Kan ikke stemme
Faglige prioriteringer skal beskyttes mod pengesvindlere
Man kommer ikke snyderiet i private sundhedsvirksomheder til livs ved at øge den administrative kontrol eller ved at give administrationen adgang til patientjournaler. En del af løsningen vil være at sikre ansatte i den private sundhedssektor samme ytringsfrihed og ytringspligt, som ansatte i den offentlige sektor har.
|
Hvordan kan en autoriseret læge få sig selv til at skrive i en journal, at en patient har fået sat et knoglebrud på plads – eller at patienten har fået foretaget en psykometrisk test, hvis patienten hverken fejler noget eller har fået foretaget behandling? Vores journaler er vores personlige sundhedsdata, og informationerne har betydning for den behandling, som vi måske skal modtage i fremtiden. Derfor er det absolut heller ikke ligegyldigt, hvad der står i den.
Og hvordan kan en læge ignorere den opfølgning på en kronisk sygdom, som måske kan forhindre forværring af sygdommen? Som patient kan det være svært at gennemskue, om manglende behandling eller forkerte diagnoser risikerer at forværre vores helbred. Derfor har læger og andet sundhedspersonale et særligt ansvar.
En del af løsningen er derfor også at sikre ansatte i den private sundhedssektor samme ytringsfrihed og ytringspligt, som ansatte i den offentlige sektor har.
Jeg er helt enig med regionerne i, at noget må gøres. Jeg er bare ikke sikker på, at løsningen er mere kontrol. Jeg tror ganske vist, at man ville kunne finde talrige eksempler på fejlregistreringer. Systemet kalder nærmest på, at man kan risikere at lave fejl, så lav gerne systemet om. Men de fejl finder man næppe ved at øge den administrative kontrol eller ved at give administrationen adgang til patientjournaler. Registreringen siger jo intet om, hvorvidt en given behandling faktisk er foretaget. Jeg har derfor heller ikke fantasi til at forestille mig, at administrativ kontrol på nogen måde kan dæmme op for den svindel, som DR Kontant afslørede i sidste uge.
Det var jo netop sundhedspersonale, som ganske vist anonymt, tog bladet fra munden og viste, hvordan Alles Læge bedrager patienter for at tjene flere penge. Men det er også eksempel på, at ytringsfrihed er vigtig, hvis sundhedsfaglige medarbejdere skal kunne leve op til de pligter, der følger med autorisationen. Men ytringsfriheden er begrænset i private sundhedsvirksomheder. Vi så det også med tandlægekæder, hvor det også var anonyme henvendelser, som viste, hvordan instrukser fra koncernen pålagde klinikkerne at udføre et bestemt antal fyldninger, paradentosebehandlinger med videre – uden hensyn til om patienterne faktisk havde behov for det.
Jeg synes, at det står bøjet i neon, at det er konstruktionen med stråmandsklinikker, som er problemet. Hvor lægen i en almindelig lægepraksis skal stå fagligt på mål for sin virksomhed, så har koncernerne på området kun interesse i at tjene penge. Formelt er det én praktiserende læge, som ejer op til seks klinikker, mens koncernen modtager en betydelig del af indtjeningen for at tage sig af alle administrative opgaver – herunder ansvar for optimering af driften. Det siger sig selv, at én læge ikke kan have det faglige overblik over alle patienter i seks klinikker. Og i praksis har det jo desværre også vist sig, at det reelt er koncernen, som ansætter læger og andet sundhedspersonale. Og instrukserne havde vi næppe fået kendskab til, hvis det ikke var for samvittighedsfulde ansatte, som tog bladet fra munden.
For år tilbage var jeg som faglig repræsentant for en social- og sundhedsassistent involveret i en sag om alvorlige sundhedsfaglige problemer på et privat plejehjem. Social- og sundhedsassistenten havde forsøgt at få den private ledelse til at tage problemerne alvorligt – uden held. Hun gik derfor til kommunalbestyrelsen med hendes bekymringer. Det kom hendes ledelse for ører, og hun blev nu præsenteret for en fyreseddel for overtrædelse af virksomhedens krav om tavshedspligt i forhold til virksomhedens drift. Sagen viste mig dengang, hvordan autoriseret sundhedspersonale risikerer at komme i klemme – for på den ene side forpligtede hendes autorisation hende til at gøre anskrig, når borgere var i fare for at få forkert eller mangelfuld behandling – og på den anden side, så risikerede hun nu sit job for netop at have gjort det.
Derfor er en del af løsningen også at sikre ansatte i den private sundhedssektor samme ytringsfrihed og ytringspligt, som ansatte i den offentlige sektor har. Det er hele forudsætningen for, at ansatte samvittighedsfuldt kan leve op til deres autorisation. Og det er autorisationen, som skal give patienter og borgere sikkerhed for, at ansatte altid vægter patienten før indtjening.
I den konkrete sag har ejeren af Alles Læge solgt halvdelen af virksomheden fra til den udenlandske koncern Capio, som også ejer private sygehuse i Danmark. Derfor er det også mere end almindeligt naivt at tro, at problemet stopper ved lægeklinikker.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. marts 2024 | 08:04
