I morgen, når vi fejrer 1. maj, er det selvklart, fordi det er Arbejdernes Internationale Kampdag. I Danmark har det i mange år været en festdag, en dag hvor man i godt selskab hygger med kollegaer.
Men når der siges arbejdernes, så menes der ikke kun lønmodtagere, ikke kun dem i fagbevægelsen. Arbejdere betyder alle os, der er afhængige af hinandens solidaritet. Den syge, den arbejdsløse, pensionisten, den unge der studerer og så videre.
Arbejderne betyder også alle os, som er lejere og udsat for en uhørlig spekulation, som står til at blive udsat af sit hjem, de bolig- og hjemløse.
Arbejderne er også os, der bruger den fælles natur og ikke selv ejer skov og sø. En natur der skamferes og forsvinder.
Arbejderen er også os, der ikke kan sende regningen videre, men må hutle os igennem måneden, tage dyre lån for at få økonomien til at løbe rundt.
Arbejderen er også den, der bliver sendt i krig og må ofre sit kostbare liv.
Alle os der er afhængige af hinanden. Derfor har vi begrebet solidaritet og ikke velgørenhed.
I dag er begrebet solidaritet langt væk fra dansk politik. Det misbruges nu, når de taler krig. Vi skal være solidarisk med Ukraine, siger de, men det betyder bare, at de endnu engang skal stjæle vores fælles penge fra statskassen.
For at dette kan lykkes, så må der reformer til – altså nedskæringer og fratagelse af store bededag. Det går stærkt i disse år og mærkes med uhyggelige konsekvenser.
Hvis vi tager de syge først, så er dødeligheden steget, fordi staten gennem budgetloven har nedskåret og udsultet sundhedsvæsenet, forringet uddannelserne og nægtet tilgang til højre løn.
Vi ser oprør overalt, og der skal vi være solidariske. Vi skal lade os inspirere og selv stille krav.
Tager vi den arbejdsløse, så har vi set, hvordan dagpengesystemet er blevet forringet og perioderne blevet kortere. Det skal nok gavne de fyrede slagteriarbejdere i Ringsted. Nu taler de om en et-års-periode – og lur mig, om vi ikke snart præsenteres for den.
Men de mange, der ikke formår at komme ind i dagpengesystemet, dem der er røget ud, dem der kommer ind i jobcentrets ydmygende tvangsarbejde-hamsterhjul, ja, de venter også på solidariteten.
Se på pensionisten, der lige har smagt regeringens afvisning af regulering af folkepensionen. Det er også en del af statens vægtning på, hvor deres solidaritet er. De gode ældreboliger er blevet solgt i ghettolovens navn. El-/varme-regningen må du selv finde ud af. Plejen må tilkøbes.
Fremtiden er ligegyldig. Profitten lever i nuet. Ungdomsuddannelserne er efterhånden en farce på alle områder. Det starter allerede i vuggestuerne og børnehaverne, hvor normeringer ikke kan opfyldes, og hvor pædagoger kan se, at børn ikke får lært grundlæggende færdigheder.
Det kan være simple ting som at aflæse ansigter. Blev du ked af det eller glad, når jeg slår dig?
Folkeskolerne er udsultet, det samme er fritidsklubber og videre op gennem ungdomslivet. En kæmpe stigning af unge der falder helt ud, ja helt ud på gaden.
Og så siger politikerne, at der mangler arbejdskraft. Alle disse skæbner er bevidst skubbet ud af arbejdsmarkedet, fordi staten ikke tager ansvar.
Men det sker ikke kun i Danmark. Disse angreb på arbejderklassen foregår på fuldt tryk allevegne. Og dér gør de oprør. Vi ser strejker i Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Grækenland, Norge, Sverige og mange andre steder i Europa. Vi ser oprør overalt, og der skal vi være solidariske. Vi skal lade os inspirere og selv stille krav.
Lejerorganisationerne på verdensplan mødtes og konstaterede, at verdens politikere alt for længe har ignoreret boligmangel og vendt det blinde øje til spekulationen. De organiserede lejere står sammen og stiller fælles krav. Bolig er en menneskeret, men det prioriteres ikke. For alle disse pæne ord i konventioner, i grundlove og politiske intentioner er falske. Der er ingen konsekvenser.
Der er ingen ret for en arbejder, hvis ikke vi selv skaber dem. Ligesom der heller ikke er konsekvenser ved dødsulykker på arbejdspladser, forurening af jorden, sygehuse, togulykker og så videre.
Staten, EU og kapitalen legaliserer dette, står bag dette og konstruerer disse forbrydelser. De kender konsekvensen af deres førte politik. De vidste, at energipriserne vil give ekstrem profit, allerede dengang de privatiserede DONG. Folketinget er ikke uvidende.
Selvom nogle venligtsindede politikere viser utilfredshed, ikke at forveksle med afsky, så accepterer samtlige partier i vores folkestyre betingelserne. Ingen af dem mobiliserer til oprør, højst til dialog og underskriftindsamling. De accepterer EU og NATO, som er de største pengesugerbander.
Kun gennem solidaritet med enhver, der bliver udsat for overgreb af den førte politik, kan vi vise, at en anden verden er mulig – socialismen. Arbejdere i alle lande – foren jer!
God 1. maj!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
30. april 2024 | 09:10
Tak for et virkelig godt skriv . Ja solidarisk …nogle gange og når det passer ! For bare 10 år siden ville jeg aldrig ha troet at dette krigs eventyr ville kunne lade sig gøre . Og da slet ikke under ledelse af S , omvendt er der ingen (som i absolut ingen) opposition i tinget .
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
