World Socialism Forum 2024
Den 13. januar går indbyggerne på Taiwan, en ø ud for Kinas kyst, til stemmeurnerne for at vælge en ny præsident og et nyt parlament.
Dette valg tiltrækker sig mere international opmærksomhed, end man kunne forvente af et land med kun 24 millioner indbyggere. Resultatet vil få konsekvenser for udviklingen i konflikten mellem USA og Kina og dermed muligvis for verdensfreden.
To uger før valget talte jeg med Wu Rong-yuan, formanden for Taiwans Arbejderparti, i hovedstaden Taipei. Hans parti stiller op i tre distrikter. På grund af først til mølle-systemet er det op ad bakke.
Desuden er Arbejderpartiet marginaliseret på grund af dets holdning til genforening med Kina. For bedre at forstå dette vil jeg lade en veteran fra arbejderkampen forklare mig historien endnu engang.
Taiwan levede under Kuomintangs diktatur, Chiang Kai-sheks parti, indtil 1987. Kuomintang har sine rødder på det kinesiske fastland, hvor de var ved magten, indtil den socialistiske revolution sejrede i 1949.
Befolkningen er splittet over den rette holdning til Kina.
Selv efter diktaturets ophør fortsatte partiet med at regere i Taiwan, der officielt stadig hedder Republikken Kina, og indledte en demokratiseringsproces. I mellemtiden samledes den største opposition omkring Det Demokratiske Progressive Parti (DPP).
I lang tid var øens politik en tovejskonkurrence mellem Kuomintang og DPP. Næsten alle andre, meget mindre, politiske kræfter stod på enten den blå eller den grønne koalitions side, svarende til de to partiers respektive farver. Mens Kuomintang ser øen som en del af Kina, går DPP entydigt ind for et uafhængigt Taiwan.
Præsidentens parti vil udfordre Kina
I 2000 kom DPP til magten for første gang. Efter en pause på otte år skete det igen i 2016. De havde ikke kun præsidenten, Tsai Ing-wen, men regerede også med et flertal i parlamentet. Det var under Tsai, at spændingerne med Kina steg yderligere, drevet frem af USA.
Wu forklarede mig, at de to partiers økonomiske holdninger ikke er væsentligt forskellige. “Desuden finder de også fælles fodslag i antikommunismen mod magthaverne i Beijing”, sagde Wu, “men mens Kuomintang hævder, at indbyggerne på Taiwan og det kinesiske fastland udgør én kinesisk nation, adskilt af havet og forskellige ideologier, opfandt DPP taiwanesisk nationalisme: Siden de kom til magten for 23 år siden, har de formået at skabe en distinkt taiwanesisk identitet ud af ingenting.”
Det betyder ikke, at alle taiwanere støtter DPP’s kurs. Tværtimod er det regerende DPP’s popularitet faldet markant. Normalt ville oppositionen vinde det kommende valg suverænt.
Befolkningen er splittet over den rette holdning til Kina. Udvidelsen af militærtjenesten fra fire til 12 måneder gør den truende militære eskalering pludselig meget konkret. Energikrisen symboliserer på den anden side landets dårlige økonomiske resultater. Befolkningen er langt fra tilfreds med regeringens politik.
En sikker sejr for Kuomintang, altså? Ikke helt, for denne gang er der et tredje parti, som kan overbevise en betydelig del af vælgerne.
Det nyligt etablerede Taiwan People’s Party præsenterer sig som et alternativ til de blå og grønne alliancer og stiller med en troværdig kandidat til præsidentposten, den tidligere borgmester i Taipei.
Det så kortvarigt ud til, at dette parti ville danne en fælles præsidentliste med Kuomintang, men i november valgte de i sidste ende at stille op hver for sig.
Arbejderpartiet: Genforening er eneste vej frem
Med en splittet opposition kunne DPP stadig vinde valget. Præsidentkandidaterne fra DPP og Kuomintang ligger side om side i meningsmålingerne.
Ingen kan forudsige, hvem der vil vinde. Men opkomsten af et tredje parti har en vigtig konsekvens: Uanset hvem der vinder præsidentvalget, vil de sandsynligvis ikke have et flertal i parlamentet. Det betyder, at der skal indgås kompromiser.
Der er ingen model for genforening, og det er kun gennem dialog og udveksling, at vi kan finde løsninger.
Ifølge Wu Rong-yuan er dette et afgørende valg for forholdet mellem Taiwan og Kina. Kuomintang går ind for status quo, hvilket betyder, at begge anerkender, at der er ét Kina, men har forskellige fortolkninger af, hvad det betyder.
DPP ønsker at hævde Taiwans status som et uafhængigt land og kan regne med USA’s støtte til det. “USA’s konfrontationspolitik gør status quo umulig”, siger Wu, “mens den uafhængighed, som DPP søger, isolerer os fra fastlandet og går imod arbejdernes interesser”.
Wu forklarer til sidst Arbejderpartiets vision: “Genforening mellem Taiwan og Kina er den eneste vej til fred og velstand: ‘Et land, to systemer’ er en realistisk formel”.
På spørgsmålet om, hvorvidt dette ville være baseret på arrangementet med Hong Kong, er svaret negativt: “Kina har klart udtalt, at Taiwan ville have mere autonomi, og det er der gode grunde til: Hong Kong var en britisk koloni, da den blev overført til Kina, mens Taiwan har eksisteret i årtier som en selvstændig økonomisk og politisk enhed.”
Selvom der ikke er meget åbenhed fra de to traditionelle partier lige nu, håber Arbejderpartiet, at der vil være plads til dialog mellem Taipei og Beijing efter valget: “Der er ingen model for genforening, og det er kun gennem dialog og udveksling, at vi kan finde løsninger.”
Denne artikel er produceret af Globetrotter. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.
Om forfatteren:
Wim De Ceukelaire er aktivist inden for sundhed og social retfærdighed og medlem af det globale styringsråd for People’s Health Movement. Han er medforfatter til anden udgave af The Struggle for Health: Medicine and the Politics of Underdevelopment sammen med David Sanders og Barbara Hutton.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
