Læserbrev
Opgør med unødvendig kontrol
Kontrollen sniger sig ind mange steder i samfundet, og kontrollen genererer mere bureaukrati, skriver Kirsten Normann Andersen i denne blog.
|
Selvfølgelig skal vi gøre op med unødvendig bureaukrati og kontrol. Det er dyrt, og det skaber grobund for mistillid. Alligevel sniger kontrollen sig ind – mange steder i samfundet – men mere kontrol genererer også mere bureaukrati.
Fra forretninger, hvor personalet lever med chefers overvågning af ansatte via video. Til samfundet, hvor videooptagelser fra biler, forretninger og privatpersoner bliver brugt til opklaring af alvorlige forbrydelser.
Og senest i velfærdssektoren, hvor ældre og sårbare borgere på bosteder i fremtiden kan se frem til, at videoovervågning kan erstatte fysiske tilsyn med beboere.
Videoovervågning
De seneste år har man på velfærdsområderne allerede stiftet bekendtskab med skjulte videooptagelser af personalets arbejde med sårbare borgere. Både kommuner og fagforeninger har raset over de skjulte optagelser, som de kaldte krænkende for både borgere og for ansatte.
Af samme grund er jeg forundret over, at kommuner insisterer på at kunne anvende video til overvågning af sårbare borgere. Men muligheden bliver indført med nye magtanvendelsesregler, og det er kun et spørgsmål om tid, før optagelserne også vil blive efterspurgt som dokumentation i klagesager.
På den ene side kan man argumentere for, at teknologien skaber tryghed. Det var skønt, at teknologien hjalp politiet med at finde en bortført pige sidste forår. På den anden side, så bidrager overvågningen også til mistænkeliggørelse.
Mistænkeliggørelsen skaber ikke kun utryghed. Den skaber også mistillid. Og kontrol genererer mange ressourcer – for nogle skal tjekke skærme og data.
Men det er ikke kun formelle kontrolforanstaltninger, som kan anvendes til overvågning af ansatte og borgere. Overalt i hverdagen sætter borgere og ansatte digitale aftryk, som i yderste konsekvens kan anvendes personaleretligt og i sanktioner rettet mod borgere.
Jeg er selv stødt på dem mange gange i min tid i fagbevægelsen – og konstateret, at alt fra tyverisikring ved hjælp af videoovervågning, nøglekort, overfaldsalarmer med GPS-tracking, telefoner, GPS i biler, personlige facebookopdateringer og så videre er anvendt personaleretligt.
Og trods velmenende faglige aftaler om kontrolforanstaltninger, som skal sikre ansatte oplysninger og sikkerhed om formålet med teknologien anvendelse, så har praksis også vist, at alle former for digitale fodspor i praksis kan anvendes – hvis en arbejdsgiver har en begrundet mistanke om, at der foregår noget uretmæssigt.
Og ingen stiller tilsyneladende spørgsmål ved den begrundede mistanke. I praksis kan det resultere i, at en arbejdsgiver bruger sin tid bag en skærm for at tjekke data – og på den baggrund får mistanke om noget uretmæssigt.
Anklager uden hold i virkeligheden
Men det, du ser, er ikke nødvendigvis det, der sker. For år tilbage blev en social- og sundhedsassistent indkaldt til tjenstlig samtale. Arbejdsgiveren beskyldte hende for at have brugt barnets første sygedag til at gå til festival. Facebook havde lige introduceret muligheden for, at man kunne tagge venner på billeder – og hendes venner, som rigtig nok var på festival – havde tagget hende, da de med billede beviste, at nu var de ankommet til festivalen.
Social- og sundhedsassistenten skulle have været der med vennerne – men det var hun ikke – for hendes barn var sygt. Sagen blev opklaret – men tilbage stod social- og sundhedsassistenten med den uretfærdige følelse af at være mistænkeliggjort af en arbejdsgiver, som tilmed havde snaget i hendes facebookprofil.
I en anden sag fik flere medarbejdere en arbejdsretslig sag på halsen, fordi deres arbejdsgiver – på baggrund af diverse data (gps fra forskellige enheder, video, dør-login med mere) – gjorde gældende, at de ikke havde passet deres arbejde.
Det var en næsten uoverkommelig opgave for medarbejderne at kontrollere de data, som var anvendt i sagen – men omfattende efterprøvning viste, at data var upålidelige. Sagen var enormt krænkende for de pligtopfyldende medarbejdere.
Der er ingen beskyttelse mod den form for mistænkeliggørelse, når vi i disse år i stor stil introducerer teknologi. Så mens jeg på den ene side er begejstret for, at en bortført pige blev fundet i tide – og mens jeg er glad for, at digitale løsninger kan hjælpe patienter, eller for den sags skyld skærme sårbare borgere – så er det samtidig bekymrende, at vi i så ringe grad forsøger at beskytte de mennesker, som arbejder på de overvågede områder.
For mistænkeliggørelsen skaber ikke kun utryghed. Den skaber også mistillid. Og kontrol genererer mange ressourcer – for nogle skal tjekke skærme og data.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
07. maj 2024 | 08:56
