SVM-regeringen fremlagde i januar 2024 den længe bebudede “Regeringens ældrereform”.
Det må anerkendes, at udspillet på det værdimæssige plan rummer et tiltrængt opgør med de seneste årtiers principper for topstyring og dokumentations- og kontrolregime inden for ældreplejen.
Reformen rummer i hvert fald mange plusord om frisættelse. De ældre skal “frisættes” til at have større selvbestemmelse og flere valgmuligheder gennem indførelse af såkaldt “helhedspleje”. Og medarbejdere og ledelse (og institutioner) skal “frisættes” til – i samarbejde med de ældre og pårørende – i “faste teams” selv at tilrettelægge og udføre plejen, frigjort fra “minuttyranni” og registreringskrav.
Reformens billede af ældre, der nu får tid til at drikke kaffe med hjemmehjælperen, er et skønmaleri uden videre realiteter bag.
Det lyder jo godt. Problemet er bare, at udspillet langt hen ad vejen begrænser sig til at være en reform (i ordets egentlige betydning = forbedring) på det værdimæssige og dermed på det verbale plan, men ikke er det, hvad angår den faktiske service og standard i ældreplejen.
Det er ikke, fordi hjemmeplejen ikke har brug for et løft. I sammenhæng med en borgerlig økonomisk politik, der prioriterede skattelettelser på velfærdens bekostning, blev ældreplejen gennem 10’erne voldsomt rundbarberet.
Det gik uvægerligt ud over standarden i ældreplejen. Målt i faste priser faldt den gennemsnitlige udgift pr. ældre i kommunerne fra 2010 til 2019 med mere end 17 procent. Især i hjemmehjælpen ramte sparepolitikken til fordel for skattelettelser hårdt. Fra 2010 og frem til og med 2020 faldt antallet af hjemmehjælpstimer til danskere på 65 år eller derover med mere end 6,7 millioner timer – et fald på 24 procent trods det, at antallet af 65+-årige i perioden samtidig steg med 28 procent.
I regeringens økonomiaftaler med kommunerne manglede der således i den grad i kompensation for det stigende antal ældre. Den manglende demografikompensation i perioden 2010 til 2021 løber ifølge en beregning af Ældre Sagen op i omkring 9 milliarder kroner (i 2021 priser, hvilket i 2024 priser svarer til omkring 10 milliarder kroner) og ved uændret fortsat underskud 2022-2024 i forhold til de demografiske krav vil det være vokset til omkring 13 ½ milliarder kroner årligt (i 2024-priser).
Over for den massive udhuling af ældreplejen rummer SVM’s ældreudspil et økonomisk løft på årligt én milliard kroner i 2027. Ældreudspillet betegner selv dette som “ikke guld og grønne skove”, hvilket turde kandidere til prisen for årets underdrivelse. Løftet udgør pr. kommune i gennemsnit 10 millioner kroner, hvilket reelt forslår som en skrædder i helvede.
“Ældrereformen” ruller således ikke den massive forringelse af standard og service i ældreplejen tilbage. Dette manglende opgør med udhulingen af ældreplejen vil uvægerligt virke stærkt negativt tilbage på realiteterne i “ældrereformen”, hvad angår det reelle indhold af alle plusordene om selvbestemmelse for ældre og for medarbejdere.
Hjemmeplejen er de facto i dag skåret ned til det mest basale, fordi der simpelthen ikke er tid (og penge) til mere. Og de få penge, som reformen tilfører kommunerne, kommer ikke til at ændre dette væsentligt.
Der vil reelt ikke være meget tid til selvbestemmelse, hverken for de ældre eller for medarbejderne. Plejen vil nødvendigvis stadig være koncentreret om de mest basale ting.
Reformens billede af ældre, der nu får tid til at drikke kaffe med hjemmehjælperen, er et skønmaleri uden videre realiteter bag.
Reformens reelle indhold handler således ikke om ændringen af værdierne for ældreplejen, og det handler altså slet ikke om bedre service. Den reelle ændring i SVM-regeringens “ældrereform” ligger på det styringsmæssige plan. Mette Frederiksen har her betegnet reformen som “et opgør med New Public Management”. Og Lars Løkke Rasmussen har betegnet reformen som “en tredje vej” (mellem offentlig service og privatisering, HHL). Udtalelserne burde anmeldes til Forbrugerombudsmanden for falsk varebetegnelse.
Det er rigtigt, at reformen vil gøre op med ét aspekt af New Public Management (NPM), nemlig topstyring og kontrolregime. Men: NPM handler langt fra bare om det, men helt overordnet og grundlæggende set om indførelse af privatvirksomhedslignende organisations- og styringsformer i den offentlige sektor. Og i SVM’s “ældrereform” lægges der netop op til en kraftig udbygning af sådanne virksomhedslignende styre- og organisationsformer, hentet fra NMP-kataloget.
For det første skal frit valg for borgerne mellem privat og offentlig pleje og tilsvarende udbuddet af privat pleje øges til flere områder inden for hjemmehjælp, end tilfældet i dag. For det andet åbner reformen op for øget udbud af tilkøbsydelser, ikke bare som hidtil på private “friplejehjem”, men fremover også i kommunal hjemmepleje, sammenhængende med en “virksomhedsgørelse” af kommunale plejehjem i form af såkaldte “lokalplejehjem”, som er uafhængige af kommunen. Af Lars Løkke Rasmussen korrekt benævnt som “firmatisering”, men helt forkert betegnet som alternativ til NPM. Der er tværtimod netop tale om hardcore NPM.
Reformen reelle indhold er således samlet set ikke mindre NPM, men tværtimod mere vægt på NPM, som det oprindeligt var tænkt. Disse elementer er behændigt spredt rundt omkring i udspillet, men ser man det samlet, er tendensen klar.
Hvor man fornemmer, at “ældrereformens” mange plusord om frisættelse og selvbestemmelse har været Socialdemokratiets andel i udspillet, mærkes tydeligt Løkkes hånd bag reformens hardcore NPM-præg. Uanset at hans partinavn nu hedder Moderaterne, er det Løkkes mangeårige rendyrkede (neo)liberalisme, som reelt har sejret i reformen, mens S har fået lov til at pynte med ideologiske sprogblomster.
Lars Løkke Rasmussen har som statsminister 2009 til 2012 og igen 2016 til 2019 måske mere end nogen anden politiker ansvaret for den økonomiske og servicemæssige rundbarbering af ældreplejen i 10’erne, som der nu på ingen måde gøres op med. Denne mand er nu tydeligvis en af chefarkitekterne bag ældreudspillet. Det viser, hvilken fejl det var af Socialdemokraterne med SVM-regeringen at lukke denne skadevolder for velfærdsstaten ind i centrum af dansk politik igen.
I SVM-regeringens grundlag, Ansvar for Danmark, blev en transformation af hele den offentlige sektor fra universel velfærdsstat til privatiseret velfærdssamfund annonceret som et centralt projekt for centrum-højreregeringen. Og det hed videre, at denne “frisættelse” af den offentlige sektor “starter på ældreområdet”.
SVM’s ældreudspil må altså forstås som prototypen på “forandringen af den offentlige sektor og velfærden”. I så tilfælde varsler “ældrereformen” ilde: Mange ideologiske plusord og skønmalerier, få eller ingen reelle økonomiske løft og forbedringer af standard og service i velfærden, men navnlig mere egentlig NPM og privatisering.
S synes gået med på en borgerlig model for omkalfatring af velfærdsstaten til velfærdssamfund med omdrejningspunkt i privat pleje.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
16. marts 2024 | 06:00
PRØV AT FØLGE — ÆLDRE SAGEN FACEBOOK.
SIDST DER VAR NOGET OM ÆLDRE PLEJEN – HVAR DER 2,4 TUSINDE INDE OG SE. STORT TAL NÅ MAN SER ANDRE OPSLAG.
MANGE AF DEM DER SKREV – KUNNE GODT SE METTES STORE NARRESUT TIL DE ÆLDRE.
SÅ IKKE ALLE ÆDER METTES STORE LØGN TIL DE ÆLDRE.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
