Hvor demokratisk er EU's parlament egentligt
Regeringens stramme økonomiske styring af kommunerne forhindrer de langsigtede investeringer i daginstitutioner og folkeskoler, der på sigt vil forebygge mistrivsel og andre problemer blandt børn og unge.
Sådan lød meldingen fra flere af de oplægsholdere, der deltog på Ulighedens Topmøde i København den 20. november. Bag det årligt tilbagevendende topmøde står tænketanken Cevea, der i år satte særlig fokus på den geografiske ulighed på tværs af landet. I flere oplæg var spotlyset rettet mod børnenes vilkår i skoler og daginstitutioner.
Folkeskole under massivt pres
Niels Jørgen Jensen, næstformand i Danmarks Lærerforening, fortalte om en folkeskole, der er under massivt pres på grund af konstante nedskæringer. Det er ikke mindst det øgede behov for specialundervisning af elever, der har særlige udfordringer, som presser skolernes økonomi og samtidig skaber store forskelle fra kommune til kommune.
– I gennemsnit modtager 6,5 procent af eleverne i folkeskolen specialundervisning, der er et dyrt tilbud. Men der er store geografiske forskelle. For eksempel er det 9,5 procent af eleverne i Norddjurs Kommune, der får specialundervisning, mens det er 2,8 procent i Syddjurs Kommune. Det er en meget stor forskel, sagde Niels Jørgen Jensen.
Mens en elev i den almindelige folkeskole i gennemsnit koster 75.000 kroner om året, er prisen for en plads på en specialskole i snit 514.000 kroner, oplyser Danmarks Lærerforening. Pengene skal typisk findes i den lokale folkeskoles budget, og det betyder, at der år efter år er færre penge til den almene undervisning.
– Virkeligheden ude i kommunerne er, at der spares rigtig meget på den offentlige velfærd. Det rammer blandt andet folkeskolerne hårdt. Nedskæringerne rammer skævt, når vi ser ud over Danmark. Skolerne har ikke de samme muligheder for at uddanne børnene. Det betyder, at børnene ikke får lige muligheder. Vi er nødt til at investere mere i folkeskolen ud fra den viden, vi har om skævheder, konstaterede Niels Jørgen Jensen.
Skolerne bliver i høj grad betragtet som en udgift i stedet for noget, der skal investeres i. Det er ellers en historisk erfaring, at investerer vi i skolen, så løfter vi ikke alene den enkelte elev, men hele samfundet.
Niels Jørgen Jensen, næstformand Danmarks Lærerforening
Han pegede på modsætningen i, at folkeskolen er et nationalt anliggende, hvor Christiansborg vedtager love og regler, mens det er de økonomisk pressede kommuner, der har ansvaret for folkeskolernes økonomi.
– Gennem de sidste 20 år har kommunernes topprioritet været den finansielle styring. Skolerne bliver i høj grad betragtet som en udgift i stedet for noget, der skal investeres i. Det er ellers en historisk erfaring, at investerer vi i skolen, så løfter vi ikke alene den enkelte elev, men hele samfundet. Kigger vi 100 år tilbage, så investerede de store byer i folkeskolen, en gratis skole med gratis materialer, så alle havde mulighed for at gå der. Det løftede det danske samfund og satte gang i en økonomisk udvikling, fortalte lærernes næstformand.
– Den erfaring var så god, at en folkeskole, der er lige for alle og vederlagsfri, i 1953 blev skrevet ind i grundloven. Men nu er det som om, at de økonomiske forskelle og skævheder vokser igen, tilføjede han.
En del af det økonomiske pres på kommunerne skyldes øgede udgifter til det specialiserede socialområde, der blandt andet omfatter mennesker med handicap, psykiske lidelser og sociale problemer. Mens kommunerne får ekstra penge fra staten til at dække øgede udgifter på grund af flere børn og ældre, afviser regeringen år efter år at kompensere for det øgede behov på socialområdet.
Det er en del af årsagen til de tilbagevendende kommunale sparerunder, som rammer både socialområdet og andre områder som for eksempel folkeskolen, der er et af de største velfærdsområder i kommunerne.
Det giver en ond spiral, konstaterede Niels Jørgen Jensen på Ulighedens Topmøde.
– Når der spares på skolerne, bliver der dårligere muligheder for at hjælpe det enkelte barn, der har behov for støtte. Når barnet ikke bliver hjulpet, bliver problemerne typisk større, og flere får brug for specialundervisning. Det trækker igen penge ud af den almene undervisning. I stedet er der behov for investeringer, så alle børn kan få en god skolegang, forklarede han.
– Vi ønsker at indføre såkaldt co-teaching, hvor der kan være flere lærere i den enkelte klasse, så de kan være opmærksomme på elever, der har brug for særlig støtte. Det vil kunne forebygge den dyre specialundervisning. Det kan betale sig at investere i det. Hvis vi ikke gør det, ender regningen med at blive større. Jeg kan ikke forstå, at kommunerne bliver styret så stramt i en situation, hvor der er økonomisk mulighed for at investere. I stedet tilbyder regeringen så skattelettelser til hele befolkningen.
Skævhed i børnelivet
Topmødet satte også fokus på situationen for de mindste børn, der er i daginstitution. Det sikrede blandt andre Birgitte Conradsen, der er næstformand i BUPL, som organiserer pædagoger.
Hendes oplæg ridsede en række af de samme problemstillinger op, som Niels Jørgen Jensen pegede på. Mange nedskæringer og en stor ulighed mellem de forskellige kommuner.
– Der er også en stor skævhed, når det gælder fagligheden. I gennemsnit er det kun hver anden ansatte i daginstitutionerne, der har en pædagogisk uddannelse. Men i nogle kommuner ser det meget værre ud. Der er kommuner, som er helt nede på, at det er under en tredjedel i daginstitutionerne, der har en pædagogisk uddannelse. Vi ved, at uddannelse har afgørende betydning for den kvalitet, børnene møder. Derfor har det en kæmpe betydning. Det største problem er i skolefritidsordningerne, fortalte Birgitte Conradsen.
– Der er også store forskelle i prisen på skolefritidsordningerne. I nogle kommuner koster det dobbelt så meget for forældrene som i andre kommuner. Og i nogle kommuner er der overhovedet ikke klubtilbud til unge. Engang var det i alle kommuner. Der er også stor skævhed i, hvilke børn der går i kommunens institutioner. Nogle steder er der flere børn i udsatte positioner. Her er der brug for flere ressourcer, det er forebyggende arbejde, tilføjede hun.
BUPL’s næstformand satte fokus på, at det er svært at ændre afgørende på situationen, så længe kommunerne er lagt i en økonomisk spændetrøje.
– Noget af uligheden skyldes den stramme økonomiske styring, man lægger ned over kommunerne. De må ikke sætte skatten op, hvis de har svært ved at finansiere velfærden, og dem, der har penge nok, kan ikke få lov til at bruge pengene på grund af budgetlofterne. Det bør kunne tænkes bedre. Det er der virkelig brug for, sagde Birgitte Conradsen.
De årlige budgetlofter lægger loft over, hvor meget kommuner, regioner og staten må bruge på service. De er en konsekvens af Danmarks tilslutning til EU’s finanspagt og deraf følgende budgetlov. Lofterne vedtages af Folketinget fire år frem.
- Folketinget vedtog i 2012 budgetloven, som betyder, at det strukturelle offentlige underskud årligt højst må udgøre 0,5 procent af BNP, og at der fire år frem skal fastlægges etårige lofter over serviceudgifterne i kommuner og regioner. I juni 2022 blev budgetloven ændret, så det offentlige underskud nu må udgøre en procent af BNP. Det skete som led i finansieringen af beslutningen om øget oprustning.
- For budgetloven stemte Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre og Konservative. Imod stemte Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
- Budgetloven blev vedtaget, efter at Thorning-regeringen tidligere i 2012 besluttede, at Danmark skulle tilslutte sig EU’s finanspagt. Budgetloven implementerer finanspagtens krav om balance på de offentlige finanser.
- EU anbefaler, at de lande, som er med i finanspagten, skal indføre en budgetlov med automatiske sanktioner overfor kommuner og regioner, som ikke overholder de aftalte økonomiske rammer.
- De danske sanktionsregler betyder, at hvis kommunerne eller regionerne samlet set overskrider deres udgiftslofter, nedsættes bloktilskuddet tilsvarende. 40 procent af nedsættelsen fordeles på alle kommuner/regioner, mens 60 procent fordeles mellem de kommuner/regioner, der har overskredet den økonomiske ramme.
- Oprindelig skulle budgetloven evalueres i 2018-2019. Det er efterfølgende blevet udskudt flere gange. Med ændringen af budgetloven i juni 2022 blev det samtidig besluttet at skubbe evaluering og eventuelt andre ændringer til 2033.
– Politikerne er nødt til at ændre på det, der forhindrer kommunerne i at investere i velfærden, som budgetloven. Mange kommunalpolitikere vil godt investere i børnene. Det er en god investering på langt sigt, det betaler sig samfundsmæssigt. Kommunerne skal have midler nok til at investere. De offentlige udgifter skal følge med velstandsstigningen. Pengene skal ikke øremærkes til regeringens forskellige projekter, men være vedvarende penge, erklærede Birgitte Conradsen og tilføjede:
– Pengene skal investeres der, hvor udfordringerne er størst. Det er ikke ens i alle kommuner eller alle institutioner. Der skal kunne sættes målrettet ind. Der er et stort sammenfald mellem kommuner med lavt indtægtsgrundlag og store udfordringer. Dem skal vi hjælpe mere, end vi gør i dag. Som samfund skal vi sætte nogle hegnspæle, hvor vi siger stop. Vi må kræve et vist niveau i velfærden. Der skal være en bund, som er højere end i dag.
Store forskelle på landsplan
Stine Laurberg Myssen, der er analytiker hos Cevea, kastede nogle fakta ind i debatten om forskellene mellem kommunerne på børneområdet. Hun startede med at understrege betydningen af vores velfærdssystem.
– Velfærdsstaten skal sikre, at vi reelt har lige muligheder uanset økonomi. Vi ved, at adgangen til velfærdsydelser er afgørende for, hvordan man klarer sig videre i livet. Velfærdsstaten har særlig stor betydning for borgere med mere ressourcesvage baggrunde, der ikke har mulighed for at købe sig til bedre velfærd, sagde hun i sin indledning.
Derefter havde oplægget fokus på forskellene mellem i kommunerne i forhold til antal uddannede i folkeskoler og daginstitutioner samt antallet af voksne pr. barn.
– Når det gælder andelen af uddannede lærere i folkeskolen, er der flest i Jylland og på Fyn. Der er meget stor lærermangel i Østdanmark, mens det går bedre i Vestdanmark, selv om det ikke er perfekt. Flest uddannede lærere er der i Silkeborg Kommune, hvor 95 procent af alle lærerstillinger er besat af læreruddannede. Færrest er der i Gribskov Kommune, hvor kun 67 procent af lærerne har uddannelsen. Det er en meget stor forskel, konstaterede Stine Laurberg Myssen.
Når det gælder andelen af ansatte i daginstitutionerne, der har en pædagogisk uddannelse som enten pædagog eller pædagogisk assistent, er der ikke en helt så markant forskel på Vest- og Østdanmark. Der er store geografiske forskelle, men de går mere på tværs af landet.
Den højeste andel af ansatte med pædagogisk uddannelse har Billund Kommune med knap 80 procent uddannede i daginstitutionerne. Dragør ligger i bund med kun 50 procent uddannede.
– Der er ret store forskelle på tværs af landet. Nordjylland gør det ret godt, mens Nordsjælland generelt har problemer. Man kunne fristes til at tro, at det har noget at gøre med de høje boligpriser i Nordsjælland. Det kan være en forklaring, sagde Stine Laurberg Myssen.
– Kommuner som Kalundborg og Odsherred har en dårlig lærerdækning, men en meget høj pædagogdækning. Det kan handle om uddannelsesmuligheder. Den nærmeste læreruddannelse er i Roskilde, som er et godt stykke væk, og som dækker et relativt stort område. Modsat ligger pædagoguddannelsen i Holbæk relativ tæt på. Det kan forklare en del af det mønster, tilføjede hun.
Når det gælder antallet af børn i klasserne og antallet af voksne pr. barn i daginstitutionerne, er der også store forskelle mellem kommunerne.
Odsherred Kommune har det laveste antal elever i gennemsnit pr. klasse i folkeskolen. Her er der knap 17 elever i en klasse. Dragør ligger i den modsatte ende med godt 23 elever pr. klasse i gennemsnit. Altså 40 procent flere børn pr. lærer.
Langeland ligger bedst, når det gælder antal børn pr. voksen i daginstitutionerne. Her har den enkelte voksne i gennemsnit ansvar for 4,4 barn. Modsat skal en voksen i Holstebro tage sig af godt 6,5 børn.
– Kommuner som Aalborg, Skive og Langeland klarer sig ikke godt i forhold til velstand, men rigtig godt på børn og unge. Modsat har Dragør, Egedal og Vallensbæk en lav score på velfærd, men lige modsat på velstand, erklærede analytikeren.
Stadig større svælg mellem velfærd og velstand
Topmødet sluttede af med en paneldebat, hvor flere af deltagerne også kom ind på den økonomiske spændetrøje, kommunerne er påtvunget.
Mads Samsing, næstformand i HK Danmark, pegede på, at udgifterne til velfærd bør følge stigningen i velstand.
– Dertil bør der ske en revision af budgetloven. Vi skal væk fra det nuværende sanktionsregime, der skal være mulighed for øget kommunal skatteudskrivning, og beslutningerne skal træffes så tæt på borgerne som muligt, tilføjede han.
Med i paneldebatten var også Kristian Vendelbo, administrerende direktør i Kommunernes Landsforening (KL). Han understregede, at der bliver et stadig større svælg mellem det velfærdssamfund, som politikerne på Christiansborg siger, at vi har, og den velfærd, folk oplever konkret ude i kommunerne.
– Virkeligheden er, at siden budgetloven har det offentlige forbrug pr. indbygger i det her land ligget fuldstændig fladt. Udgifterne er steget i regionerne og i staten, men i kommunerne er forbruget pr. indbygger faldet gradvist over perioden. Dertil kommer, at det specialiserede socialområdet fylder mere og mere. Det her er et problem, vi burde tale om. Hvor stor kan afstanden blive mellem den velfærd, vi har, og den velstand, vi har, sagde KL-direktøren.
– Lige nu er afstanden 49,5 milliarder kroner. Det ved jeg, for det har finansministeren svaret på et spørgsmål fra Pelle Dragsted. For kommunerne alene er tallet 28,5 milliarder. Det er altså de penge, der mangler, hvis velfærden skulle være fulgt med velstandsudviklingen, tilføjede han.
Kristian Vendelbo kom også ind på budgetloven og dens hårde sanktioner, som straffer kommuner, der overskrider de snævre budgetgrænser, som regeringen har fastsat.
– Mange kommunalpolitikere stempler ind i kommunalpolitik for at gøre en forskel, men virkeligheden er, at de sidder med sparekataloger hele tiden. Vi har lovet befolkningen en velfærdsmodel, som vi kommer længere og længere fra, sagde han og understregede, at det grundlæggende set handler om tilliden til den såkaldte samfundskontrakt.
Samfundskontrakten er den velfærdsmodel, hvor befolkningen via skatten betaler til velfærdsordninger af en høj kvalitet med lige adgang for alle.
I en situation som nu, hvor velfærden i mange tilfælde opleves som for dårlig af store dele af befolkningen, vælger dem, der har råd, i stedet private løsninger. Flere sætter deres børn i privatskole, får sundhedsforsikring og så videre. Samtidig mister denne gruppe incitamentet til fortsat at betale over skatten til et system, de er utilfredse med.
Det efterlader så den gruppe, der ikke har råd til selv at betale, tilbage på perronen. KL-direktøren efterlyste en offentlig diskussion af, om det er den udvikling, vi ønsker.
Læs også
Indland
Signal fra Ulighedens Topmøde
Tv-læge kritiserer Christiansborg for stigende ulighed i sundhed
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
