Læserbrev
Debatten om kunstig intelligens buldrer derudad. På arbejdsmarkedet. På skoler. På sociale medier.
Den vil ændre alt, lyder det fra forskere og økonomer, og mange virksomhedsledere klapper i hænderne over de tilsyneladende uendelige muligheder.
Kunstig intelligens vil tage over, når bussen, lastbilen og taxaen ruller, på lageret, plejehjemmet, i supermarkedet, og når der skal skrives nyheder, forskes og tegnes huse.
Et teknologisk fremskridt i den størrelse burde komme milliarder af mennesker til gode. I stedet bliver det til et angreb på vores jobs og arbejds- og levevilkår. Til at overvåge, udbytte og jage arbejdende mennesker. Og til at dræbe i krig.
Goldman Sachs vurderer, at kunstig intelligens vil koste jobbet for 300 millioner mennesker.
Det skaber naturligvis en vis bekymring for de folk, der bliver gjort overflødige om føje år ifølge prognoserne. Mange af dem mærker allerede effekten af algoritmer og kunstig intelligens:
Wolt-bude må overlade til algoritmer, om de får en levering eller ej – og dermed løn. Ja selv størrelsen på betalingen gemmer sig i algoritmernes sorte boks uden rettigheder eller gennemsigtighed.
Algoritmerne styrer på lagervirksomheder og overvåger alt fra kontoransatte til lastbilchauffører.
3F’erne bliver udsat for tidspres, krænkelser og overvågning, når chefen er en algoritme på telefonen, viste en undersøgelse i foråret.
Den kunstige intelligens er et afgørende værktøj i techgiganternes minutiøse overvågning af os allesammen – ligesom den naturligvis bruges af de mere lyssky spiontjenester. Den trækker et spor af frygt og undertrykkelse med sig.
Det er i sig selv absurd. Et teknologisk fremskridt i den størrelse burde komme milliarder af mennesker til gode. Mulighederne er utallige. I stedet bliver det til et angreb på vores jobs og arbejds- og levevilkår. Til at overvåge, udbytte og jage arbejdende mennesker. Og til at dræbe i krig.
Hvorfor? Fordi den kunstige intelligens først og fremmest arbejder i profittens tjeneste. Det er storkapitalen og arbejdsgivernes redskab.
Det handler om ejendomsretten til teknologien. Et teknisk fremskridt er ikke nødvendigvis det samme som et fremskridt for menneskene. Den værdi, der skabes, fordeles ikke demokratisk, men tilfalder i endnu højere grad et lille mindretal. I stedet for at skabe velstand og åbne døre, betyder det teknologiske fremskridt altså arbejdsløshed for millioner. I stedet for at være en velsignelse, kan det blive en forbandelse, ikke mindst for store dele af arbejderklassen.
Det er ikke teknologiens skyld, men ejerforholdene. Mennesket er ikke i fokus på bundlinjen, den stadigt voksende udbytning. Hvor længe skal vi egentlig finde os i det?
Når det er sagt – så husk på, at robotterne skaber ingen værdi i sig selv – det er stadig kun det menneskelige arbejde. Og hvor ville det også være kedeligt, hvis vi fik gjort os selv fuldstændig overflødige. Som det skabende, legende, arbejdende menneske vi er.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
