Tirsdag morgen mødtes smede og elektrikere på DSB’s værksteder for at tage stilling til, om de skulle vende tilbage til arbejdet eller fortsætte med at strejke.
– De fortsætter strejken, også selvom det er en dyr fornøjelse. Arbejdsretten har jo idømt dem en bod på 80 kroner i timen, og det kommer oven i manglende løn for de timer, de strejker, siger Jens Kjeldsen, formand FO Jernbanedrift hos DSB, til Arbejderen.
Håndværkerne kræver DSB tilbage til forhandlingsbordet og en reel forhandling om lønstigningerne i 2023.
Jens Kjeldsen, formand FO Jernbanedrift hos DSB
Han lyder tydeligt overrasket over beslutningen. For håndværkerne vidste godt, at lokomotivførerne i materielforsyningen i DSB og stationspersonalet havde besluttet at gå i arbejde igen mandag aften klokken 23 efter næsten et døgns strejke.
Deres forklaring kan man læse på Facebook i et opslag fra Jernbanearbejdernes Landsklub:
“Vi har med vores handling villet vise DSB vores frustration over deres måde at føre forhandling på, og vi håber, at DSB nu forstår alvoren og kommer tilbage til forhandlingsbordet.”
Den danske model
De 600 strejkende håndværkere har samme forventning. De er utilfredse med de 2,7 procent inklusiv pension, som DSB ensidigt har dikteret.
– De vil altså ikke finde sig i, at ledelsen dikterer en lønstigning. De kræver DSB tilbage til forhandlingsbordet og en reel forhandling om lønstigningerne i 2023, forklarer Jens Kjeldsen.
Kilder, som Arbejderen har snakket med, men som ønsker at være anonyme, siger med en vis spydighed i stemmen, at de har svært ved at se, hvordan et diktat om en lønstigning hænger sammen med DSB-ledelsens udtalelser om den danske model.
DSB’s forhandlingschef, Poul Gemzøe-Enemark, har således udtalt til Arbejderen:
– Vi tror på den danske model, som vi også forhandler løn ud fra. De uenigheder, der måtte være parterne imellem, skal løses inden for rammerne af den danske model. De løses aldrig ved overenskomststridige arbejdsnedlæggelser.
Og mandag efter Arbejdsrettens behandling af strejken udtalte DSB’s kommunikationschef Niels-Otto Fisker til TV2, at han forventede, at strejkerne ville ophøre.
– Det er jo sådan, at vi tror på den danske model og gennem forhandlinger skal nå løsninger på uenigheder og ikke arbejdsnedlæggelser, sagde han.
Arbejderen har spurgt DSB, om virksomheden – med respekt for den danske model – vil genoptage lønforhandlingerne med de faggrupper, der har været eller fortsat er i strejke?
Til dette svarer kommunikationschef Niels-Otto Fisker:
– Jeg vil gerne slå fast, at vi ikke er midt i overenskomstforhandlinger. Arbejdsretten har fastslået, at arbejdsnedlæggelserne er overenskomststridige, og medarbejdere, der har nedlagt arbejdet i dag, kan se frem til en skærpet bod. Jeg forventer på den baggrund, at arbejdet på værkstederne bliver genoptaget. Vi tager gerne dialog med vores kolleger på værkstederne, men ikke under eller i umiddelbar forlængelse af ulovlige arbejdsnedlæggelser.
Påvirker togtrafikken
Strejken blandt håndværkerne vil helt sikkert komme til at påvirke togtrafikken, mener Jens Kjeldsen og forklarer:
– Et togsæt skal efter et bestemt antal kørte kilometer til eftersyn på værkstedet, men når håndværkerne strejker, bliver der ingen eftersyn eller reparationer, og togene må ikke køre.
DSB forventer da også, at togdriften rundt omkring i landet vil være påvirket flere dage frem på grund af nye arbejdsnedlæggelser.
Elektrikerne og smedene mødes igen onsdag morgen.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.