på en måde forstår man godt bekymringer omkring mindsteløn men på en anden måde slet ikke . Ansættelsesvilkår er nu alligevel helt ude af kontrol, virksomheder gør stort set hvad de har lyst til og slipper fint med det ..ellers kan man vel bare true med flytning eller konkurs . Kan det blive værre ved at indføre en mindsteløn ? Fagforeninger virker ubeslutsomme og støtter op om snart hvad som helst , fra militære indkøb fra apartheidstater til enorme våbenleverancer til åbenlyse ultra nationale højre orienteret oligark regimer .
I slutningen af 2024 eller i starten af 2025 forventes EU-domstolen at afgøre, om Danmark får helt eller delvist medhold i klagen over EU-direktivet med titlen “Passende mindstelønninger i Den Europæiske Union“.
Direktivet, der blev vedtaget endeligt i oktober 2022, er et angreb på den danske aftalemodel. I Danmark er det arbejdsgiverorganisationerne og de faglige organisationer, der aftaler løn og arbejdsforhold. Det skal ingen politikere og slet ikke EU blande sig i, mener en enig fagbevægelse.
En opfattelse som et flertal af Folketingets partier og arbejdsgiverne i øvrigt er enige i.
Alligevel skulle der et vedholdende pres til fra fagbevægelsen for at få SVM-regeringen til at sende annullationssøgsmålet med krav om at få direktivet erklæret ulovligt.
Det vedtagne direktiv var blevet ændret som følge af indsigelser og protester fra blandt andre Danmark. Det fik først den daværende S-regering til at konkludere, at “de værste tidsler var luget ud af direktivet”, og den mente derfor ikke, direktivet ville få “den store betydning for Danmark”.
I Tyskland er der masser af eksempler på, at arbejdsgivere har udnyttet en politisk beslutning om at indføre mindsteløn.
Marianne Wind, EU-parlamentsmedlem for Socialdemokratiet
Efter et folketingsvalg i november 2022 trådte SVM-regeringen til, og også den forsøgte at nedtone konsekvenserne af EU-direktivet.
Da regeringen den 18. januar sendte annullationssøgsmålet afsted, sagde beskæftigelsesminister Ane Halboe-Jørgensen (S) blandt andet følgende i en pressemeddelelse:
– Det er vigtigt at holde fast i, at direktivet ikke pålægger Danmark at indføre mindsteløn. Men på trods af det, så er der tale om lovgivning uden fortilfælde, hvilket gør det til en helt principiel sag. Vi insisterer på, at løndannelsen skal ske i Danmark og ikke i EU. Regeringen har derfor besluttet, at EU-domstolen skal vurdere sagen.
Man skal læse EU-dokumenterne nøje
Når nu direktivet ikke pålægger Danmark at indføre mindsteløn, så er spørgsmålet, hvorfor der stadig bliver spekuleret i og rejst bekymringer om, hvilke konsekvenser det får for udviklingen på det danske arbejdsmarked.
En af dem, der ikke føler sig betrygget af forsikringerne om, at direktivet ikke får den store betydning for Danmark, er Karen Sunds, der er bestyrelsesmedlem i 3F Djursland. Hun deltog aktivt i de faglige aktiviteter, først for at forhindre at direktivet overhovedet blev en realitet, dernæst for at få den danske regering til at klage til EU-domstolen.
– EU må slet ikke blande sig i løn, organisationsret, strejkeret og ret til lockout. Det står sort på hvidt i Lissabontraktatens artikel 153, stk. 5, starter Karen Sunds med at sige til Arbejderen.
Hun har mange års erfaring som aktiv i Folkebevægelsen mod EU og ved, at det er vigtigt at sætte sig grundigt ind i de tekster, der kommer fra EU. For at sætte mindstelønsdirektivet ind i en sammenhæng og forstå dets konsekvenser har hun både nærlæst direktivets 15 sider og genlæst dele af Lissabontraktaten og Det Sociale Charter.
Døren for EU-indblanding er allerede åbnet
Når kritikere af EU-mindstelønnen peger på, at direktivet åbner en dør for EU-indblanding i spørgsmål om løn, så er hun ikke den, der taler dem imod.
– Den dør blev åbnet, da EU i 2017 vedtog den såkaldte socialpagt, der har som målsætning at fremme leve- og arbejdsvilkår med henblik på at harmonisere dem. Mindstelønsdirektivet henviser direkte til den europæiske socialpagt og dermed til, at løn er en del af spørgsmålet om rimelig levestandard, siger Karen Sunds.
Direktivet fylder 15 sider og består af to forskellige dele:
- Et sæt indledende noter, der forklarer EU-kommissionens argumentation og begrundelser for de enkelte elementer i direktivet.
- Selve direktivteksten.
Direktivteksten er opbygget på følgende måde:
- Kapitel 1, artikel 1, 2 og 3 er almindelige bestemmelser, og definitioner. Derefter følger artikel 4, som er den artikel, der er helt central i forhold til Danmark, da den omhandler lande, som ikke har en lovbestemt mindsteløn, men kører med kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet.
- Kapitel 2, artikel 5, 6, 7 og 8 omhandler alle lande, som i forvejen har en lovbestemt mindsteløn.
- Kapitel 3 omhandler det, der kaldes “horisontale bestemmelser”. Det vil sige, at de gælder for alle medlemslande, uanset om man tilhører den ene eller den anden kategori.
- Kapitel 4 omhandler regler for, hvornår og hvordan direktivet skal implementeres, hvornår det skal ajourføres og lignende. Direktivet skal være implementeret i landene senest 15. november 2024.
Både noter og selve teksten får betydning, hvis det kommer til en retssag om direktivet.
Det fremgår af direktivet, at medlemsstaten kan overlade til arbejdsmarkedets parter at implementere direktivet eller dele af det. Men “medlemsstaten tager alle nødvendige skridt til at sikre, at de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, til enhver tid overholdes.”
Direktivet skal revideres i 2029. Du kan læse hele direktivet her.
Som konsekvens af de ændringer der kom ind i direktivet, så er Danmark imidlertid undtaget implementering af den problematiske løndel, har EU-chef i fagforbundet 3F Nadja Abelgren Olsen forklaret til Arbejderen.
– Det er vi, fordi vi i Danmark har en god, stærk kollektiv arbejdsmarkedsmodel. Det eneste, Danmark skal implementere, er artiklerne 4 og 10 i direktivet, siger hun.
Artikel 4 handler om, at medlemslandene skal levere handlingsplaner til fremme af overenskomstforhandlinger om løn for at sikre en så høj overenskomstdækning som muligt.
Artikel 10 har overskriften overvågning og dataindsamling og forpligter Danmark til hvert andet år at indberette data og oplysninger til Kommissionen om blandt andet “den kollektive overenskomstdækningsgrad og udviklingen i denne”.
Den seneste opgørelse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at den aktuelle overenskomstdækning i Danmark – det samlede antal lønmodtagere på arbejdsmarkedet, der arbejder på overenskomstaftalte vilkår – ligger på cirka 82 procent.
Direktivet kommer imidlertid i spil, hvis overenskomstdækningen ryger under 80 procent. Så forpligtes Danmark i henhold til artikel 4 i EU-direktivet til at udarbejde en plan for, hvordan overenskomstdækningen kan blive højere.
I artikel 2 står der, at “medlemsstaten skal sørge for en ramme af grundforudsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger, enten ved lov efter høring af arbejdsmarkedets parter eller efter aftale med dem.”
Artikel 4 er bomben
Netop artikel 4 udgør, ifølge Karen Sunds, den egentlige bombe i direktivet.
– Umiddelbart kan de mange pæne ord om vigtigheden af at sikre kollektive overenskomster i landene se meget tilforladelige ud. Men det første problem er, at direktivet overhovedet nævner det, for så snart at der i en direktivtekst er nævnt ord som overenskomster, organisering og lignende, så overgår disse elementer i princippet til EU’s domæne, lyder det fra Karen Sunds, der stiller spørgsmålstegn ved, om Danmark kan fastholde en overenskomstdækning på over 80 procent.
Hun gør opmærksom på, at når man snakker overenskomstdækning, så tæller både de overenskomstbærende fagforeninger og de gule fagforretninger som Det Faglige Hus og Krifa med.
– Sidstnævnte lægger ikke skjul på at være stor tilhænger af en lovbestemt mindsteløn, så man kan kun gisne om, hvad de kan lave af træk for at udløse et fald til under 80 procent. Ligeledes kan store arbejdsgivere, der ønsker en mindsteløn, vælge at trække sig ud af overenskomsten for at fremprovokere et fald i overenskomstdækningen.
Sporene fra Tyskland skræmmer
Marianne Wind er valgt til EU-parlamentet for Socialdemokratiet. Hun er indædt modstander af EU’s mindstelønsdirektiv og har fra start forsøgt at overbevise parlamentsmedlemmer fra andre EU-lande om, at det her direktiv ikke får den forventede effekt.
– Bare se på Tyskland. Her er der masser af eksempler på, at arbejdsgivere har udnyttet en politisk beslutning om at indføre mindsteløn, siger Marianne Wind til Arbejderen og fortsætter:
– Da Tyskland indførte en mindsteløn i 2015, var argumentet, at den kun skulle bruges til at løfte en lille gruppe af lavtlønnede i Tyskland. Men i løbet af meget kort tid meldte den ene virksomhed efter den anden ud, at de droppede overenskomsten og i stedet gik over til den nationale mindsteløn.
– I Tyskland bliver flere og flere ansat på mindstelønninger i stedet for på kollektive overenskomster. Det gælder både håndværkere og sygeplejersker. De er tvunget til at have flere job for at klare deres udgifter. Hvis EU indfører en mindsteløn, så vil det ske over hele Europa, og det kan også ske i Danmark.
I EU har 22 medlemslande ud af 27 en lovbestemt mindsteløn, mens lønniveauet i de øvrige fem lande – Østrig, Danmark, Finland, Italien og Sverige – bliver bestemt gennem overenskomstforhandlinger. Som det seneste land har Cypern besluttet at indføre mindsteløn på 950 euro – godt 7.000 danske kroner – om måneden med virkning fra 1. januar 2023.
Det er da også et faktum, at mindstelønnen i en stor del af de lande, hvor den er lovbestemt, er markant lavere end den først foreslåede.
Faktisk er mindstelønnen i en række af de lande så lav, at den ikke engang kan holde folk over fattigdomsgrænsen i det enkelte land. “I 2018 forholdt det sig i 9 medlemsstater således, at den lovbestemte mindsteløn ikke gav en indtægt for en enlig mindstelønsmodtager, der var tilstrækkelig for at nå fattigdomsrisikotærsklen”, kan man læse i note 13 i det vedtagne direktiv.
– Jeg har stadig til gode at se et eneste eksempel på, at en lovreguleret mindsteløn har hævet lønningerne på et lands arbejdsmarked. Tværtimod er arbejderne blevet fastholdt på meget lave lønninger, lyder det fra Marianne Wind.
Er strejkeretten det næste?
Når det kommer til den del af mindstelønsdirektivet, der handler om, at mindst 80 procent af arbejderne i et land skal være omfattet af en overenskomst, så svinger Marianne Wind det røde kort. Som nævnt forpligter direktivet det enkelte medlemsland til at iværksætte en handlingsplan for at hæve overenskomstgraden, hvis den kommer under de 80 procent. Ganske vist lægger Folketinget op til, at den opgave overlades til arbejdsmarkedets parter – Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening – men det er politisk indblanding i overenskomstforhold, påpeger hun.
Marianne Wind bringer endnu en bekymring på banen: At mindstelønsdirektivet baner vej for, at EU kan blande sig i andre arbejdsmarkedsforhold – eksempelvis strejkeretten.
Hvordan kan det komme i spil?
– Det handler om, hvordan vi definerer direktivet – er det indblanding i lønforhold eller ikke. Om det bliver muligt for EU at blande sig i løndannelse, selv om det strider mod Lissabontraktaten. Vi ser ind i en tid med mange blå regeringer rundt om i Europa, og vi ser ikke en dag uden strejker. Lande med lovbestemt mindsteløn har vanvittigt mange strejker.
– I mit værste mareridt kunne jeg godt forestille mig, at nogle af de her blå regeringer ville foreslå et forbud mod strejker, lyder det fra det socialdemokratiske EU-parlamentsmedlem.
Derfor er Marianne Wind tilbøjelig til at konkludere, at mindstelønsdirektivet alene er en håndsrækning til de arbejdsgivere og politikere, som gerne vil undgå overenskomster og et organiseret arbejdsmarked, herunder anstændige lønninger.
Aktuelt eksempel
Mens man venter på, hvad EU-domstolen når frem til i forhold til mindstelønsdirektivet, så er Folketinget lige nu i sving for at leve op til en EU-dom fra 2019. Den dom pålagde alle arbejdsgivere at registrere deres ansattes arbejdstid, og Folketinget skal ændre den måde, hvorpå Danmark har implementeret det direktiv. Arbejdstid er et område, der – præcis som løn – normalt aftales i overenskomster i Danmark.
Arbejdstidsdirektivet er således et helt aktuelt eksempel på, at EU-domstolen kan tolke videre, end intentionerne i et direktiv var tænkt.
Til slut er det værd at minde om, at Danmark som medlem af EU skal Danmark følge EU’s love. Skulle der opstå konflikt mellem EU’s lovgivning og den danske lovgivning, står EU-loven over den danske. EU’s lovgivning har nemlig forrang i medlemslandene. Det har EU-domstolen besluttet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.