Efter et netop overstået nordisk topmøde med USA’s præsident Joe Biden har vi fået at vide, at vi i Norden skal arbejde endnu tættere sammen med amerikanerne. Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen. Men betyder det, at vi automatisk skal udelukke os selv fra andre globale alliancer og partnerskaber?
I disse dage, hvor der ikke er plads til nuancer i den danske udenrigspolitik, er det vigtigt at foretage et historisk tilbageblik, der kan vise os, hvordan alliancer opstår og går i stykker. Hvis Danmark har tænkt sig at føre en udenrigspolitik, der er baseret på en pragmatisk realisme, så er det bydende nødvendigt at se på de alliancer, som bliver dannet inden for den demokratiske verden.
Hvem vækker de nordiske politikere af deres tornerosesøvn og fortæller dem, at verden har forandret sig.
Når de vender tilbage fra deres luksusferie, skal nogle folk fortælle dem, at:
Andelen af verdensøkonomien, som bliver kontrolleret af G7-landene, som inkluderer Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien og USA, i løbet af de seneste 20 år er skrumpet fra 65 til 44 procent. I dag producerer Kina næsten lige så mange varer som USA, Japan og Tyskland tilsammen. Der er flere milliardærer i Beijing end i nogen hovedstad i Europa, ja endda flere end i selve New York City.
Har landene i Norden været så bund-naive og troet, at hvis de bare gør, som amerikanerne beder dem om, så vil alt være fryd og gammen?
Krigen i Ukraine og Europa betyder, at den europæiske økonomi er blevet svag, og derfor foregår den hurtigste vækst nu i Indien i Asien. Med hensyn til købekraft overgår den samlede rigdom i det globale syd, der er betegnet som BRIKS-nationerne, som er Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, nu G7-landenes købekraft.
Vi kommer til at mærke konsekvenserne af krigen i Ukraine.
Voksende modstand mod at sende våben til Ukraine
Da jeg var inviteret til at holde tale i juli i Frankrig ved en konference om Indiens rolle med at etablere gode relationer mellem det globale syd og nord, var det faktisk de andre europæeres mening, der interesserede mig lige så meget som min egen tale. Konferencens fokus var, hvordan vi kan samarbejde bedre med det globale syd, som inkluderer lande som Kina, Indien, det meste af Latinamerika, Afrika og Asien. Det globale syd har efterhånden erstattet det kolonialistiske begreb “tredje verdens-lande”, som insinuerer, at den tredje verden skal blive som første verdens-lande.
Jeg havde ikke forventet, at rigtig mange franskmænd og tyskere ville være glade for, at Indien forholder sig neutral i forhold til krigen i Ukraine. Men de var glade, og både i Frankrig og Tyskland vokser der politiske partier frem i meningsmålingerne, som vil reducere deres militære bidrag til Ukraine.
I takt med at de marginaliserede grupper vokser og er begyndt at give udtryk for deres utilfredshed, vokser modstanden mod at sende flere våben og penge til Ukraine.
I Frankrig bor der en befolkning, som er tæt på Danmarks, det vil sige 5,5 millioner, med anden etnisk baggrund end fransk, der føler sig ekskluderet fra arbejdsmarkedet. De bor i et kvarter, der utvivlsomt ligner de dårlige boligkvarterer, som danskerne for nogle år siden gav navnet “ghettoer”. Vi kalder dem ikke længere ghettoer, men vi ved, at det er der, de fleste på overførselsindkomst bor.
Arbejdsløsheden er høj, og da jeg befandt mig i Strasbourg, hvor optøjerne ikke var voldsomme, var der stadigvæk et talstærkt politi midt på gågaden og flere steder i byen.
Utilfredsheden svulmer op flere steder, og unge mennesker i Frankrig er trætte af at blive holdt uden for arbejdsmarkedet og dermed også uden for det gode sociale liv.
Når Tyskland bliver ramt
Men det, som chokerede mig, var, at der gik en kvindelig taler fra Tyskland op på podiet og sagde, at de optøjer, vi har set i Frankrig, ikke er noget i forhold til de optøjer, der venter, når Tyskland bliver afindustrialiseret på grund af høje energiomkostninger.
Det er en kendsgerning, at meget af den intensive tyske industri, der bruger store mængder gas og olie, overvejer at flytte sin produktion til Kina eller Asien generelt, men også til USA, hvor omkostningerne er betydeligt lavere.
Tyskland bliver betragtet som motor for den europæiske økonomi, og derfor bliver vi alle ramt, når Tyskland bliver ramt.
Den franske skepsis var ikke til at tage fejl af. Frankrig har lige haft besøg at Indiens premierminister Narendra Modi, som ville give dem ordrer for milliarder og dermed sikre arbejdspladserne i Frankrig. Men franskmændene, som jeg talte med, mente, at krigen i Ukraine gavner USA og forhindrer, at Tysklands, Frankrigs og Ruslands videnskabsmænd kommer til arbejde sammen, hvilket kunne skabe den største økonomiske vækst for Europa.
Mange i Frankrig og Tyskland mener, at NATO er skabt til at holde tyskerne nede og russerne ude, og dermed kan USA bestemme over sikkerhedspolitikken i Europa. Uden tvivl vil amerikanerne gøre alt for at maksimere deres potentiale og muligheder. Men spørgsmålet er, hvorfor vi ikke kan se det i Europa, selvom vi snart bliver fattigere og får flere arbejdsløse?
Dette har jeg også svært ved at forstå. Selvom Indien kan have mange udfordringer på den indenrigspolitiske front, har landet for nylig været dygtigt til at undgå at falde i en fælde, som europæerne er faldet i.
Egne interesser først?
Hvornår begynder europæerne at tænke på deres egne interesser først?
Måske var det derfor, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron tordnede mod den danske kommissær Margrethe Vestager, fordi hun ville vælge en amerikaner til en af de vigtigste poster i EU.
Ansætter amerikanerne en europæer til at varetage deres interesse? Kunne Vestager ikke finde én eneste person i Europa, som har et befolkningstal på 450 millioner, der var kvalificeret til stillingen?
Franskmændene er så småt begyndt at varetage europæiske interesser eller franske interesser, men hvad er der sket i Norden?
Finland og Sverige har afgivet deres suverænitet og skal have NATO til at diktere, annektere og tvinge dem til i årtier at spendere endnu flere penge på forsvaret. Som om man kan vinde en krig mod verdens stærkeste atommagt Rusland.
Al tro på dialog, samarbejde og handel er kommet i glemmebogen. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi bliver ramt af inflation og arbejdsløshed. Har landene i Norden været så bund-naive og troet, at hvis de bare gør, som amerikanerne beder dem om, så vil alt være fryd og gammen?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.