En ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at der i 2022 blev brugt 13,7 milliarder kroner på udbetaling af dagpenge til arbejdsløse, og a-kassernes medlemmer pungede selv ud med de 9,7 milliarder via bidrag til a-kasserne. Det skriver Fagbladet 3F.
I 2022 svarede det således til, at arbejdsløse medlemmer af en a-kasse selv betalte 70 øre af hver krone, de fik udbetalt i dagpenge.
Systemet er blevet mindre attraktivt. Flere fagforbund har søgt at løse problemet ved at tilbyde tillægsforsikringer. Problemet er, at det skaber en stigende ulighed.
Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker AAU
En del af kontingentet dækker de fulde administrationsudgifter i den enkelte a-kasse, men den største del af kontingentet ryger direkte i statskassen i form af et statsbidrag. Og det er fra statskassen, pengene bliver hævet, når a-kassen udbetaler dagpenge til arbejdsløse medlemmer.
Ser man på de seneste 10 år, så har medlemmer af a-kasserne betalt over halvdelen af udgifterne til dagpengesystemet. Eneste undtagelse er i 2020, hvor der på grund af covid-19 var ekstrasordinært store udgifter til dagpenge.
Oplysningerne fremgår af et svar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.
Systematisk forringelse af dagpengesystemet
Eva Obdrup, forretningsfører i 3F’s a-kasse, kalder det et paradoks al den stund, at værdien af dagpengene i årevis er blevet udhulet sammenlignet med lønudviklingen.
I 2010 blev der indgået en omfattende dagpengereform, som satte dagpengeperioden ned fra fire til to år og samtidig fordoblede genoptjeningskravet fra seks til 12 måneders beskæftigelse. I de efterfølgende år mistede arbejdsløse i titusindvis retten til dagpenge. Frem til og med august 2014 var tallet oppe på 47.850 personer.
– Systemet er blevet mindre attraktivt. Flere fagforbund har søgt at løse problemet ved at tilbyde tillægsforsikringer. Problemet er, at det skaber en stigende ulighed, for de private forsikringer er mest attraktive for lønmodtagere, der har en meget lav risiko for at blive ledige, og er et skridt mod et mindre solidarisk system, siger Laust Høgedahl, lektor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet (AAU), til Fagbladet 3F.
SVM-regeringen er imidlertid klar til nye forringelser for de arbejdsløse dagpengemodtagere. Arbejdsløse skal ikke have de 0,45 procents kompensation for afskaffelsen af store bededag, som folk i arbejde får.
Der er endnu ikke udgivet tal for a-kassemedlemmernes bidrag eller for udgifterne til dagpenge i 2023.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.