Fuldstændigt enig.
SF er nok et af de partier, der hurtigst i Danmark har skiftet retning fra at være et påstået socialistisk parti til at have en borgerlig politik – man kan sige, fra at ville føre en solidarisk økonomisk fordelingspolitik til at praktisere den af EU’s yderligeregående liberalistiske økonomiske politik, som har vist sig ulighedsskabende og bidrager til, at nogle mennesker kan risikere at leve i fattigdom i næsten hele deres liv.
SF er gået fra at være et parti, som var aktiv deltager på fredens side, til nu at være lige så krigshysterisk som de højreorienterede, der i forrige århundrede begyndte to verdenskrige med tab af millioner af menneskeliv og ufattelige materielle ødelæggelser.
Hvis man går ind for fred, så burde det forventes, at målet ikke er at påføre nogen et nederlag, men at finde en vej frem til en fredelig sameksistens.
Det er nok ikke en tilfældighed, at mens alle velfærdsområder i Danmark skraber bunden, blandt andet på grund af SF’s medvirken til massive forringelser af velfærd og det sociale sikkerhedsnet og den massive økonomiske støtte til at finansiere våben til blandt andet imperialister, fascister og nazister.
SF foreslår, at finansieringen af våben til Ukraine kan ske enten ved indførelse af en krigsskat eller med optagelse af lån fra internationale lånegivere. Det vil sige en gældsætning af Danmark, hvor regningen med stor sandsynlighed vil blive betalt med yderligere velfærdsforringelser og af skatteborgerne. Gældsætningen af Danmark var netop det, der blev advaret imod ved tidligere lejligheder, især af partiet Venstre, hvor der blev foreslået en genopretning af den meget nødlidende velfærd med begrundelsen, at det ville medføre, at regningen endte i børneværelserne.
Det er åbenbart ikke et problem for SF og de borgerlige at forgælde Danmark og sende regningen til børnene – når det drejer sig om krudt og kugler. Den lyseblå regering i 2011-15 med SF som en af regeringspartierne bedyrede de massive besparelser og forringelser af velfærden og det sociale sikkerhedsnet med, at besparelserne ses som en redning af velfærdsstaten.
Den massive økonomiske støtte til Ukraine bliver begrundet i kampen for frihed og demokrati, slagord uden reelt indhold, men det lyder godt, men idealerne glemmes, når det for eksempel er palæstinenserne. Derimod er det blevet mere tydeligt, at det er en krig for kapitalismen.
Militærindustriens indtjening har ikke på noget tidspunkt været større og ligeså profitterne, og det bidrager Folketinget med så meget, at skatteborgerne betaler fem gange mere end Italien, Frankrig og Spanien tilsammen.
Jeg kan forstå på SF, at de mange milliarder af kroner til massive materielle ødelæggelser og tab af mange menneskeliv ikke er tilstrækkeligt, der skal også være mulighed for, at industrien skal kunne tjene styrende penge, blandt andet på genopbygningen i Ukraine.
Sandheden i, at den enes død er den andens næring, bliver til fulde bekræftet. Der er bare den kendsgerning, at det er arbejderklassen, der finansierer våbnene til krigen, og det er også arbejderklassen, der betaler for genopbygningen og profitterne til kapitalisterne. SF og deres tidligere åndsgeni til formand Villy Søvndal udtrykte sig mere som rabiate højreorienterede politikere, når de siger, at Rusland ikke må vinde krigen.
Det må betyde, at alle økonomiske ressourcer skal bruges til at sørge for, at Rusland taber krigen – og det er åbenbart ikke nok, at det i værste fald kan føre til et farvel til velfærden, men det ser ud til, at der er en vilje til at tage en risiko for en atomkrig. Det er noget besynderligt og naivt at tro på, at russerne ikke ville reagere, hvis landets og befolkningens eksistens udsættes for risiko for udslettelse.
Hvis man går ind for fred, så burde det forventes, at målet ikke er at påføre nogen et nederlag, men at finde en vej frem til en fredelig sameksistens. Jeg kan forstå både på Enhedslisten og især SF og Socialdemokratiet, at arbejderklassen skal om nødvendigt dø eller ofre deres pårørende i solidaritet med imperialister, fascister og nazister og højreradikale politikere i blandt andet Polen, Frankrig og Storbritannien. Det er ifølge TV2, at statsministeren ville sende værnepligtige i krig, og det støtter SF, det må alt andet lige betyde, at SF deler de borgerliges og S’s imperialistiske mål, blandt andet gennem EU.
Det er pudsigt, at når det gælder miljø- og økonomisk politik, så bliver børn brugt flittigt i argumentationen for en bestemt løsning, men når det er spørgsmålet om et af de mest centrale menneskerettighedsbegreber, nemlig retten til livet, så har næsten alle lande valgt at se stort på den.
Det er blevet endnu mere tydeligt – hvilket verden desværre oplever – hvis der ikke er nogen, som besinder sig, kan pjecer om overlevelse i krisesituationer og militæroprustning for ubeskrivelige milliarder ikke forhindre, at mange fra især arbejderklassen kommer til at betale med deres liv for imperialisternes, fascisternes og nazisternes ønske om magt og dominans.
Da Enhedslisten har valgt at omklamre EU og NATO og dermed valgt at stå på imperialisternes og kapitalens side og ikke på arbejderklassens side, er der reelt set ingen i Folketinget, der går ind for velfærd, fred og solidaritet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.