Når historien gentager sig
Efter at kommunerne overtog handicapområdet, har vi oplevet afspecialisering, nedskæringer og forringelser for mennesker med handicap. Nu er der risiko for, at historien gentager sig, når kommunerne skal stå for det nære sundhedsvæsen. Her bliver taberne især de svage ældre borgere med komplekse sygdomsforløb, skriver Thorkild Olesen i denne blog.
|
Man siger, at historien gentager sig, først som tragedie, siden som komedie. Som historiker er jeg ikke enig i sådan en udlægning, men der er ganske mange mønstre i, hvad der er sket gennem historien. Det gælder både i forhold til de lange linjer, men også i ret korte perioder.
Et sådant mønster for en historisk gentagelse er ved at løbe sin gang igen.
I 2001-2004 oplevede vi i handicapbevægelsen, at der ikke var nogen grænser for, hvad kommunerne kunne løse på handicapområdet. Det var i de glade dage, hvor kommunalreformen skulle underkastes en kommissions granskning og derefter forhandles på plads.
Kommunerne kunne både sikre en mere helhedsorienteret indsats, hvor borgere med handicap fik adgang til en løsning henne om hjørnet, og man kunne sikre specialiserede tilbud til de mindre handicapgrupper.
De kunne også håndtere økonomien, for når myndighedsansvar og finansieringsansvar var på det samme administrative niveau, kunne man sikre de lokale, fagligt bedste og helhedsorienterede indsatser.
Forringelse på forringelse
Resten er historie. Efter kommunalreformen trådte i kraft i 2007, har kommunerne ikke gjort andet end at forsøge at skære på økonomien på handicapområdet. De har prøvet at forringe borgernes retssikkerhed med mere eller mindre opfindsomme forslag, der langt hen ad vejen er gennemført af Folketinget og har ødelagt al viden og faglighed på området.
Nærhed er blevet synonym med afspecialisering, og sammenblandingen af myndighed og finansiering har betydet et stadig stigende fokus på økonomi frem for den rette indsats for borgere med handicap.
Senest fem år efter kommunernes overtagelse af det nære sundhedsvæsen, vil sundhedsfaglighed og evidensbaseret viden være erstattet af økonomiske hensyn og kommunernes laden stå til. Taberne vil være os, borgerne.
Alt i alt en udvikling hvor flere og flere er mere og mere utilfredse med indsatserne, og området bliver dyrere og dyrere, fordi der ikke er viden og faglighed til stede, når man skal træffe myndighedsafgørelserne.
Nu oplever vi det samme med sundhedsområdet. Kommunernes private interessevaretager, Kommunernes Landsforening (KL), er i offensiven og producerer papirer i et væk, der viser, at de vil kunne løse alle problemer på stort set hele sundhedsområdet, hvis de får ansvaret.
De vil kunne løse problemerne for den ældremedicinske patient i det nære sundhedsvæsen. De vil kunne sikre sammenhæng og koordination for borgerne, og de vil vel at mærke kunne gøre det med samme kvalitet, som det gøres i dag.
Dyster spådom
Tillad mig at prøve mig i spåmandsbranchen. Meget kort tid efter at Folketinget har givet kommunerne ansvaret for det nære sundhedsvæsen, vil vi opleve tre ting.
For det første vil KL påstå, at de ikke har fået økonomi nok med til at løse opgaven. Derfor er de nødt til at prioritere i indsatsen. Ikke alle vil kunne få indsatser og så videre…
For det andet og som en udløber af punkt ét vil KL mene, at staten styrer det nære sundhedsvæsen alt for meget med krav om behandlings- og kvalitetsstandarder. Det betyder, at kommunerne ikke kan prioritere i indsatserne og give den nære og dermed den gode indsats, hver enkelt kommune har opfundet uden sundhedsfaglig evidens.
For det tredje vil KL mene, at borgerne har for mange rettigheder i sundhedsvæsnet. Det bliver alt for svært for kommunerne at give den rigtige, nære indsats, når borgerne har sådan noget som rettigheder. Det må afskaffes, og økonomien må ind som det styrende.
Konsekvenserne af en udlægning af sundhedsområdet til kommunerne vil herefter være, at borgerne vil få en meget forskellig indsats.
Det, vi på handicapområdet kender som postnummerlotteriet, vil blive udbredt til sundhedsområdet. Og ingen vil tage sig af det, for dem, det går ud over, er ældre medborgere, der har multiple sygdomsforløb og dermed er svage borgere med få ressourcer til at antaste kommunernes forskelligheder.
De øvrige borgere vil have sikret sig imod dette kaos med sundhedsforsikringer og private løsninger, som de har råd til at betale for selv.
Kære læsere. I er velkommen til at hænge mig op på de her forudsigelser. Men senest fem år efter kommunernes overtagelse af det nære sundhedsvæsen vil I opleve de her forhold.
Til den tid vil sundhedsfaglighed og evidensbaseret viden være erstattet af økonomiske hensyn og kommunernes laden stå til. Taberne vil være os, borgerne.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
29. februar 2024 | 07:28
