Det bliver ivrigt diskuteret i pressen, om der er krig eller konflikt i Palæstina. En diskussion som ofte er enorm enøjet, fordi den alene fokuserer på den aktuelle situation omkring Gaza – som om krigen på Vestbredden og i Gaza er to forskellige adskilte krige.
Israel forsøger at skjule, at krigen føres på to fronter ved at sige, at de har erklæret krig imod Hamas. Men Israel har i årtier været i krig imod den palæstinensiske befolkning både i Gaza og på Vestbredden.
Hvad vi oplever, er en voldsom opblussen af denne krig, som det er sket så mange gange tidligere i historien. Ikke bare med de tidligere bombardementer af Gaza, men også Israels angrebskrig i 2002, med omfattende ødelæggelse af palæstinensisk infrastruktur, smadringen af flygtningelejren i Jenin og tidligere den første og anden Intifada. Mange andre eksempler kunne nævnes tilbage i historien. Det er ganske enkelt ikke rigtigt men historisk ukorrekt, når det siges, at krigen startede for 14 dage siden med angrebet på Israel.
Besættelsen på Vestbredden er ikke andet end overgreb og krigsforbrydelser imod civilbefolkningen.
Hvad er så krigens formål for Israel? Israels bombardement af Gaza og fordrivelse af befolkningen er ikke blot drevet af hævnlyst over for Hamas. Det er tydeligt, at krigens formål for Israel er at tømme Gaza for civile og permanent at fordrive dem til nye flygtningelejre i Sinai. Gaza skal efterlades som en ruinhob. Derfor er krigsførelsen så uforsonlig over for civilbefolkningen, så der reelt er tale om folkedrab.
På den hjemlige front er det regeringspartiet Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, som mest kynisk og konsekvent udtrykker, at målet retfærdiggør midlet, også selv om vi taler om folkedrab!
Nu er Israel en besættelsesmagt, så derfor må vi se strategien for Gaza i sammenhæng med strategien og målet for besættelsen på Vestbredden. Hvis strategien for Gaza er at lægge det i ruiner og tømme det for palæstinensere, er målet for Vestbredden at annektere hele Vestbredden og gøre det til en del af Israel.
Store del af Vestbredden er allerede i dag annekteret. Østjerusalem og store områder omkring Østjerusalem. De mange bosættelser, hvor der i dag bor over 700.000 bosættere. De såkaldte “statsområder” og lukkede militære områder. Men dette faktum forsøges glemt og fjernet af historien. Over 65 procent af Vestbredden er allerede i dag under fuldstændig kontrol af Israel.
Ingen har ret til at angribe Israel som en demokratisk stat! Det udsagn hører vi konstant – fra Biden til Mette Frederiksen. Et fuldstændig historieløst udsagn, fru statsminister.
Som besat folk har palæstinenserne retten til væbnet modstandskamp. Den rettighed kan der ikke pilles ved. I et spørgsmål fra Udenrigsudvalget til udenrigsministeren af 7. december 2007 kan man blandt andet læse:
“I tilfælde, hvor en stat besætter en anden stats område, er det alment anerkendt, at der i folkeretten gælder en ret til at bekæmpe besættelsesmagten. Den nærmere karakter af denne ret til væbnet kamp mod besættelsesmagten reguleres først og fremmest af den humanitære folkerets regler for internationale væbnede konflikter. Dette regelsæt sondrer mellem kombattanter og andre personer… Kombattantbegrebet omfatter som udgangspunkt en stats organiserede væbnede styrker samt militser og frivillige korps, som er integreret i de væbnede styrker… Hvorvidt de angreb, som palæstinensiske grupper gennemfører mod israelske mål, er tilladt i henhold til folkeretten, må afhænge af en konkret vurdering af de enkelte aktioner i henhold til det ovenfor beskrevne regelsæt, som det finder anvendelse på denne konflikt. Terrorhandlinger kan dog aldrig være lovlige”.
Men begrænser modstandskampen sig til kun at måtte foregå på de besatte områder, eller gælder retten til modstand også retten til at føre modstandskampen ind i Israel? Jeg synes ikke, der kan være tvivl om, at palæstinenserne har retten til at angribe Israel, så længe målet er at angribe militære installationer, militærbaser og soldater eller med andre ord: “besættelsesmagten”.
Ingen frihedskamp kan retfærdiggøre likvideringen af civile, bortførelsen af civile eller andre former for målrettet ødelæggelse af civil infrastruktur. Det er heller ikke til diskussion. Og det gælder begge sider af krigens fronter. Men igen, dette gælder åbenbart kun palæstinenserne og ikke Israel.
Besættelsen på Vestbredden er ikke andet end overgreb og krigsforbrydelser imod civilbefolkningen. Det er opgjort, at siden 2008 har over 6700 civile palæstinensere mistet livet som en del af besættelsen. Mindre end 400 israelere har mistet livet i samme periode. Men fordømmelsen af Israels krigsforbrydelser udebliver og ikke mindst sanktioner over for Israel.
Som antiimperialister og som støtter af frihedskampe må vi forstå og anerkende disse forskelle. Desværre har Enhedslisten også på dette spørgsmål mistet det antiimperialistiske kompas. Enhedslistens mangel på antiimperialistiske principper gælder ikke kun holdningen til NATO, EU eller krigen i Ukraine, men nu også analysen og holdningen til de nuværende begivenheder i Palæstina.
Forskellige medlemmer af Enhedslistens folketingsgruppe har åbent erklæret, at man accepterer “et militært modsvar” fra Israel, blot Israel “overholder krigens love”, og “ingen udfordrer Israels ret til at forsvare sig selv”!
Hvad får folketingsgruppen til at tro, at Israel nu skulle overholde krigens love? Er årtiers besættelse og blokade af Gaza ikke historien om krænkelse af “krigens love”? Har Israel som besættelsesmagt en “legitim ret til at forsvare sig selv” mod en befolkning, som er besat, og som har levet under apartheid og brutal undertrykkelse i årtier?
En diskussion af “krigens love”, og hvem der har hvilke rettigheder ifølge folkeretten, kan aldrig være abstrakt. Den må føres konkret ud fra en konkret analyse af krigens karakter. Og her svigter Enhedslisten desværre.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
