Læserbrev
Jeg gider faktisk ikke høre mere om iPad-tid i institutionen
Politikere og medier bruger meget tid og plads på at problematisere brugen af skærme i landets daginstitutioner, selvom det reelt ikke er et problem. Til gengæld hører vi stort set intet om de rystende konklusioner i en ny rapport om manglen på kvalitet i vuggestuer og dagpleje, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
Skal vi virkelig bruge tid på at snakke om skærmbrug, når vi står med en helt ny kvalitetsrapport, der burde få alle alarmklokker til at ringe?
Man må forstå, at Socialdemokratiet er utroligt bekymrede for skærmbrug i dagtilbud – faktisk så meget, at de helt vil forbyde det.
Jeg skal ikke være den, der plæderer for mere skærmtid i vores institutioner, men hvor ville jeg ønske, at vi kunne få proportioner i debatten!
Skærmen fylder minimalt i institutionerne. Når den er fremme, er det med pædagogisk overvejelse og omtanke. Kunne vi lukke den dér med tillid til, at personalet i vores institutioner ikke drukner vores børn i Gurli Gris?
Og kan vi så få snakket om dét, der faktisk er kritisk ude i daginstitutionerne?
Rystende tal i kvalitetsrapport
Kvalitetsundersøgelsen på 0-2-årsområdet viser, at kun én ud af ti vuggestuer og dagplejer er af god kvalitet. Ingen af de undersøgte tilbud blev vurderet til at være af fremragende kvalitet. Det er rystende tal, og tal der fortjener opmærksomhed, fortjener omtale og fortjener seriøse politiske tiltag.
38 procent af dagtilbud for børn under tre år er direkte utilstrækkelige. På samme tid er Danmark ramt af pædagogmangel, hvor 5000 opslåede stillinger på seks måneder ikke er besat (kilde: BUPL) og optaget på pædagoguddannelsen er stadigt faldende. Vi har brug for en akutpakke og en redningsplan, hvis vi skal vende denne voldsomt bekymrende udvikling.
Skal vi virkelig bruge tid på at snakke om skærmbrug, når vi står med en helt ny kvalitetsrapport, der burde få alle alarmklokker til at ringe?
Det er åbenlyst, hvad der skal til for at skabe et tilbud af høj kvalitet. Der skal være personale og tid nok til opgaverne, personalet skal have høj faglighed, og rummene skal være indrettet til leg.
De tre elementer danner fundamentet for, at der kan arbejdes med relationer mellem børn og voksne, børns indbyrdes fællesskaber, leg og pædagogiske aktiviteter.
Men det er ikke nok, at vi siger, hvordan det bør være. Det er en politisk opgave at sørge for, at det her kan lade sig gøre ude i virkeligheden.
Underprioriteret i årevis
Den nuværende situation er et resultat af, at børneområdet er blevet underprioriteret i årtier. Derfor står vi nu i en situation, hvor man ikke bare med et snuptag kan genoprette det. Men netop derfor er det så vigtigt, at vi ikke venter længere med at gå i gang.
Vi har både brug for, at der sættes massivt ind nu og her for at hæve kvaliteten for vores børn, og at der lægges en langsigtet plan.
På den korte bane kan vi begynde med at prioritere merituddannelse til pædagogmedhjælpere og engangsbeløb til indretning af inspirerende og tydelige legemiljøer.
På den lange bane er det nødvendigt, at pædagoguddannelsen bliver attraktiv for unge, at kvaliteten af uddannelsen står mål med det faglige niveau, der er nødvendigt i institutionerne, og at pædagogers arbejdsvilkår bliver løftet, så vi ikke mister pædagoger til andre fagområder eller til stress og nedslidning.
På trods af dette behov er der ingen håndsrækning fra regeringen, hverken i budgetaftalen med Kommunernes Landsforening eller i udspillet om minimumsnormeringsloven, som skal være fuldt udmøntet næste år.
Tværtimod er flere vigtige elementer af loven om minimumsnormeringer blevet taget ud.
For eksempel er det nu helt udelukket, at man indfører minimumsnormeringer på institutionsniveau. På trods af at man har brugt de sidste tre år på at udvikle et værktøj til opgørelse af “praksisnormeringen” – altså den reelt oplevede normering for barnet – vælger man at lægge det i skuffen i stedet for at lade det komme ud at arbejde.
Det er skuffende åbenbaringer, som tilsammen tegner et billede af, at vilkårene for vores børn ikke tages alvorligt politisk.
Vi ved, hvad der er brug for
Vi ved, hvor vigtigt det er for børn at komme godt fra start. At grundstenene til at kunne indgå i relationer og fællesskaber lægges i vuggestuealderen, og at netop disse er så fantastisk vigtige for barnets trivsel og udvikling igennem hele dets opvækst. Lige netop her kan vi udrette rigtig meget, når vi har dagtilbud af høj kvalitet.
Benarbejdet er lavet. Vi står med en rapport i hånden, som peger på præcis de tiltag, der skal til for at gøre en forskel. Det er dybt frustrerende at opleve, hvordan de resultater druknes i symbolpolitik.
I Berlingske kunne man den 8. juni læse, at Mattias Tesfaye vil lytte mere til sundhedseksperter og mindre til medieeksperter, når det handler om skærmbrug. Min opfordring er, at han så beder de sundhedseksperter om at vurdere resultaterne af kvalitetsrapporten, når nu pædagogiske eksperter ikke kan trænge igennem.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
15. juni 2023 | 09:08
