Det svenske forbund IF Metall får nu hjælp fra 3F.
Transportgruppen i Danmarks største fagforbund har den 4. december varslet sympatikonflikt mod Tesla, og sympatikonflikten træder i kraft 14 dage senere, hvis ikke Teslas ejer, Elon Musk, inden tegner overenskomst på bilfirmaets værksteder i Sverige.
Alle medlemmer af 3F Transport bliver omfattet af sympatikonflikten. Det betyder konkret, at havnearbejdere og chauffører ikke vil modtage og transportere Teslas biler, der skal til Sverige.
Nu tager vi de redskaber, som vi har, og gør brug af dem for at sikre kollektive overenskomster og retfærdige arbejdsvilkår.
Jan Villadsen, formand for 3F Transport
– Med sympatikonflikten går vi nu ind og lægger yderligere pres på Tesla. Vi håber naturligvis, at de kommer til forhandlingsbordet hurtigst muligt og tegner overenskomst, siger Jan Villadsen, formand for 3F Transport.
– Selv om man er en af de rigeste i verden, kan man ikke bare lave sine egne regler. Vi har nogle aftaler på arbejdsmarkedet i Norden, og dem må man overholde, hvis man vil drive virksomhed her. Solidaritet er grundstenen af fagbevægelsen og strækker sig på tværs af landegrænser. Derfor tager vi nu de redskaber, som vi har, og gør brug af dem for at sikre kollektive overenskomster og retfærdige arbejdsvilkår, siger Jan Villadsen.
Musk: Fagforeninger – no way
Elon Musk er mildest talt ikke begejstret for fagforeninger. I et interview med The Guardian har han udtalt:
– Jeg er uenig i ideen om fagforeninger. Jeg bryder mig bare ikke om noget, der skaber en slags adelsmænd og bønder-forhold.
I Esbjerg er havnearbejderne helt klar på at give Elon Musk kamp til stregen, hvis 3F’s sympatikonflikt bliver en realitet.
– Det er på tide. Mine havnearbejderkollegaer har længe spurgt mig, hvorfor vi ikke gør noget ved det og bakker solidarisk op om de svenske havnearbejdere. Nu beder svenskerne om hjælp, og så er vi klar, siger Brian Reichle, der er formand for losseklubben i Esbjerg, til Fagbladet 3F.
Tesla har været omfattet af strejke i Sverige siden 27. oktober, fordi den amerikanske bilgigant nægter at tegne overenskomst. I dag omfatter strejken 17 værksteder med 500 ansatte, som ifølge IF MetaIl har lønninger, der ligger under gennemsnittet i branchen. Transportarbejderne har siden den 17. november nægtet at losse Teslaer i 50 svenske havne.
Intet sted i verden har Teslas ansatte overenskomst. Tesla har seks store fabrikker fordelt på tre kontinenter. Blandt andet i Tyskland og Kina med mere end 100.000 medarbejdere, oplyser Tesla på sin hjemmeside.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.