Omtale
Det begynder i det små.
2023 blev året, hvor Danmark formaliserede sit nære forhold til USA ved afgivelse af en væsentlig del af sin suverænitet. Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen underskrev i princippet på hele folkets vegne en forsvarsaftale, som over de næste 10 år sikrer USA’s adgang og brug af tre danske militær lufthavne.
Aftalen blev underskrevet efter næsten to års tophemmelige forhandlinger med amerikanerne – uden nogen form for offentlig debat, selv om udtryksfrihed nyder stor status i regeringen. Alt peger i retning af, at aftalen bliver bekræftet af det danske Folketing i løbet af 2024. Herefter vil alle formaliteter være på plads for modtagelse af amerikanske soldater og deres familier.
Du kan regne med os, og vi vil regne med jer.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til sin amerikanske kollega efter underskriftsceremonien i Washington
Der er uklart, om den glæde, statsminister Mette Frederiksen udstrålede på hele regeringens vegne, var udtryk for uvidenhed omkring andre landes erfaringer med USA’s baseimperium, eller om den snarere var udtryk for en naiv forelskelse i alt, hvad der har med USA at gøre. Eller måske sidder statsministeren inde med viden, som danskerne er uvidende om, når hun negligerer potentielle fremtidige problemer med amerikanske soldater på dansk jord.
Tilfældige personer i nærsamfundet til de tre lufthavne udstrålede den samme positive forventning til amerikanernes ankomst under interviews med dansk tv. De interviewede så frem til, at gadebilledet ændres, og supermarkederne fyldes med købeivrige nye amerikanske kunder. Selv det danske erhvervsliv gav i medierne udtryk for, at det jo i princippet ville give kontrakter til danske firmaer og så videre og så videre.
Dokumentationerne om USA’s tusinde baser fordelt rundt omkring på kloden burde være tilstrækkelige til, at den danske regering havde taget befolkningen med på råd, inden en aftale, som bryder med 75 års tradition om ikke at have udenlandske tropper på dansk jord, var blevet indgået. For den amerikanske befolkning er situationen en anden. Her er der tradition for anvendelse af baser til territoriale udvidelser og indflydelse.
Aftalen er fuld af usikkerhed og fortolkningsmuligheder. Men et er sikkert: Alle USA’s forsvarsaftaler begynder med at få foden indenfor. Efter flere år har en lille base mulighed for at udvikle sig til en hel, autonom og selvkørende amerikansk by uden nogen kontakt med det omkringliggende samfund.
Hvor mange amerikanere drejer det sig om?
Aftalen er sat på nettet med titlen ’Aftale om forsvarssamarbejde mellem Regeringen i Danmark og Regeringen i Amerikas Forenede Stater’. Den siger intet om, hvor stort et rykind af amerikanere, der bliver tale om, når implementering af aftalen begynder engang i løbet af 2024. Aftalen åbner op for muligheden af, at soldater kan ledsages af pårørende, at der kan blive tale om skolegang for familier med børn, at byggeentreprenører får skattefrihed og ikke underlægges dansk lovgivning. Kort sagt, så får amerikanerne lov til at gøre, som de vil.
En række påstande har været fremsat – uden nogen form for bevisførelse – med det formål at fremme en positiv modtagelse hos befolkningen.
Påstand nummer et: USA’s tilstedeværelse på dansk jord vil styrke Danmarks sikkerhed.
I aftalen siges det, at “formålet med de amerikanske styrkers tilstedeværelse er at støtte parternes indsats for at fremme fred og sikkerhed”. Selv om det er ganske vist, at krigen i Ukraine har ført til dette historiske brud med den danske tradition om ikke at have fremmede tropper på dansk territorium, så burde Ruslands anledning til samme krig også have advaret de danske myndigheder om, at tilstedeværelsen af fremmede tropper på dansk jord kan forstærke krigstruslen mod Danmark.
Det var det, som skete for Ukraine, da NATO-landene i 2008 åbnede op for landets indtræden i NATO. I hvert fald var det en kæde af begivenheder, hvis gennemførelse i sidste instans ville have bragt NATO tropper på ukrainsk jord. Det blev af Rusland betragtet som en trussel. På lignende vis må man antage, at amerikanske tropper på dansk jord kan udgøre en trussel for potentielle fjender.
Under Den Kolde Krig har krigstruslen i Europa været betydelig stærkere end den situation, som ukrainekrigen har påkaldt. At Danmark netop nu mener, at det er tid til en forsvarsaftale med USA, kan kun være et tegn på effekten af lobbyaktiviteter udført af våbenproducenterne, deres venner i Forsvarsakademiet og diverse elementer i DIIS.
Påstand nummer to: Amerikanske baser i Danmark vil bidrage til en dynamisk økonomi til fordel for lokalsamfundene.
I aftalen står skrevet, at alle former for varer og anskaffelser, “der benyttes af de amerikanske styrker, er fritaget for merværdiafgift, salgsskatter, brugsskatter, punktafgifter og lignende skatter”.
Medlemmer af de amerikanske styrker samt deres pårørende er også fritaget for afgifter, licens, gebyrer og lignende for brug af radio og tv samt enheder med mulighed for internetopkobling. Hertil kommer, at aftalen åbner mulighed for etablering af militære velfærdstjenester, som kort og godt betyder, at amerikanerne kan etablere dagligvareforretninger, burger- og pizzabutikker og så videre.
Forretningshaverne i de omkringliggende byer til de tre lufthavne skal nok kigge langt efter amerikanske kunder. Amerikanske husholdninger, hvor end de måtte befinde sig i verden, har en panisk angst for at benytte råvarer i madlavningen, som de ikke kender hjemmefra. Denne angst går tilbage til Den Kolde Krigs tid, hvor man frygtede, at kommunisterne kunne have forgiftet maden. Derfor vil man i amerikanske supermarkeder på udenlandske baser finde vand på flasker, som er produceret i USA.
Hvis danske virksomheder opnår levering af produkter til basernes ’velfærdstjenester’, så vil de aftalte produkter blive kontrolleret af en medarbejder fra den amerikanske ambassade, således som det allerede sker for varer, som Danmark i dag eksporterer til USA, hvad enten det drejer sig om mælkeprodukter, bacon eller andre dagligdagsvarer.
Påstand nummer tre: Danske entreprenører vil profitere ved deres bidrag til etablering, indretning og drift af de amerikanske baser.
Aftalen henviser flere gange til danske leverandører, som om deres tilbud til etablering, vedligeholdelse og drift vil blive tillagt samme vægt som den, der gives til amerikanske leverandører. Samtidig nævner aftalen eksplicit, at “de amerikanske styrker er ansvarlige for bygge- og udviklingsomkostninger for de aftalte anlæg og områder, som de får stillet til rådighed til deres eksklusive brug”.
Efter Vietnamkrigen er der opstået en industri i USA, som alene eksisterer på grund af USA’s baser. Helt voldsomt blev det i forbindelse med Irakkrigen, som var med til at forøge amerikanske firmaers ansvar for etablering og drift af oversøiske baser. Nogle iagttagere af amerikanske leverandørers rolle under USA’s mange krige har påpeget, at uden dem er det sandsynligt, at der ikke ville have været nogen krige.
I spidsen for disse virksomheder finder vi Kellogg, Brown and Root (KBR), som ejes af Halliburton, der mest er kendt for at servicere amerikanske olieselskaber. Halliburton fik sit store opsving medens dens administrerende direktør, Dick Cheney, var USA’s forsvarsminister – under præsident George H.W. Bush.
Med en god fornemmelse af, hvorledes Pentagon fungerer og kunne udnyttes til fordel for Halliburton, blev Cheney efter forsvarsministeriet chef for Halliburton, som opkøbte KBR, som i dag har kontrakter for mere end 50 milliarder dollars rundt omkring i verden. Danske firmaer er op mod amerikanske konkurrenter med årtiers erfaring i etablering, vedligeholdelse og daglig drift af amerikanske baser.
Man bør også gøre sig helt klart, at danske overenskomster ikke kommer til at gælde for ansatte på de militære velfærdstjenester, uagtet de måtte være rekrutteret blandt pårørende eller fra omegnens beboere. Aftalen bestemmer, at: “Løn, goder, tillæg og forhøjelser af disse beløb skal være i overensstemmelse med amerikansk lovgivning”. Danske fagforeninger får ikke mange muligheder for at fremme den danske model på de tre arbejdspladser.
Påstand nummer fire: Danske borgeres retssikkerhed vil ikke blive påvirket i negativ retning ved amerikanernes tilstedeværelse på tre danske baser.
I almindelighed har den danske presse omtalt forsvarsaftalen i positive vendinger. Politiken skrev, at aftalen var et skridt i den rigtige retning. Et af de få punkter, som den danske presse har fremhævet som et muligt problem i aftalen, drejer sig om det forhold, at “amerikanske militære myndigheder har den disciplinære myndighed over medlemmer af de amerikanske styrker”.
Statsminister Mette Frederiksen blev af journalister stillet over for denne afgivelse af den danske suverænitet til de amerikanske retsmyndigheder i sager, hvor amerikanske soldater og pårørende måtte have begået kriminelle handlinger på dansk jord. Mette Frederiksen ser ikke noget problem her, da det jo “er amerikanske soldater, vi taler om”.
Det skal åbenbart forstås derhen, at amerikanske soldater ikke begår kriminelle handlinger. Enten forsøger statsministeren bevidst at manipulere med danskernes holdninger, eller også er statsministeren mere naiv, end man bør forvente af en person med hendes ansvar, også selv om hun gennem sin opvækst er blevet indpodet med, at amerikanerne og danskerne deler basale værdier. Så sent som i 2018 blev en amerikansk soldat idømt halvandet års fængsel ved en dansk domstol for voldtægt forsøgt begået på en dansk kvinde.
Fra dagligdagen på amerikanske baser i Tyskland, Japan og Korea kender man adskillige historier på både voldtægt og mord på lokalbefolkningen. Disse hændelser har været så voldsomme, at de førte til store demonstrationer med krav om lukning af baserne. De amerikanske myndigheder, som har været med til at udarbejde forsvarsaftalen, kender nok bedre mentaliteten i deres militære styrker end den danske statsminister.
Det må være en af grundene til, at aftalen bestemmer, at de amerikanske militære myndigheder “kan oprette militærpolitienheder på de aftalte anlæg og områder” med henblik på “at opretholde disciplin og orden blandt de amerikanske styrker”. Der er ingen tvivl om, at med forsvarsaftalen bliver danskernes retssikkerhed betydelig forringet, således som det konkluderes af blandt andre medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg Karoline Norman.
Vinderen: Det militære industrielle kompleks.
De som først og fremmest får glæde af Danmarks forsvarsaftale med USA er våbenproducenter i USA og i Danmark samt leverandører til etablering, vedligeholdelse og drift af baserne. USA opretholder lige nu cirka 900 baser rundt omkring i verden. Til eksempel er de amerikanske styrker præsenteret i mindst 49 af Afrikas 53 lande. Baserne gør USA i stand til at føre krig med øjeblikkelig virkning.
Det er meget sandsynligt, at havde det ikke været for baserne, så ville vi have færre krige, af den simple grund at USA simpelthen ikke ville have mulighed for at køre krigsmaskineriet i position. Eksempelvis, så er en stor del af krigen i både Irak og Afghanistan udgået fra baserne i Tyskland og Italien. Derfor kunne man også spørge, hvad den ekstra værdi består i ved oprettelse af baserne i Danmark samt en række baser i Finland, når man med udgangspunkt Ramstein Lufthavnen i Tyskland kan føre krig i Mellemøsten.
Svaret er, at jo flere baser, jo bedre profitmuligheder for det, som Eisenhower advarede os imod, nemlig det militære industrielle kompleks. Forsvarsaftalen er et tydeligt bevis på effekten af de lobbyaktiviteter, som våbenproducenter og leverandører til baserne konstant gennemfører.
Mellem Pentagon og baseleverandører eksisterer svingdørspolitikken. Supreme Group, som er den næststørste baseleverandør med kontrakt hos Pentagon, blev grundlagt af krigsveteranen Ornstein. Han er i dag dollarmilliardær. Chefen for Pentagons Militære Logistik Agentur var på et tidspunkt en løjtnant, som efter at have fordelt fødevarekontrakter til baseleverandører, blev chef for Supreme Group.
Danske leverandører af skrællede kartofler til styrkerne skal igennem et nåleøje bestående af venner fra Pentagon og cheferne for en række store amerikanske virksomheder. Derimod har danske våbenproducenter som Terma, allerede godt etableret i USA, og Systematic, militær softwarespecialist, med basernes placering på dansk jord måske bedre chancer for at udvide deres marked. Det antager de i hvert fald selv.
Hvem er de største tabere af investeringerne i de amerikanske baser?
Tusindvis af mennesker verden over mister ofte livet som følge af den amerikanske krigsmaskine, som takket være baserne står klar til at slå ned uden varsel. De amerikanske styrkers kapacitet afhænger helt af, at baserne fungerer effektivt ved at udgøre både hjem og arbejdsplads for soldaterne og deres pårørende.
Kvaliteten af baserne som hjemsted og arbejdssted er resultatet af en håndfuld – hovedsagelig amerikanske – virksomheder, som står klar til at investere hårdt i lobbyaktiviteter for at forbedre chancerne for at få del i kontrakterne. De 10 største firmaer anvendte over en ti-årig periode (2002-12) mere end 32 millioner dollars i lobbyaktiviteter. KBR og Halliburton alene brugte 5.5 millioner.
Det er penge, som er givet godt ud set fra firmaernes perspektiv, specielt fordi de største profitter bliver ’parkeret’ i udenlandske banker og bliver derfor i henhold til et studium foretaget af den amerikanske bank J.P. Morgan fritaget for skatter i USA. I 2012 afslørede J.P. Morgan, at baseentreprenører havde ’parkeret’ mere end 1.7 trillioner dollars i oversøiske banker.
Det er beløb, som primært betales af amerikanske skatteborgere til opretholdelse af det militære industrielle kompleks. Herved unddrages lavindkomstfamilier i USA bedre offentlige tilskud til uddannelser og sundhed.
Eisenhower udtalte med forudsigelig klarhed, at “hvert eneste våben produceret, hvert eneste krigsskib sat til søs og hvert eneste missil affyret betyder i sidste instans tyveri fra dem, som sulter, og fra dem, som fryser”.
Helt konkret så betyder en reallokering på mellem 75 og 100 millioner dollars budgetteret til baserne en mulighed for fordobling af USA’s føderale undervisningsbudget eller bedre præventiv sundhed for cirka 260.000 børn fra lavindkomstfamilier. Forsvarsaftalen med USA gør nu Danmark til medskyldig i denne forbrydelse mod den fattigste del af den amerikanske befolkning.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
