World Socialism Forum 2024
Da de zionistiske militser ved brug af avancerede vestlige våben i 1947-48 erobrede Palæstina, fejrede de deres sejr ved at ydmyge palæstinenserne.
En stor del af ydmygelserne var rettet mod kvinder, og det skete ud fra en viden om, at krænkelser af kvinder i den arabiske kultur er en krænkelse af hele lokalsamfundet. Dén strategi bruges fortsat den dag i dag.
Overgrebene mødes ofte med en kollektiv palæstinensisk trods, der er med til at nære den folkelige modstand.
Da snesevis af palæstinensiske kvinder i år blev løsladt i en fangeudveksling mellem palæstinenserne og Israel, da var der imidlertid ingen, der lagde skjul på, hvad der var sket. De pårørende, der kom til fængslet for at tage imod de løsladte kvinder, blev beskudt af fængselsvagterne med tåregas: “De var urolige”.
I modsætning til for 75 år siden, så agter den nuværende generation ikke at bide ydmygelserne i sig og lide i det stille. I dag fortæller de, hvad de har været ude for, ofte på live-TV eller til andre medier. Om hvordan israelerne fortsat ydmyger fangerne som en manifestation af dominans, magt og herredømme.
Ydmygelse og skam
I årenes løb har israelerne perfektioneret ydmygelsens politik og praksis. Ydmygelser, der bygger på magten til at kunne udskamme det kollektive lokalsamfund for derved at understrege den ulige relation mellem to grupper – besættelsesmagten og de besatte.
Et eksempel herpå er tilbageholdelsen af beboere i Gaza, der arbejder i Israel, i dagene umiddelbart efter Hamas’ angreb den 7. oktober. Den dehumanisering, de blev udsat for af de israelske soldater, peger på en voksende tendens blandt israelerne til at ydmyge palæstinenserne, uanset tid og sted. Et påskud kan besættelsesmagten altid finde.
Én af de værste dokumenterede episoder fandt sted 12. oktober, da soldater og bosættere overfaldt tre palæstinensiske aktivister på Vestbredden. De israelske aviser Haaretz og Times of Israel beskrev, hvordan de tre blev tvunget til at tage tøjet af, blev bundet, tortureret og tisset på, mens andre soldater filmede løs.
Disse billeder var i frisk erindring hos palæstinenserne, da nye billeder fra det nordlige Gaza dukkede op. Foto og videoer blev publiceret af israelske medier og viste et stort antal mænd, der, kun iført deres underbukser, sad i en gade med håndjern på, bundet sammen, omringet af velbevæbnede, truende israelske soldater, inden de blev smidt op på lastbiler og kørt til et ukendt sted.
Enkelte mænd blev senere løsladt og kunne fortælle, hvor frygteligt opholdet i israelsk varetægt havde været.
Hvorfor gør israelerne det?
Gennem Israels historie – en voldelig fødsel og en voldelig eksistens – har israelerne forsætligt ydmyget palæstinenserne som et udtryk for den uforholdsmæssigt langt større militære magt, de har over en ulykkelig, indespærret befolkning, der næsten udelukkende består af flygtninge i eget land.
Ydmygelserne og den efterfølgende skam er en måde, hvormed israelerne kan opnå indirekte social kontrol over palæstinenserne. For den skam, der opstår som følge af den påførte ydmygelse, kan fylde så meget i den enkeltes eller i kollektivets bevidsthed, at handling ofte er umulig.
Under den først Intifada fra 1987 til 1993 blev ydmygelser brugt i vidt omfang. Børn og mænd i alderen 15-55 blev gængs trukket ind i eksempelvis en skolegård, afklædt, tvunget til at knæle ned i endeløse timer. Tævet og krænket af soldaterne, der brugte højtalere til at tilsvine det, palæstinenserne havde kært: Deres religion, deres Gud, deres mødre, koner, hellige steder og meget mere.
De tilbageholdte blev tvunget til at spytte hinanden i ansigtet, råbe sjofle eller blasfemiske ord og at slå på sig selv eller på de andre. De, der nægtede, blev gennembanket og anholdt.
Sådanne metoder bruges fortsat i israelske fængsler, især når fangerne sultestrejker, eller inden de skal til forhør. Ofte kobles ydmygelserne sammen med trusler om, at deres mødre, koner eller søstre vil blive voldtaget, mens kvindelige fanger trues med seksuelle overgreb.
Ydmygelserne skaber trods
Overgrebene mødes ofte med en kollektiv palæstinensisk trods, der er med til at nære den folkelige modstand.
Billedet af den palæstinensiske frihedskæmper, iklædt militært tøj, og som svinger sin automatriffel mens han stolt skrider ned ad gaden i for eksempel Nablus, Jenin eller Gaza, tjener i sig selv ikke noget militært formål. Det er imidlertid en direkte respons på den ydmygelse, som besættelseshæren har påført det palæstinensiske samfund.
Hvad er så formålet med frihedskæmpernes demonstration? For at kunne besvare spørgsmålet, er det nødvendigt at undersøge begivenhedernes rækkefølge.
Når israelere arresterer palæstinensiske aktivister, forsøger de at skabe et perfekt scenario af et ydmyget og besejret lokalsamfund. Under soldaternes natlige raids, hvor gadedøre sparkes op, og soldaterne trænger ind i den sovende families allerhelligste, råbende og skrigende krænkende og sjofle ord, uddele slag og tæv, mens de leder efter den søn, der eksempelvis har kastet med sten mod soldaterne eller mod bosætterne, er det et velkoreograferet og på forhånd indøvet scenarie.
Timer senere, når soldaterne er væk, dukker unge palæstinensere op i gaderne i nabolaget og fremviser stolt deres våben, mens kvinder og børn hujer i ophidselser. Det er præcis sådan, palæstinenserne reagerer over for de gentagne ydmygelser.
Styrker enheden
I de senere år har bevæbnede palæstinensiske militser vokset sig stærkere, især i Gaza.
Da det israelske militær ikke er i stand til at genbesætte Gaza og undertrykke dets befolkning, så vil brugen af ydmygelsens politik i stor skala ikke være mulig.
Tværtimod, så er det israelerne, der ydmyges. Ikke kun på grund af det, der skete den 7. oktober, hvor det viste sig, at hæren ikke kunne beskytte befolkningen, sådan som myndighederne havde foregøglet i årevis. Begivenhederne siden da, hvor klodens fjerdestærkeste militærmagt ikke har været i stand til at besejre Hamas’ relativt lille milits, der mest råder over håndvåben, droner og kortrækkende missiler, viser den israelske hærs svaghed.
Ude af stand til at operere i hjertet af Gaza, Khan Yunis, Rafah eller i de andre større befolkningscentre, viser den israelske hær sin svaghed ved at sønderbombe og bulldoze forsvarsløse kvinder og børn i en flygtningelejr.
Ideen om Pallywood
Frustreret over den militære fiasko, bruger almindelige israelere de sociale medier til at håne palæstinenserne. Israelske kvinder klæder sig, ofte sammen med deres børn, som var de palæstinensere, og efteraber palæstinensiske kvinder, der græder over deres dræbte børn, optagelser der har et tydeligt racistisk udtryk.
Denne spot og hån på de sociale medier appellerer til en udbredt opfattelse i samfundet om israelernes overhøjhed, også selvom israelerne nu betaler prisen for deres vold og arrogance.
(Der findes et begreb for det, israelerne opfatter som palæstinensisk skuespil: Pallywood. Det opstod under Israels krig mod Libanon i 1982, hvor højreorienterede israelske og amerikanske journalister mente, at palæstinensiske journalister havde konstrueret hændelser ud fra propagandahensyn – som manifestationer, der skal vække modvilje mod Israel – ved at fremstille palæstinenserne som hjælpeløse ofre for israelsk magtanvendelse. Danske Israel-forsvarere er optaget af at afsløre Hamas’ iscenesatte Pallywood. En verbal variant af Pallywood er Bidens, Lars Løkkes og Jyllands-Postens mistro til, at Gazas sundhedsvæsen – som FN og andre internationale organisationer har tillid til – opgiver korrekte tal over dræbte og sårede, oversætters bemærkning.)
I krigen i Gaza har israelernes ydmygelser imidlertid vist sig at være ineffektive, da relationerne mellem palæstinenserne og israelerne er ved at blive fundamentalt ændret.
Et menneske ydmyges kun, hvis ydmygelserne vendes indad som skam og magtesløshed. Men denne gang er det modsat. Nu vender palæstinenserne ydmygelserne udad og bider det ikke mere i sig. Det styrker modstandskraften og den palæstinensiske enhed og skaber en følelse af kollektiv stolthed, der er uovertruffen i historien.
Om artiklen:
Denne artikel er udgivet af Mint Press den 21. december 2023.
Dr. Ramzy Baroud er journalist, forfatter og redaktør af The Palestine Chronicle. Han er forfatter til seks bøger. Hans seneste bog, som han har redigeret sammen med Ilan Pappé, er “Our Vision for Liberation: Engaged Palestinian Leaders and Intellectuals Speak Out”. Blandt hans andre bøger kan nævnes “My Father was a Freedom Fighter” og “The Last Earth”. Baroud er seniorforsker ved Center for Islam and Global Affairs (CIGA). Hans hjemmeside er www.ramzybaroud.net
Oversat og bearbejdet af Arne Lund.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
