Ordets magt – vores afmagt
TV2-dokumentar afdækker uværdig og umenneskelig behandling af mennesker med handicap. Ansvaret for det ligger i høj grad hos de politikere, der ikke sikrer tilstrækkeligt med ressourcer til socialområdet, skriver Thorkild Olesen i denne blog.
|
TV2 Operation X har i to udsendelser afdækket bizarre forhold på to botilbud i henholdsvis København og Vojens. Der er tale om skjulte lyd- og videooptagelser, hvor man ser mennesker med udviklingshandicap blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling og svigt af et personale, hvor kulturel og menneskelig forråelse har sat sig grundig fast.
I de konkrete botilbud er forråelsen et udtryk for et ledelsesmæssigt svigt, som ikke kun kan henvises til den nærmeste ledelse i klyngen eller på botilbuddet. Svigtet er også hos de ledere i henholdsvis Haderslev og Københavns kommuner, som enten ved fuldstændigt fravær af interesse eller snarere fokus på alt andet end kultur og kvalitet i deres tilbud, har svigtet de borgere, som også de er sat i verden for at hjælpe.
Ansvaret for de forhold, man byder borgere, som de to kommunale tilbud har ansvaret for, bliver ikke mindre, jo højere på strå man er. Tværtimod.
Fordomme om mennesker med handicap
Men hvordan kan det så gå så galt i sådanne to tilbud, der arbejder med noget af det dyrebareste vi har, nemlig relationer mellem mennesker? Svaret er til dels ordets magt.
I Danske Handicaporganisationer har vi sammen med Det Centrale Handicapråd fået udarbejdet en analyse af danskernes syn på mennesker med handicap. Analysen, som kan findes på DH’s hjemmeside www.handicap.dk, viser, at syv ud af ti danskere mener, at danskerne er usikre på, hvordan vi skal omgås mennesker med handicap.
Ordets magt bliver vores afmagt. Hvem er den næste befolkningsgruppe, der står for tur?
Fire ud af ti danskere ignorerer ifølge undersøgelsen mennesker med handicap, og en tredjedel af danskerne ser ned på mennesker med handicap. Det er sådan, selv om 86 procent af de 4000 adspurgte kender et menneske med handicap, enten fordi de selv har et handicap eller har nærtstående familiemedlemmer, arbejds- eller studiekammerater eller naboer med handicap.
Der er altså massive fordomme i den danske befolkning om mennesker med handicap.
Fordomme fører lettere til forråelse af både hele befolkninger og de medarbejdere, der skal arbejde med mennesker med handicap. Og fordomme opstår blandt andet ved den måde, vi omtaler mennesker med handicap.
Politisk ansvarsforflygtigelse
En ting er, når man omtaler mennesker med handicap som spassere, mongoler eller brilleaber. Det kan der arbejdes med.
Noget andet er, når mennesker, der er eksponerede i medierne som for eksempel politikere eller andre personligheder, omtaler mennesker med handicap som besværlige, dyre, gøgeunger – ja, som værende skyld i, at andre befolkningsgrupper må neddrosle forventningerne og være udsat for besparelser.
Så bliver det til noget, som befolkningen tager til sig. Gentager man mantraet mange gange nok, bliver det endda til en sandhed, som sætter sig i kulturen blandt almindelige borgere og også hos de medarbejdere, der er ansat på botilbud.
Stigmatiseringen af mennesker med handicap er nærmest blevet en politisk sportsgren. Lige fra statsministeren og finansministeren til almindelige kommunalpolitikere er det blevet mantraet, at alle kommunernes problemer skyldes det specialiserede socialområde, altså blandt andet mennesker med handicap.
Det er selvfølgelig bekvemt at angribe en befolkningsgruppe og lade den være skyld i alle problemerne; det er set før i historien. Vi husker på en af de situationer, når vi markerer Krystalnatten den 9. november.
Sandheden er imidlertid, at det er de selvsamme politikere, der har ansvaret for, at kommunerne ikke kan få deres serviceramme til at hænge sammen. Det er en klar politisk nedprioritering af kommunernes servicerammer til gengæld for skattelettelser, når man år efter år indgår økonomiaftaler med Kommunernes Landsforening uden at gøre andet end at trække på skuldrene og gentage mantraet om de dyre borgere med handicap.
Ikke engang når man laver en 2030-plan, kan man afse penge til socialområdet.
Stigmatisering og fordomme skal tilsyneladende i endnu højere grad føres i marken. Den politiske ansvarsforflygtigelse er fastgroet. Resultatet vil blive, at man får spillet befolkningsgrupper ud imod hinanden, og at en endnu større og dybere forråelse bliver resultatet.
Ordets magt bliver vores afmagt. Hvem er den næste befolkningsgruppe, der står for tur?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
09. november 2023 | 08:51
