Selvom formålet med kongressen i FOA først og fremmest handler om interne forhold i forbundet, afdelinger og arbejdspladser i Danmark, så blev der på kongressens første dag også gjort plads til at sætte fokus på den internationale solidaritet.
Lars Koch, generalsekretær for Oxfam Danmark, var indbudt til at fortælle om ulighed i verden og organisationens nuværende arbejde, som i høj grad handler om situationen i Gaza, hvor Israel i over seks uger har bombet.
– Vi får hver dag en opringning med status over situationen. Det er helt forfærdeligt. Der mangler alt – vand, mad, medicin. Lige nu er der 300 døde om dagen og 1,7 millioner fordrevne i Gaza, sagde Lars Koch og tilføjede:
– Vi hjælper med at genetablere vandsforsyning og uddeler hygiejne-kits i den udstrækning, vi har mulighed for det. De 33 medarbejdere, vi har i Gaza, udfører det arbejde under svære vilkår, de skal nemlig også selv flygte fra bomberne, når de kommer for tæt på. Det, vi og vores ansatte vil kæmpe for, er en våbenhvile. Og vi siger stop overgreb på civile.
Sjælefællesskab med arbejdere i Gaza
Pia Heidi Nielsen, formand for Kost- og Servicesektoren i FOA, overtog scenen for at motivere en bevilling på 50.000 kroner til Oxfam Danmarks arbejde. Hun nævnte, at Israels blokering af vand, elektricitet og andet nødhjælp til Gaza er i strid med international lov og derfor ikke kan forsvares.
– FOA’s medlemmer arbejder hver dag med at give omsorg og hjælp til ældre, til børn og syge på plejehjem, daginstitutioner og hospitaler. Måske derfor rammer det så hårdt, når vi ser børn og ældre i nød og hører, hvordan hospitaler og klinikker må opgive at hjælpe syge og sårede, sagde Pia Heidi Nielsen.
Hun understregede vigtigheden af Oxfam Danmarks arbejde, og at organisationen har FOA’s fulde opbakning.
– Den voldelige eskalering har efterladt civilbefolkningen i Gaza i en desperat og umenneskelig situation uden mad, vand og tag over hovedet – og ingen steder at flygte hen. Det er en humanitær katastrofe. FOA støtter Oxfam Danmarks vigtige humanitære nødhjælpsarbejde, lød det fra Pia Heidi Nielsen, inden hun overrakte donationen.
Lars Koch kom i sit oplæg ind på uligheden både i Danmark og globalt. På storskærm kunne de delegerede se en graf, hvoraf det blev tydeliggjort, at for hver 100 kroner, der globalt blev skabt i ny velstand i 2020 til 2021, tog den rigeste ene procent 63 kroner.
Også klimakrisen rammer skævt. De rigeste forurener mest, men det går mest ud over de fattigste, understregede Lars Koch. Konkret er den rigeste ene procent af verdens befolkning ansvarlig for hele 15 procent af den globale CO2-udledning.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.