Det går som en rød tråd gennem mange artikler og kommentarer i dagspressen, at folk er frustrerede og oprørte over de mange besparelser i kommuner og regioner, der rammer sundhed, uddannelse, ældrepleje, transport mv.
De ansatte appellerer til politikere om at lempe på bevillingerne, og løse problemerne ad den vej. Men det er ikke gået op for folk, at vi er underlagt EU´s direktiver og forordninger, som netop foreskriver en stram indkomstpolitik og prioriterer privatiseringer og udliciteringer.
I stedet for bønskrifter og spredte protester, bør der rejse sig en storm mod EU – fredens projekt – hvor vi nu skal betale milliarder til krigen i Ukraine og andre steder, for at forsvare storkapitalens interesser.
Hvis du som borger vil ændre på forholdene, betyder det at vi skal ud af EU – det kan ikke gå stærkt nok!
Rekrutteringskrisen handler også om nyuddannede
Hele 30 procent af nyuddannede socialrådgivere overvejer at forlade faget igen! Skal det ændres, skal der sikres bedre støtte til nyuddannede, skriver Signe Færch i denne blog.Regeringen har bebudet, at den her i efteråret vil indkalde til trepartsforhandlinger om rekruttering i den offentlige sektor. Det er ikke en dag for tidligt, for overalt i vores velfærdssamfund er det svært at tiltrække – og fastholde – dygtige medarbejdere.
Der mangler ganske enkelt socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker og mange andre af de medarbejdere, som hver dag holder sammen på vores velfærdssamfund, når de hjælper udsatte borgere, passer på vores børn og tager hånd om den syge.
Skal se på løn og arbejdsvilkår
En del af løsningen er uden tvivl at se på lønnen. Blandt mange faggrupper matcher lønnen slet ikke længden af vores uddannelse, kompleksiteten i vores opgaver og tyngden af det ansvar, vi har for andre menneskers trivsel.
Gudskelov lader det til, at regeringen har indset, at lønnen er en del af løsningen. Det må dog ikke betyde, at man glemmer betydningen af noget andet, som er mindst lige så afgørende for at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere: arbejdsvilkår.
Her er en lavthængende frugt at kigge på arbejdsvilkårene for dem, som hvert år træder ud af deres skoler med et eksamensbevis i hånden og ind på arbejdsmarkedet som nyuddannede.
Blandt mange faggrupper matcher lønnen slet ikke længden af vores uddannelse, kompleksiteten i vores opgaver og tyngden af det ansvar, vi har for andre menneskers trivsel.
I en rundspørge, som vi for nylig gennemførte blandt nyuddannede socialrådgivere, fortalte de nemlig om en barsk virkelighed. 40 procent føler sig stressede. 15 procent har været sygemeldt med stress. Og hele 30 procent overvejer at forlade faget igen!
Det er naturligvis bekymrende for den enkelte socialrådgiver, der får en skæv start på sit arbejdsliv, men det er også med til at forværre rekrutteringskrisen, når nyuddannede hurtigt vender ryggen til det fag, som de har brugt tid og kræfter på at uddanne sig ind i.
Vi skal holde på nyuddannede
Hvis vi vil løse rekrutteringskrisen, så er vi nødt til at sætte en prop i badekarret, så de nyuddannede ikke siver ud af faget, inden de for alvor er kommet i gang med arbejdet.
Derfor mener Dansk Socialrådgiverforening, at vi i trepartsforhandlingerne skal forpligte arbejdsgiverne til at sikre nyuddannede medarbejdere en god start i deres fag, mens politikerne skal forpligtes til at tilvejebringe de nødvendige ressourcer til dette.
Blandt de nyuddannede socialrådgivere vil særligt tre rettigheder kunne gøre en forskel: Ret til grundig introduktion, ret til en mentor med tid til mentoropgaven og ret til færre arbejdsopgaver i starten.
I andre faggrupper er der formentligt andre tiltag, som er afgørende for at sikre nyuddannede fagfæller en god start, men jeg håber, at vi ved trepartsforhandlingerne kan blive enige om at prioritere arbejdsvilkårene for de nyuddannede.
Sådan kan vi nemlig sikre, at alle nyuddannede får en god start og en stærk tilknytning til deres fag – og på den måde kan vi bidrage til at løse rekrutteringskrisen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.