På trods af kulde var en stor gruppe fagligt aktive mødt op foran DSB’s hovedkontor i Telegade i Taastrup. Her stod de, fordi deres kollega Morten Færgemann Sørensen skulle aflevere sit høringssvar i en sag, som kan ende med, at han bliver fyret.
Sagen, som Arbejderen tidligere har skrevet om, handler om, at Morten Færgemann Sørensen kritiserede DSB’s ledelse i den såkaldte Buddingesag på Facebook. Her blev to DSB-kontrollører fyret, efter at de var blevet overfaldet af en passager.
Kritikken fik DSB til at beskylde Morten Sørensen for at have chikaneret en medarbejder, som han nævnte i klagen, og derfor indstillede de ham til fyring.
Derfor indkaldte Jernbanearbejdernes Landsklub til en solidaritetsmarkering i Telegade.
Selvfølgelig møder vi op for at visse støtte til nogen, som bliver fyret for at råbe op og støtte sine kollegaer. Det er helt naturligt for os, at vi viser solidaritet med andre faglige kammerater.
Rasmus Barfod, næstformand Murernes Brancheklub
I deres begivenhed på Facebook skrev de: “Morten har altid bakket op om kollegerne, og derfor bakker vi også op om Morten”. Og ifølge Kim Olesen, formand for Jernbanearbejdernes Landsklub, så var opbakningen også at mærke.
– Der var virkelig flot fremmøde af folk, på trods af kulde. Og rigtig mange af dem, som var der, var kollegaer fra DSB. Det er selvom, at ledelsen forsøger at nedtone, hvor mange af Mortens kollegaer der reelt bakker op om ham, fortæller Kim Olesen til Arbejderen.
Toghornssolidaritet
Og netop den holdning hos DSB’s ledelse kom til udtryk, da deres kommunikationschef, Niels Otto Fisker, var i P1 Morgen den 2. februar. Her sagde han:
– Omvendt vil jeg sige, at det er altså ikke noget, som de fagforeninger, der repræsenterer vores personale, er med i, og det er ikke noget, vi hører fra dem.
Den forklaring giver Kim Olesen dog ikke meget for. Ud over de mange fremmødte DSB-kollegaer til selve markeringen så var der også lokomotivførere, der båttede deres horn, idet de kørte forbi fakkeloptoget.
– Folk kom jo hele vejen fra Jylland for at vise deres støtte. Jeg ser den slags kommentarer fra ledelsen som et forsøg på at splitte og spille os ud mod hinanden, siger Kim Olesen.
I samme interview i P1 Morgen med Niels Otto Fisker kommenterer han også på selve sagen om Morten Færgemann Sørensen. Her siger han, at “vi har en personalesag, hvor der er en person, der står til fyring, på grund af at han har chikaneret en kollega. Det kan jeg selvfølgelig godt forstå, at man synes er kedeligt, når man mister en kollega.”
Særligt den sidste del kan af nogle tolkes, som om at afgørelsen om at fyre Morten Færgemann Sørensen allerede er taget. Derfor spurgte Arbejderen Niels Otto Fisker ind til den formulering. I et skriftligt svar fortæller han:
– Jeg sagde i interviewet, at medarbejderen står til fyring, ikke at medarbejderen var fyret. Medarbejderen fra sagen havde på det tidspunkt modtaget en skrivelse om partshøring med henblik på opsigelse, og der var frist for partshøringssvaret fredag eftermiddag. Vi har modtaget høringssvaret – og der er i skrivende stund ikke truffet endelig afgørelse i sagen.
Vil indsamle historier
Selvom det primært var DSB-medarbejdere, som deltog i markeringen, så var der også opbakning fra andre faggrupper. Blandt talerne var eksempelvis Jan Hoby fra Landsforeningen for Socialpædagoger og Rasmus Barfod fra Murernes Brancheklub.
– Selvfølgelig møder vi op for at vise støtte til nogen, som bliver fyret for at råbe op og støtte sine kollegaer. Det er helt naturligt for os, at vi viser solidaritet med andre faglige kammerater, fortæller Rasmus Barfod til Arbejderen og tilføjer:
– Og hvis der bliver indkaldt til flere markeringer eller happenings i den her sag, så dukker vi selvfølgelig også op der!
Ifølge Kim Olesen bliver den fremadrettede proces todelt. For det første skal der afklaring på sagen om Morten Færgemann Sørensens fyring. Men det andet element skal være at indsamle lignende historier fra DSB-medarbejdere, hvor de har fået reprimander for at kritisere ledelsesbeslutninger.
– Folk er forståeligt lidt nervøse for at stille sig frem med deres historier, når de kan se, hvad der kan komme af reaktioner fra ledelsen. Men vi håber, at flere vil fortælle os om deres oplevelser, så vi kan få styr på alt det her, siger Kim Olesen og tilføjer:
– Det her er jo alligevel det andet fakkeloptog, vi har lavet foran DSB’s hovedkontor, så der ligger jo tydeligvis et eller andet og ulmer blandt kollegaerne.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.