Fem gode grunde til, at pædagoger skal have mere i løn
For mig er der ingen tvivl om, at pædagoger skal have mere i løn. Et er at pædagoglønnen slet ikke matcher uddannelsesniveauet. Noget andet at der er brug for flere pædagoger til at tage sig af børn og unge, der mistrives.Skal pædagogerne være en af de grupper, der skal have mere i løn? Ja, det er et af de store spørgsmål for tiden, som 90 procent af forældrene ifølge Epinion dog er enige i! Det overrasker næppe nogen, at jeg er enig, ligesom jeg er overbevist om det retfærdige i at fremhæve pædagogerne som en af de grupper, der skal tilgodeses i de igangværende trepartsforhandlinger. Og dét er der fem gode grunde til:
For det første så er det dokumenteret, at pædagogernes løn på ingen måder matcher deres uddannelsesniveau. Det er noget af det, Lønstrukturkomiteen peger på. Pædagogerne ligger lavest af alle grupper med en mellemlang videregående uddannelse. Faktisk er vi 4000 kroner efter gennemsnittet i den gruppe. Den komité, der blev nedsat for at undersøge lønstrukturen på det offentlige område, understreger med andre ord, at der er et massivt lønefterslæb i en del offentlige faggrupper, og at det blandt faggrupperne med mellemlang videregående uddannelse ser værst ud for pædagogerne.
Stigningen i børns mistrivsel har været i raketfart de sidste mange år, og det er afgørende, at vi får sat ind og får knækket den kurve.
For det andet er der en massiv rekrutteringskrise. Ifølge Kommunernes Landsforening og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil der om 10 år mangle 8000 pædagoger. Vi har et stort frafald på pædagoguddannelse, og færre søger om at blive pædagog. Samtidig ved vi, at over halvdelen af de unge, der overvejede pædagoguddannelsen, vælger den fra, fordi lønnen er for lav. Vi ser også en faldende pædagogandel over hele landet, ligesom det i gennemsnit kun er hver anden stilling i dagtilbud, der er besat af en uddannet pædagog. Det er simpelthen ikke godt nok.
Og hvad er det så, at vi skal med flere pædagoger og højere pædagogandel? Er det ikke fint nok, at der bare er voksne nok? Det svar er selvfølgelig et rungende NEJ.
Det leder os frem til den tredje gode grund. Kompleksiteten er større på det pædagogiske område end nogensinde før. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi prioriterer uddannelse. Vi står vi midt i en mistrivselskrise, hvor børn og unge har alvorlige problemer med ondt i livet, angst, depression med mere. Stigningen i børns mistrivsel har været i raketfart de sidste mange år, og det er afgørende, at vi får sat ind og får knækket den kurve. Én af de ting, vi kan sætte ind med, er pædagogernes kompetencer inden for relationer, udvikling og dannelse af fællesskaber. Det er helt afgørende, at vi får styrket børn og unges deltagelsesmuligheder og hjulpet dem ind i fællesskaber, som der er mere brug for nu end nogensinde før.
For det fjerde er der et alvorligt problem med dét, Mette Frederiksen kalder vores nye valuta, nemlig arbejdsudbud. Tænk hvis vi kan få endnu flere unge mennesker væk fra den gruppe af op til 40.000 unge, der står uden for både uddannelse og arbejdsmarkedet. Netop her ser jeg, at pædagogerne i endnu højere grad kan være med til at løse en del af de udfordringer. Men det kræver, at vi prioriterer pædagogfaget, fagets kompetencer, rammerne og dermed får mere trivsel end mistrivsel i fremtiden.
For det femte er det mere end rimeligt, at værdisættelsen af pædagogfaget skal være betydeligt højere. I min bog giver det lidt sig selv, at det er de faggrupper, der arbejder med vores alle sammens guld – nemlig vores børn og unge – der skal lønnes ordentlig. De hører bestemt ikke til nederst i hierarkiet. Vi bør prioritere vores børn og unge over alt på jorden, og mit spørgsmål er, om det ikke også er ved at være på tide, at de mennesker, der arbejder med børn og unge, også mærker, at det er noget, vi prioriterer!
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.