Læserbrev
Hadhandlinger i religions-kritikkens navn må fordømmes
Skåret ind til benet ender vi med en retstilstand, der formentlig kommer til at minde ganske meget om den tidligere blasfemiparagraf. Det skal jeg ikke beklage, skriver Lotte Rørtoft-Madsen i denne blog.
|
Hen over sommeren har adskillige koranafbrændinger i Sverige og Danmark og de heftige reaktioner, de har udløst, sat store aftryk på den politiske dagsorden. Tumulten har ledt tankerne hen på den såkaldte Muhammed-krise i 2005 og 2006.
Ekstreme højrekræfters provokatoriske hadhandlinger og vrede reaktioner mod dem fra folk og regeringer i blandt andet Mellemøsten har genrejst diskussionen om, hvorvidt det er i orden offentligt og med politiske formål at afbrænde religiøse bøger.
I fredags fremlagde SVM-regeringen så det lovforslag, som den annoncerede for en måneds tid siden, og som skal gøre “utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund” strafbart. Lovforslaget er pr. definition sikret flertal og ender dermed som lov, måske med enkelte ændringer.
“Utilbørlig behandling” betyder ifølge forslaget, at den pågældende genstand afbrændes eller tilsøles, eller at der trampes på eller sparkes til genstanden, at genstanden ødelægges ved at blive revet i, klippet i eller stukket med en kniv. Den “utilbørlige handling” skal foretages et offentligt sted eller have til hensigt at blive udbredt i videre kredse for at komme ind under loven.
Hvis loven brydes, kan det betyde bøde eller fængsel i op til to år.
Historisk tilbageblik
Et kig tilbage på historien er her på sin plads, for indtil 2017 var der i lovgivningen herhjemme en såkaldt blasfemiparagraf. Den lød:
“Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.”
Forslaget om at afskaffe denne paragraf blev fremsat af Enhedslisten og fik opbakning fra et stort flertal i Folketinget. Kun Socialdemokratiet stemte imod ved afstemningen i 2017.
Enhedslisten argumenterede blandt andet med, at blasfemiparagraffen var en unødvendig indskrænkning i ytringsfriheden: “Alle religioner kan være grundlag for en diskussion og kritik, uden at dette i sig selv er kriminaliseret.”
I 2015 havde Straffelovrådet ellers slået fast, at “blasfemiforbuddet ikke er til hinder for skarp kritik af religioner og religiøse dogmer”. Straffelovrådet, der rådgiver om strafferetlige lovgivningsspørgsmål, mente dengang, at hvis blasfemiparagraffen blev afskaffet, ville det betyde, at “der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af hellige bøger som Bibelen eller Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind overfor”.
Det må siges, at det holdt stik!
Bevidste provokationer
I årene efter fik hadprædikanten Rasmus Paludan maksimalt udbytte af sine bevidst provokatoriske koranafbrændinger og førte sig massivt frem med opbakning fra andre dele af den yderste højrefløj.
Dengang kom det til uro flere steder. Eksempelvis blev beboere på og omkring Blågårds Plads på Nørrebro i København i månedsvis chikaneret og udsat for alskens overgreb, herunder brandangreb, mens politiet så på. Flere familier blev tilmed truet med at blive sat på gaden og miste deres lejlighed, fordi nogle familiemedlemmer havde reageret voldsomt ved en af Paludans hadhappenings tilbage i 2019.
Strafferetseksperter har divergerende opfattelser af, om regeringens nye lovforslag bringer retstilstanden helt tilbage til blasfemiparagraffen. Juridisk er der med sikkerhed en række spidsfindigheder og faldgruber i lovforslaget – hvad betyder ordet “utilbørlig” eksempelvis? Men skåret ind til benet ender vi med en retstilstand, der formentlig kommer til at minde ganske meget om den tidligere blasfemiparagraf. Det skal jeg ikke beklage.
Der er brug for alle mulige slags værn mod de bevidst provokatoriske hadhandlinger, som højrefløjen elsker at kaste sig ud i for bevidst at fornedre bestemte befolkningsgrupper og trosretninger.
Man kunne også have valgt en anden vej. Eksempelvis har et borgerforslag i skrivende stund samlet over 27.000 støtter med et forslag om, at “offentlig ødelæggelse samt vanhelligelse af hellige skrifter og/eller symboler af stor religiøs betydning” skal opfattes som racisme og derfor omfattes af straffelovens paragraf 266b (racismeparagraffen).
For det væsentlige er, at der er brug for alle mulige slags værn mod de bevidst provokatoriske hadhandlinger, som højrefløjen elsker at kaste sig ud i for bevidst at fornedre bestemte befolkningsgrupper og trosretninger, brændemærke og udgrænse dem. Ligesom vi ønsker, at der skrides maksimalt ind mod hadforbrydelser på arbejdspladser og i nattelivet, således må der også være juridiske værktøjer til at skride ind ved bevidst fornedrende og provokatoriske hadhandlinger mod andres religion.
Krænker det ytringsfriheden?
I debatten hen over sommeren har to argumenter imod at gribe ind mod koranafbrændinger været gennemgående: dels at et indgreb vil krænke ytringsfriheden, dels at det vil være at gøre knæfald for udemokratiske, mellemøstlige regimer. Begge argumenter er forfejlede.
At gøre retten til politisk motiverede koranafbrændinger eller tilsvarende hadhandlinger til et spørgsmål om ytringsfrihed er et vildspor. Der er helt klart brug for at forsvare ytringsfriheden mod magthavernes forsøg på at stække den, men det er i virkeligheden at gøre vold mod ytringsfrihedens essens at lade den omfatte retten og pligten til at håne og fornedre.
Splittelse og forhånelse af minoriteter eller trossamfund gavner kun den herskende klasse. Skal vi ændre styrkeforholdet i samfundet, er der i stedet brug for sammenhold og solidaritet på tværs af kultur, religion, hudfarve og etnisk oprindelse. Religion kan og må ikke være en kilde til splid i arbejderklassen og blandt de øvrige folkelige kræfter – nationalt som internationalt.
Er vi så med til at “holde hånden over reaktionære mellemøstlige regimer” og begå knæfald for danske erhvervsinteresser i lande med store muslimske befolkninger, hvis vi synes, det er i orden at kunne straffe hadforbrydelser mod eksempelvis muslimer? Jeg skal ikke her botanisere i SVM-regeringens motiver, blot henlede opmærksomheden på, at det er at skyde langt forbi målet at anklage kommunister og andre revolutionære for at holde hånden over nogen som helst regimer!
Og endelig: Må vi nu ikke mere kritisere religion? I Kommunistisk Parti betragter vi religion og tro som en privatsag og arbejder for et verdsligt samfund, hvor stat og religion er adskilt, og hvor ingen trosretning har en særstilling. Vi kæmper for et samfund, hvor det enkelte menneske har frihed til at tænke, leve og tro, som det ønsker.
Retten til religionskritik er en selvfølge. Som kommunister betragter vi religion som et system af ideer, der er et produkt af den menneskelige forestillingsevne. Men vi er så ganske givet imod ethvert forsøg på at gøre religion til en kilde til splid i arbejderklassen.
Ret til kritik, ja tak! Men nej tak til at stege eller brænde mennesker eller deres gudebilleder på bålet i den hensigt at udgrænse dem fra samfundet!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
29. august 2023 | 15:00
