, der ikke kun rammer palæstinenserne, men nu også israelerne, der får svækket deres retssikkerhed, og hvor der slås hårdt ned på oppositionelle”, siger Nurit Peled-Elhanan.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
08. maj 2024 | 07:57
