jeg har stemt på enhedslisten i mange år, men ikke ved sidste valg, jeg kan ganske enkelt ikke give min stemme til noget parti, som accepterer militarismen og dens “berettigelse”, men det betyder desværre at der ikke rigtig er nogen at stemme på,
men jeg anser det for et faktum at: “produktion og salg af militære våben og alle de krige der derved bliver mulige alt sammen er grove forbrydelser imod menneskeheden” ,
jeg kan ikke tro på den idiotiske løgn at hvis vi bare udgør en tilstrækkelig trussel imod andre lande, vil disse lande blive mere fredelige og afholde sig fra militære aktioner imod os, især ikke når jeg ved at krige begrundes med trusler som skal afværges, for det betyder jo at når vi ruster op øger vi motivationen til at gribe ind imod os, med militære midler !
I weekenden var 300 delegerede fra Enhedsliste-afdelinger rundt i landet samlet til online-årsmøde.
Heller ikke denne gang fik Enhedslistens græsrødder lov til at debattere partiets holdning til krig og fred.
For tredje år i træk har partiets hovedbestyrelse besluttet at udskyde debatten.
Mens Enhedslistens skyder fredsspørgsmålet til hjørne, raser krige i Ukraine, Palæstina og en række lande i Afrika, Danmark opruster for milliarder, og NATO udvider sine grænser mod øst.
– Vi har fået at vide, at vi ikke skal snakke om NATO. Det er så tredje år i træk, at det er blevet udskudt. Det er ikke godt nok. Danmark skal ud af NATO, og NATO skal ud af Danmark. Våbenhandlere tjener mange penge på imperialismen. Og militæret rykker ind i vores havne i Esbjerg og på Bornholm og får tilført milliarder af kroner. Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke kan have en mening om, at våbenindustrien skal bekæmpes, og at vi ikke går ind for NATO, lød det fra Hans Henrik Nielsen, medlem af Enhedslisten Nørrebro Park.
Det ville klæde Enhedslisten at anvende en videnskabelig konfliktløsningsmetode og behandle alle konflikter ens. Og ikke foreslå mere fredelige løsninger til Vestens venner, eksempelvis Israel, end for Rusland.
Poul Eck Sørensen, Enhedslistens freds- og konfliktløsningsgruppe
Også Enhedslistens tidligere udenrigsordfører og forsvarsordfører, Eva Flyvholm, tog ordet.
– Jeg er rigtig ked af, at hovedbestyrelsen har besluttet at udskyde beslutningen om, at vi skulle debattere vores freds- og sikkerhedspolitik på dette årsmøde, lød det fra Eva Flyvholm.
Hun uddyber:
– Jeg har været tovholder på de debatter, vi har haft det sidste år. Vi har haft en god møderække med kammerater fra Sverige, Norge, Grønland og Færøerne. Vi har været over 100 deltagere på de her Zoom-møder. Det ville hovedbestyrelsen vide, hvis man havde deltaget i møderne. Det er rigtig træls, at man har besluttet ikke at gøre freds- og sikkerhedspolitik til et punkt på årsmødet. For det er vigtigt, at vi diskuterer vores freds- og sikkerhedspolitik.
Manglende principper for fredspolitik
Det seneste år har partiets Fredsudvalg afholdt fire landsdækkende Zoom-møder og et landsdækkende seminar. På baggrund af disse debatter er der skrevet et dokument, som er vedtaget i hovedbestyrelsen, og som skulle have været behandlet på årsmødet.
Hovedbestyrelsen vedtog i februar en opsummering af debatten om krig og fred, der skulle have været vedtaget på årsmødet.
Også kontaktperson for Enhedslistens freds- og konfliktløsningsgruppe Poul Eck Sørensen efterlyser, at årsmødet vedtager nogle principper for Enhedslistens udenrigs- og sikkerhedspolitik.
– Det ville klæde Enhedslisten at anvende en videnskabelig konfliktløsningsmetode og behandle alle konflikter ens. Og ikke foreslå mere fredelige løsninger til Vestens venner, eksempelvis Israel, end for Rusland. På to årsmøder har vi besluttet at arbejde for, at der bliver oprettet et freds- og konfliktløsningsinstitut i Danmark. Hvornår stiller folketingsgruppen et forslag om dette? Og hvornår vil man tage en videnskabelig konfliktløsningsmetode med i vurderingen af krigen i Ukraine? spurgte Poul Eck Sørensen.
Han uddyber:
– I Gaza arbejder Enhedslisten for en fredelig og retfærdig løsning af konflikten, selvom Israels brutale besættelse og apartheidstyre har varet over 75 år. Noget lignende har Enhedslisten centralt ikke udtalt om konflikten i Ukraine. Her skal der sendes flest muligt våben til Ukraine, konstaterede Poul Eck Sørensen, der uddyber:
Hovedbestyrelsen lægger ikke skjul på, at der er uenighed i partiet i spørgsmål om NATO, oprustning og militær.
– Det er ikke nogen hemmelighed, er der har været uenigheder om spørgsmålet, og at mange har både stærke holdninger og følelser om vores forhold til NATO. Dette var en væsentlig årsag til, at en næsten enig hovedbestyrelse mente, at det ville være klogt, at vi var i rum sammen, når vi skulle have denne diskussion, forklarer Rasmus Holme Nielsen fra hovedbestyrelsen.
Også spørgsmålet om oprustning og den militære støtte til Ukraine deler vandene.
Støtter op om NATO-udvidelse og vil sende kampfly og pumpe mere ammunition i Ukraine
Mens Enhedslistens menige medlemmer efterlyser en debat om partiets freds- og konfliktløsningspolitik, har partiets folketingsmedlemmer travlt med at udvide NATO og bakke op om at sende kampfly til Ukraine.
Da Folketinget i juni 2022 gav grønt lys til at optage Sverige og Finland i NATO, bakkede Enhedslisten op. Optagelsen af Finland i NATO betyder, at NATO får yderligere 1300 kilometer grænse mod Rusland, hvor man kan ruste op og afholde militære øvelser helt op ad Rusland.
– I dag stemmer vi for en dansk anerkendelse af Sverige og Finlands medlemskab. Det bryder med mange års politik, hvor Enhedslisten har været modstandere af NATO’s østudvidelser. Men i dag befinder vi os i en skærpet situation. Vi vil naturligvis respektere den beslutning, som Sverige og Finland træffer på vegne af deres sikkerhed. Det vil ikke være på sin plads for os, som selv har været medlem af alliancen siden 1949, at stille os i vejen for vores nordiske naboers valg. Og når vi ikke blot undlader at stemme, er det, fordi det er afgørende netop i den her tilspidsede situation at sende et klart signal til Putin om, at vi ikke tøver; at han ikke kan forhindre Sverige og Finlands ønske om optagelse i NATO, lød det fra Enhedslistens ordfører i debatten, Peder Hvelplund.
En af årsagerne til, at Enhedslisten støtter op om NATO-udvidelsen, er, at man håber på et “mere fredeligt NATO”:
– Vi nærer desuden et spinkelt og muligvis naivt håb om, at finsk og svensk medlemskab kan bidrage til et mere fredeligt NATO for fremtiden, en mere fredelig alliance, som fokuserer på kerneopgaver om kollektivt territorialforsvar på kontinentet og frem for alt på færre udfarende krigsmissioner. Derfor kan Enhedslisten støtte beslutningsforslaget, forklarede Peder Hvelplund.
Sidste år ændrede Enhedslisten sit principprogram, så det slår fast, at Danmark først skal ud af NATO, når en række betingelser er opfyldt:
“Vores mål er, at Danmark skal stå uden for NATO og andre militære stormagtsalliancer. Men det forudsætter en ny sikkerhedsarkitektur, som bygger på fælles sikkerhed. Enhedslisten arbejder for en styrkelse og demokratisering af FN og fælles sikkerhedspolitiske fora som OSCE”.
Læs også
Enhedslisten bakker også op om at sende danske F-16-kampfly til Ukraine.
Og Enhedslistens hovedbestyrelsen har givet folketingsgruppen grønt lys til at fortsætte den militære støtte til Ukraine. Der er ikke aftalt nogen nye “røde linjer”, ud over et krav om at våbnene ikke må bruges inde i Rusland.
Partiet bakker også op om at sende al ammunition, der bliver produceret i EU, til Ukraine.
“Hver eneste patron. Hver eneste raket. Hver eneste mortérgranat, der produceres i Europa, skal sendes til Ukraine. Der skal indføres et totalt stop for eksport af ammunition til andre lande”, lyder budskabet fra Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted og partiets medlem af EU-parlamentet, Nikolaj Villumsen.
Samme budskab lyder fra Enhedslistens spidskandidat til EU-parlamentsvalget til juni, Per Clausen.
– Krigen kan ikke løses militært, medmindre vi indstiller os på en tredje verdenskrig mellem NATO og Rusland. Krigen kan kun løses politisk, mener Adam Johansen fra Amager Øst, når han hører, hvordan partitoppen udtaler sig om den militære støtte til Ukraine.
Han uddyber:
– Men Enhedslisten har kun ét svar. Mere militær. Mere krig. Ukraine har sat pigtrådshegn op med barberblade på toppen ved grænsen mod vest. Ukraine kan ikke få de unge til at lade sig slagte af den russiske hær. Gennemsnitsalderen i hæren er 50 år. Og op mod tre millioner mænd er gået under jorden for at blive fri for krig. Stop krigen! Gå på kompromis med Putin! Stop myrderierne på slagmarken! De ødelægger mange hundredtusinder familiers liv. Stop imperialismen i øst og i vest!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.