Trepartsaftalen, indgået den 4. december, skulle som sit hovedfokus være med til at løse de rekrutteringsproblemer, som særligt gør sig gældende på sundhedsområdet. En måde, aftalen forsøger at løse det på, er ved, at de sygeplejerskestuderende i fremtiden indgår i normeringerne på sygehusene på lige fod med deres færdiguddannede kollegaer.
Men udsigten til, at studerende skal indgå på næsten lige fod med de færdiguddannede sygeplejersker, bekymrer Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS).
Jeg håber, at man vil invitere os studerende med i forhandlingerne, når det skal udmøntes, så vi kan gøre det på den bedst mulige måde.
Trine Løvenskjold Nielsen, forperson Sygeplejestuderendes Landssammenslutning
Forperson for organisationen, Trine Løvenskjold Nielsen, mener, at det kan komme til at gå ud over de studerendes læring, hvis de skal indgå i normeringerne.
– Som repræsentant for de studerende er jeg bekymret over, at vi indgår i aftalen som en løsning på manglende arbejdskraft. Man er i praktik for at lære, og det skal stadig være det, som er i fokus i den sidste praktikperiode, siger Trine Løvenskjold Nielsen til Arbejderen.
Heller ikke Nicolaj Laue Juhl, som er forretningsudvalgsmedlem i SLS, har meget til overs for, hvordan de sygeplejerskestuderende indgår i treparten. I et debatindlæg bragt i Politiken den 12. december fortæller han, at det kun er i arbejdsgivernes interesse at benytte de studerende som arbejdskraft.
“Det har været et ufravigeligt krav fra regeringen og Danske Regioner i forhandlingerne. Det er virkelig kritisabelt. Vi sygeplejerskestuderende skal ikke bruges som en mellemregning i regeringens regnestykke om øget arbejdsudbud”, skriver han i debatindlægget.
Inddragelse af de studerende
I selve aftaleteksten står der, at de studerende skal indgå i normeringerne “i det omfang, det er muligt”. Netop den formulering bider Trine Løvenskjold Nielsen mærke i. Hun fortæller, at hun er spændt på at se, hvordan det aspekt skal realiseres ude i virkeligheden.
– Først og fremmest ser jeg ikke, at det er muligt, uden at det går ud over kvaliteten på uddannelserne. Men jeg håber, at man vil invitere os studerende med i forhandlingerne, når det skal udmøntes, så vi kan gøre det på den bedst mulige måde, siger Trine Løvenskjold Nielsen.
Særligt mener hun, at der skal være fokus på, at de studerende primært skal indgå i dagvagter på hverdage og være tilknyttet en klinisk vejleder. På den måde sikrer man, at det stadig er læring, som er i fokus på den sidste lange praktik.
– Det er vigtigt, da patientsikkerheden ikke skal sættes over styr, når det her skal udmøntes. Men jeg er spændt på at se, hvordan det konkret bliver udformet, fortæller Trine Løvenskjold Nielsen.
Læs også
Lønløft betales med øget fleksibilitet, kortere hviletid og øget brug af lokalløn
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.