Af skade bliver man klog – eller hvad?
Socialområdet i København står igen over for voldsomme nedskæringer. Det vil blandt andet ramme bostederne, der allerede er helt i bund med bemandingen. Da SOSU-assistent Vivi Nielsen blev dræbt i 2016 under sit arbejde på bostedet Lindegården, hed det sig, at psykiatrien skulle oprustes. Men det modsatte er sket, skriver Lene Reinseth i denne blog.Vi har kæmpet os gennem år med coronaepidemi. Krigen mellem Rusland og Ukraine har medført en vinter med besparelser på både strøm og varme. Samfundets mest sårbare fik en velfortjent økonomisk håndsrækning. På den måde kom vi alle gennem krisen med skindet på næsen, og vi kunne ånde lettet op.
Nu står jeg så her med blikket rettet mod det kommende år og stirrer skrækslagen på den næste krise.
Københavns Kommunes Socialforvaltning har taget sparekniven frem, og den er skarp som et barberblad. De skal spare 85 millioner kroner næste år. Dette på trods af de massive nedskæringer i 2019, hvor Københavns Kommune stod i samme situation med millionbesparelser på tapetet.
Konsekvensen af dette havde stor betydning for blandt andet sikkerheden i vores job på bosteder, og indsatsen, som vi kunne tilbyde borgerne, blev kraftigt forringet.
Sammenhæng mellem nedskæringer og drab
De borgere, der kommer til at mærke forringelserne, er i forvejen belastet på forskellige parametre. De har ofte et yderst sparsomt netværk, nogle har en psykisk lidelse eller et handicap og/eller står i en situation, hvor de er afhængige af andres hjælp og støtte.
Flere af de kolleger, jeg har haft i sundhedsvæsenet gennem årene, er blevet dræbt, mens de har været på arbejde i psykiatrien. Dette, oplever jeg i høj grad, kan være en af konsekvenserne af de mange nedskæringer og nedprioriteringer, der har fundet sted gennem årene både kommunalt og regionalt.
Ingen kan udføre sit arbejde under disse betingelser. Det øger mængden af fejl, og det kan blive fatalt. Og hvem står med ansvaret? Det gør vi ansatte.
Drabet på kollegaen Vivi på bostedet Lindegården i 2016 udløste en del påbud fra Arbejdstilsynet. Der har siden været flere drab på kolleger. For hvert drab er vores sikkerhedsinstrukser gradvist øget.
Efter Vivis død kiggede kommunen hendes færden efter i sømmene. Man ville undersøge, om hun havde lavet nogle fodfejl, og det havde hun. Hun havde blandt andet ikke lukket døren til medicinrummet, hvor hun sad, da det skete.
Dette lagde dengang grundlaget for Arbejdstilsynets strakspåbud rundt om på de øvrige bosteder. Ingen kunne længere være i tvivl. Det er farligt at være i psykiatrien.
Flere krav til de færre ansatte
Siden da har vi som ansatte gjort, hvad der var muligt inden for rammerne, for at overholde vores del af påbuddene. Vi har i dag en lavere sikkerhedsnormering, men det forventes, at vi har et bedre sikkerhedsniveau og overblik.
En skærpet opmærksomhed i hverdagen: Lukkede døre, sikre sig flugtveje, iføre sig alarmer, være i visuel og auditiv kontakt med kolleger, brøset scoringer (et redskab til at forudsige voldelig adfærd, red.), arbejde konfliktnedtrappende og altid anvende sin sunde fornuft.
Derudover er kravene til både medicinhåndtering og dokumentation øget voldsomt. Alt dette tager tid fra udførelsen af kerneopgaven, samværet med borgerne.
Det blev slået stort op i medierne, da Vivi døde, og alle politiske partier, fagforeninger og frivillige organisationer var på barrikaderne. Der skulle nye boller på suppen, vi skulle tilføres flere ressourcer og skabe en bedre psykiatri for både de ansatte i region og kommune.
De københavnske bosteder kunne ikke løfte opgaven med de komplekse borgere, dobbeltdiagnoser og et massivt indtag af stoffer. Dette faktum har ikke ændret sig sidenhen, og nu står vi igen over for nye besparelser, der ikke kan undgå at have konsekvenser for de ansatte, borgerne, de pårørende og samfundet generelt. Stigningen af vold og trusler er alarmerende.
På trods af dette skæres der igen i personaleressourcerne. Dette kan betyde ansættelsesstop og mindsket brug af vikardækning ved sygdom, og der bliver masser af sygdom, når de ansatte køres ned fysisk og psykisk. Sygemeldinger, stress og nedbrudte kolleger vil blive et vilkår.
Ingen kan udføre sit arbejde under disse betingelser. Det øger mængden af fejl, og det kan blive fatalt. Og hvem står med ansvaret? Det gør vi. Ligesom Vivi gjorde.
Efter Vivis død blev det vurderet, at drabet fandt sted, fordi vi som ansatte ikke var dygtige nok, at vores tilgang og metode ikke var ensrettet. Vi fik at vide, at vi ikke er faglige og dygtige nok til vores arbejde. Men de fortæller ingenting om den nedslidning, vi udsættes for. Det øgede arbejdspres der lægges på os. Om de små budgetter og de øgede krav der er til os som ansatte.
Hvad har vi lært af Vivis død? Ingenting, tror jeg. Vores viden skulle være opgraderet, men mine kolleger bliver stadig slået ihjel. Jeg har givet min familie et løfte om at passe på mig selv, at jeg altid kommer hjem i ét stykke efter endt arbejdsdag. Men ærlig talt, løfter er til for at blive holdt – kan jeg mon holde mit løfte? Det hænder jeg tvivler.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.