Folkeskolereformen er strandet – hvilken retning skal sættes for folkeskolen?
Folkeskolereformen har været en bragende fiasko. Regeringen erkender, at ingen af reformens mål er indfriet. Nu er det spændende, om regeringen reelt er indstillet på at sætte en ny kurs for folkeskolen.
To år og stadig træls. Sådan lød fagbladet Folkeskolens korte og kontante sammenfatning af en stor undersøgelse blandt lærerne, da folkeskolereformen var til fødselsdagseftersyn for fem år siden.
Der var ikke mange, der havde noget godt at sige om reformen, og sådan var det også for nogle uger siden, da Folketinget debatterede regeringens redegørelse om folkeskolereformen.
Debatten var den formelle afrunding af den omfattende evaluering, der er blevet foretaget af reformen i årene efter dens ikrafttræden i 2014, og det var ikke ligefrem lovord, der prægede ordførertalerne. Det energiske politiske forsvar, der stadig kunne høres de første år efter reformen, var forstummet, og køen ved håndvasken var lang.
Ingen af reformens mål er indfriet
Der var heller ikke meget at stå på, hvis man ville gå i brechen for reformen.
Udgangspunktet for debatten var en skriftlig redegørelse fra børne- og undervisningsministeren, der var offentliggjort blot få dage tidligere. Konklusionerne i redegørelsen er klare. Ingen af reformens mål er indfriet. De faglige resultater er udeblevet. Trivslen er ikke blevet bedre, og betydningen af elevernes sociale baggrund er ikke blevet mindre.
Dykker man ned i reformens enkelte elementer, er der heller ingen opmuntring at hente.
Forudsætter regeringen, at enhver ændring kræver tilslutning fra Venstre og Konservative, kan det blive svært at komme videre.
De upopulære lange skoledage har ikke ført til bedre resultater. Læringsmålstyringen med dens mere end 3.000 formulerede mål er opgivet undervejs. Lektiecaféerne har ikke været nogen succes. Målsætningen om mere bevægelse er ikke blevet indfriet, og den understøttende undervisning har i bedste fald ikke haft nogen betydning for elevernes trivsel og faglige resultater.
Kort og godt, reformen har været en bragende fiasko. Redegørelsen nævner ganske vist, at de manglende resultater må ses i lyset af, at det typisk tager op til 15 år, før effekten af store reformer kan registreres, men denne vage forhåbning om et forsinket gennemslag fandt ikke meget støtte under folketingsdebatten.
Væksten i antallet af forældre, der vælger folkeskolen fra til fordel for de private skoler, har vist gjort det åbenlyst, at det næppe er klogt at vente yderligere otte år på, at reformen trods alle odds skulle begynde at give positive resultater.
Fastlåste positioner er i opbrud
Opgivelsen af forsvaret for folkeskolereformen er ikke ensbetydende med, at det nu går den rigtige vej. Omvendt betyder opbruddet i længe fastlåste politiske positioner, at der kan vise sig muligheder for reelt at sætte en ny retning for folkeskolen.
Erkendelsen af, at reformen definitivt er slået fejl, har fra regeringens side været ledsaget af en politisk vilje til dialog med lærerne, og selv om der er delte meninger om indholdet af den arbejdstidsaftale, lærerne sidste år endelig fik på plads med Kommunernes Landsforening, har det under alle omstændigheder betydning, at det er lykkedes for lærerne at lægge lov 409 i graven.
Medvirkende til at vende udviklingen har det også været, at det ved forhandlingerne om finansloven for 2020 lykkedes at få afsat mere end 800 millioner til flere lærere i folkeskolen. Halvdelen af midlerne vil være udmøntet i løbet af i år, og med udgangen af 2023 vil det fulde beløb være lagt ud til kommunerne.
De næste skridt
Om opbruddet i skolepolitikken fortsætter, vil vi formentlig blive meget klogere på i løbet af efteråret og vinteren, hvor der igen vil blive sat fokus på folkeskolen.
Der skal findes nye veje i anvendelsen af test, der skal afløse de hårdt udskældte nationale test. Der skal igen drøftes inklusion. Der er lagt op til forhandlinger om skoledagens længde, understøttende undervisning, bevægelse og åben skole.
Samtidig tegner der sig stadig bredere tilslutning til en frihedsdagsorden, hvor skolerne kan frisættes fra nogle af lovgivningens snærende bånd, og der kan skabes rum for en større tillid til lærernes faglige dømmekraft.
Spændende bliver det, om regeringen reelt er indstillet på at sætte en ny kurs for folkeskolen. Udviklingen i samarbejdet med lærerne kan tyde på det, men spørgsmålet er, om regeringen fortsat vil lade sig binde af et tæt samarbejde med de borgerlige partier, der vil sætte klare begrænsninger for de politiske muligheder for at forbedre folkeskolen.
Forudsætter regeringen, at enhver ændring kræver tilslutning fra Venstre og Konservative, kan det blive svært at komme videre. Omvendt kan regeringen ved at samarbejde med partierne, der udgør dens parlamentariske grundlag, bane vej for det markante løft af folkeskolen, som fremstår stadig mere nødvendigt. Det bliver interessant at se, hvad regeringen vælger.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
