Danske politikere kobler sig på USA’s inddæmning af Kina
Antikommunistisk USA-senator opretter interparlamentarisk tænketank for at bekæmpe Kinas globale stræben og fremme Taiwans selvstændighed. To danske politikere, Karsten Hønge (SF) og Morten Messerschmidt (DF), deltager i det camouflerede militærstrategiske fremstød, skriver Arne Lund.
Vestens medietrommer buldrer løs for at få læsere og seere til at tro, at en krig med Kina er uundgåelig. Danske medier – Information og Politiken inklusive – bidrager gerne og giver spalteplads og tid, så de dertil indrettede “eksperter” fra Forsvarsakademiet, forskningsinstitutioner og tænketanke kan gøre rede for kinesernes aggressive hensigter.
Hvem husker ikke den kinesiske spionballon, der i februar drev ind over USA. Der var ingen tvivl om, at amerikanerne blev overvåget fra luften, selv om kineserne flere gange forsikrede, at det blot var en vejrballon, der var kommet på afveje.
Det væsentligste for medierne var ikke en tilstræbt objektiv journalistik, men at oppiske en frygt og et had til Kina.
De talte for døve ører. NATO’s Jens Stoltenberg indkaldte til krisemøde i Bruxelles og krævede med stor patos øget overvågning af himmelrummet. USA’s udenrigsminister Anthony Blinken aflyste et planlagt møde i Beijing, og sådan rullede den antikinesiske kampagne derudad.
Forleden måtte Pentagon så indrømme, at det var en vejrballon. Den “nyhed” blev bragt på side 14 nederst.
Det væsentligste for medierne var ikke en tilstræbt objektiv journalistik, men at oppiske en frygt og et had til Kina. Gøde jorden så befolkningen stiltiende accepterer, at næste gang regeringen vil udøve aktivistisk udenrigspolitik, så sendes danske fregatter til Det Sydkinesiske Hav – som et led i en NATO-operation, forstås, og for at beskytte de vestlige værdier.
Modspørgsmål
Kina skjuler ikke, at en genforening med Taiwan er målet. Det er dog ikke det samme som, at Kina vil bruge militære midler; det vil være alt for destruktivt.
Tålmodighed er en kinesisk dyd, så derfor vil en genforening angiveligt ske i 2049 – hundredåret for kommunistpartiets magtovertagelse. Indtil da opruster Kina for at kunne forsvare sig mod USA-aggressioner.
Modspørgsmålet er: Hvor ofte fortæller vestlige medier noget positivt om Kina? At Kina for eksempel har løftet 800 millioner ud af fattigdom. At levealderen siden 70’erne er steget med 30 år, og i dag overstiger amerikanernes, der har fået stedse ringere sundhedsvilkår. Analfabetismen er næsten udryddet i Kina, mens stigende ulighed i USA medfører, at en femtedel af de voksne reelt er funktionelle analfabeter.
Og hvor Vesten i stigende grad bruger det overskud, der fremkommer ved vareproduktion til at fylde aktionærernes lommer, da reinvesterer Kina det i sin industrielle base, i forskning med videre – og vinder dermed yderligere styrke, mens Vesten mest tilgodeser griskheden.
Alt dette og mere til frikender jo ikke Kina for kritik for landets autoritære tendenser, den systematiske overvågning af befolkningen, undertrykkelse af uighurer og tibetanere, nedkæmpelsen af demokratibevægelsen i Hongkong, støtten til militærdiktaturet i Myanmar og så videre. Listen er alenlang.
Endnu en lobbygruppe
Det var nu ikke så meget sidstnævnte kritisable forhold, der fik den højreorienterede republikanske senator Marco Rubio til at føje endnu en tænketank og lobbygruppe til de cirka 1800, der allerede findes i USA. De fleste – også Rubios – beskæftiger sig med forskellige aspekter af USA’s hegemoni og/eller arbejder på at fremme denne.
Rubios tænketank hedder Den interparlamentariske Alliance om Kina og består af parlamentarikere fra 31 lande – flest fra Vesten. Den dækker et bredt politisk spektrum med overvægt af socialdemokratiske og grønne politikere. Fra Danmark deltager Morten Messerschmidt og SF’s Karsten Hønge.
Besynderligt hvorfor så mange centrum-venstre-politikere er hoppet på det antikinesisk sammenrend, orkestreret af én af de mest reaktionære amerikanske politikere.
Rubio har, foruden at være formand for Senatets efterretningskomité, tidligere forsøgt at blive nomineret som præsidentkandidat.
Han, der er erklæret abortmodstander, er søn af cubanske immigranter og er benhård antikommunist. Da Obama i 2014 løsnede lidt op for blokaden af Cuba, meddelte Rubio, at han ville blokere alle tiltag, der kunne fremme relationerne mellem de to lande.
Rubio arbejder for et regimeskifte i Venezuela, har støttet flere kupforsøg i Latinamerika samt indførelse af sanktioner mod lande, der ikke er i kridthuset hos USA. En sand demokrat.
IPAC
Den interparlamentariske alliance (IPAC) består af seniorlovgivere, der vil arbejde for reformer i forhold til de relationer, demokratiske lande har og vil kunne få til Kina. Organisationen forpligtiger sig til at varetage den internationale (læs: USA’s) regelbaserede orden, opretholde menneskerettighederne, fremme retfærdig handel, styrke sikkerhed og fremme national integritet.
Hertil kommer øget overvågning af de relevante udviklinger i Kina og dets relationer til andre lande. Lovgiverne skal skabe en proaktiv og strategisk fremgangsmåde for emner, der har relevans til Kina.
Kina må ikke tillades at kompromittere suveræniteten i et udviklet land eller et land, der er på vej op, og det omfatter også relevante institutioner, diplomati, lån, international bistand, investeringer eller andet.
IPAC finansieres med midler fra blandt andet George Soros’ Open Society, og National Endowment for Democracy, der får sine midler fra USA’s udenrigsministerium.
Kina ses som et land, der stræber efter øget globale indflydelse, hvilket angiveligt sætter demokratiske værdier og praksisser under et konstant pres.
Lande, der vil modstå Kina, står ofte alene. Det gør dem til nemme ofre for kinesisk pres, der blandt handler om, at Kina vil sikre sig kritiske mineraler, komponenter og produkter. Ganske som andre stormagter, for eksempel USA, gør det.
Skåret ind til benet, så er IPAC’s formål at sikre størst mulig støtte til, at USA kan fortsætte med at dominere det meste af kloden.
SF i dag
At Karsten Hønge og andre grønne politikere ikke kan gennemskue de liberale fraser og hykleriet og stiller sig til rådighed for en stat, der har begået så mange krænkelser af menneskerettigheder og den internationalt gældende folkeret – som USA i flere tilfælde nægter at tilslutte sig – taler for sig selv.
Det er så dér, SF i dag befinder sig. Partiet må vel mene, at den slags er nødvendig, for at man med tiden kan indgå i en socialdemokratisk ledet regering, der, som bekendt, har kapituleret fuldstændig i forhold til USA:
Rubio er naturligvis bevidst om, at når han håndplukker politikere fra så forskellige partier som DF og SF, så er det fordi, han regner med, at der så vil være flere og bedre muligheder for at kunne påvirke lovgivningen og det parlamentariske arbejde i øvrigt, når der er en vis bredde i det antikinesiske lobbyarbejde.
Der eksisterer ingen vandtætte skodder mellem organisationer, tænketanke, fonde med videre, der er på den amerikanske regerings “lønningsliste” og dermed det militærindustrielle kompleks. Her er integrationen total, og dét burde Karsten Hønge vide.
At Messerschmidt vedgår arv og gæld og følger i Pia Kjærsgaards fodspor fra 80’erne, hvor hun deltog i World Anti-Communist Leagues‘ møder på det dengang halvfascistiske Taiwan, kan ikke undre. Men hvorfor Karsten Hønge kobler sig på en suspekt tænketank, hvis mål er fortsat inddæmning af Kina samt anerkende Taiwan som en selvstændig stat, det må han gøre rede for.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
