Kort før jul døde min storebror Ken Bruun efter kort tids sygdom. Han blev 70 år gammel.
Vores barndom var på Vesterbro. Det var småt med plads og penge. To små værelser, lokum på trappen og koldt vand i hanen. Men vi gik på badeanstalten, og vi stampede gudfars guldur eller mosters symaskine på lånekontoret indimellem. Så kunne det lige slæbe af.
Vi var far, mor og fem børn i de to værelser, inden vi flyttede til en større lejlighed i Valby, hvor det sjette barn blev født.
På Vesterbro fik Ken noget råderum ved at få del i fars og onkels kælderværksted. Han fik sig en skrivemaskine og kunne så sidde her og taste løs. Han digtede. Skrev sange af og om. Lavede skoleblad og meget andet.
Der var et begyndende opgør med den “sorte skole” i 60’erne. Vi gik på Alsgades Skole. Ken var ivrig deltager i diskussioner og initiativer for mere demokrati. Ofte i skarp clinch med lærere og inspektør. Men med stor støtte og interesse fra vores far. Ken var meget dygtig i skolen. Til alle fag på nær gymnastik og sløjd. Så han slap igennem med megen frækhed over for de voksne.
Ken så fascismens fare og frygtede, at barbariet skal gentage sig. Han ville kommunistisk enhed til kamp mod dette.
Ken deltog tidligt i voksendiskussioner ude og hjemme. Mor og ham allierede sig politisk imod far, som var en lille hidsig retsstatsmand, mens de var mere røde.
Ken gik op i politik, og han var meget inspireret af vores to rare DKP-onkler i Herning og Silkeborg. I tanke, ord og på skrift voksede Kens røde hjerte med årene.
Da nu Ken var så bogligt dygtig, kom han på Sortedam Gymnasium. Her lavede han også røre i andedammen for mere indflydelse til eleverne. Og brillerede fagligt og flittigt.
Ken var på den første Thylejr i Frøstrup i 1970. Det gjorde et stort indtryk på ham.
Så hørte han om Det Nødvendige Seminarium i Tvind og startede på første hold i 1972. Det var i sandhed opgør med den sorte skole. Her havde han fire fantastiske læreår. Med rejser ud i verden i gamle busser og møde med ulighed, undertrykkelse, fattigdom – håb, livsmod og kamp.
Ken arbejdede på virksomheder i Danmark, var i skolepraktikker og blev folkeskolelærer i Brøndby Strand. Han var med til at starte Brøndby Klubben, der samarbejdede med Ulandshjælp fra Folk Til Folk om støtte til befrielsesbevægelser og flygtninge i opgøret med kolonimagter og apartheid i det sydlige Afrika.
I en periode boede Ken i Cuba, hvor han lavede kulturarbejde sammen med cubanske kammerater og studerede meget politik. Det var en fin tid for ham.
Fra midt-80’erne fulgte nogle vilde år på Vesterbro. Med socialpædagogisk arbejde blandt børn og unge. Kultur, Brecht-teater, hørespil, Arbejderens Radioavis og en masse andre radioudsendelser på Folkets Radio. Interview med gamle modstandsfolk. Antiunionsrevy og sange.
Ken organiserede sig i Fælles Kurs og siden i DKP.
Ken kæmpede, men han var ikke det nye menneske, som han drømte, vi alle skulle blive engang.
I det meste af sit liv sloges Ken med store personlige problemer. Han havde det svært ved sociale relationer og kæresteforhold, var hidsig og dominerende og havde svært ved at respektere andres grænser og meninger. Hans liv var i lange perioder præget af depressioner og et voksende alkoholproblem. Der var megen selvdestruktion, had og opgivenhed. Men også tilbagevendende håb og løften hovedet igen.
Og så kunne han stille op og holde foredrag om Aakjær, Blicher, Scherfig, H.C. Andersen – eller om Cuba og Anden Verdenskrig.
Ken så fascismens fare og frygtede, at barbariet skal gentage sig. Han ville kommunistisk enhed til kamp mod dette.
Det gør mig ondt, at han er død. Det gør mig godt, han efterlader så mange fine digte, sange og skriverier. Det gør mig bedst, at han sammen med Britta oplevede mange gyldne stunder i de sidste ti år af sit liv. Og at rigtig mange har gode minder om ham.
Fred være med ham.
Bisættelsen har fundet sted.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
