Fredag den 12. maj satte jeg mig i toget med kurs mod Helsingør for at tilbringe en weekend sammen med aktivister fra 3F Bygge-, Jord-, og Miljøarbejdernes Fagforenings (BJMF) ungdomsafdeling og brancheklubben 3F Fast Food Workers Copenhagen fra 3F København.
Solen strålede, da jeg nåede frem og ankom til Konventum – den gamle LO-skole – som i dag er en slags konferencecenter og hotel. På grund af historien appellerer stedet især til folk, som er aktive indenfor arbejdsmarkedspolitik og fagforeningsarbejde.
På den arkitekttegnede skole har de unge fagligt aktive allerede fundet sig til rette, da jeg når frem. Stemningen er høj blandt de unge, som var kørt derud i samlet flok og nu sidder og spiser aftensmad. Aftensolen skinner ind ad restaurantens glasdøre, der viser udsigten over Øresund.
De unge næsten sluger deres mad, for de har fået at vide, at aftenens oplægsholder er ankommet. Nu starter det tætpakkede program, som de to faglige organisatorer, Kamilla Heiberg og Louise Andreasen fra henholdsvis BJMF Ungdom og 3F Fast Food Workers Copenhagen, har sammensat.
Der er naturligvis tid til en cigaret inden oplægget, og de unge stimler sig sammen i en cirkel foran mødelokalet. Det er tydeligt, at de er spændte, og at de selv har haft indflydelse på, hvad weekendens program skal indeholde.
Du skal give afkald på noget af din egen suverænitet
Thomas Strømsholt, formand for Stilladsarbejdernes Landsklub, er weekendens første oplægsholder. Han er blevet inviteret, fordi han har meget erfaring med faglig aktivisme, som er weekendens overordnede tema.
Thomas Strømsholt har en lidt anden baggrund end de fleste andre i fagbevægelsen, fortæller han. Han startede nemlig i hæren og var derefter ansat som brandslukker i Netto. Han tog rundt til de Netto-butikker, der havde brug for hjælp, og hjalp med at slukke de værste brande.
Det endte med at give ham stress, og han blev i stedet stilladsarbejder. Han elsker den ligefremhed, man finder hos stilladsarbejderne, og han fortæller energisk om den solidaritet, han oplevede og som han aldrig havde prøvet før. Her tager man ikke skylden for fejl alene, men hjælper hinanden. Det var en enorm øjenåbner for ham.
Han kigger rundt på de unge og spørger dem så:
– Jamen, hvad med jer? Hvorfor er I her?
Der bliver snakket lidt ved bordene, hvorefter en så siger, at det er for at styrke det sammenhold på arbejdspladserne, som Thomas Strømsholt lige har talt om.
– Hvad kan 3F? Og hvad vil 3F? spørger landsklubformanden derefter.
Flere rækker hånden i vejret med bud, og der bliver for eksempel sagt, at man vil fremme klassekampen, og at arbejderne skal eje produktionsmidlerne.
Thomas Strømsholt påpeger, at problemet lige nu er, at flere og flere bliver kunder i fagforeningen. De ved ikke, hvad de kæmper for, fordi fagforeningen og fællesskabet er blevet tungt, stort og uhåndterligt. Thomas Strømsholt siger til de unge, at man sommetider er nødt til at give afkald på noget af sin egen suverænitet i fællesskabets interesse, og at ens kampe skal være dybtfølte og bredfølte blandt dem, man organiserer.
Især den del af det giver mening for Victor Ærenlund, som er formand for 3F Fast Food Workers Copenhagen. Han fortæller til mig, at den pointe gad han godt at have haft med, da han startede ud som tillidsrepræsentant.
Det er vigtigt, at man forstår, hvilke kampe der rører sig for dem, man kæmper for, og det kan oftest give mening at starte i det små, fortæller Thomas Strømsholt. Hvis der for eksempel er sikkerhedsmæssige udfordringer – det kan være et glat restaurantgulv – så giver det mening at kæmpe for betalte sikkerhedssko.
Efter oplæg og gruppediskussion er vi klar til at holde fyraften, og det skal selvfølgelig ske med en øl og en faglig film. Efter en lang række film-forslag, som strækker sig fra en film om McDonald’s oprindelse til 3-timers stumfilm om tyske industriarbejdere, lander valget på en dokumentarfilm om stilladsarbejdernes konflikt i 1978.
Ligestilling er også en del af klassekampen
Det er en lun morgen, da vi står tidligt op lørdag for at spise morgenmad for at være klar til dagens første oplæg klokken 9.
Nogle er mere trætte end andre, da vi tager plads i mødelokalet og hilser på Mette Schak Dahlmann. Hun er bedre kendt som Mette Murer, meningsdanner, faglig aktivist og forkæmper for ligestilling.
Mette Schak Dahlmann fortæller om, hvordan det er at være kvinde i et mandsdomineret fag, og hvordan hun er nødt til at mestre et selvforsvar til folks forventninger til hendes fag og hende. Da Mette Schak Dahlmann startede i firma, efter hun blev færdigudlært, var der ikke en skurvogn, hun kunne bade i, så hun designede sin egen skurvogn. Den er nu den nye standard i Danmark.
Der bliver summet lidt rundt i lokalet. Det er tid til den første workshop. De unge skal nu på tværs af fag arbejde i grupper, og hver gruppe får en time til at forberede et produkt, der skal illustrere et område, de er passionerede indenfor.
Der bliver brainstormet alt fra teaterstykke til events til propagandaplakater. De tre grupper laver vidt forskellige produkter.
En af grupperne laver et lille teaterstykke, hvor to kunder kommer ind på en McDonald’s og bestiller flere kolleger over 18 år, helligdagstillæg og andre basale krav. De får at vide, at det er desværre ikke en mulighed, mens der konstant kører stressende bip-lyde fra diverse maskiner. Der blev grinet og klappet, da “stykket” var færdigt.
En anden gruppe skriver en motivation for, hvorfor der skal mere individuelt fokus på uddannelserne, så man kan blive færdig hurtigere. De argumenterer for, at det vil give mindre frafald på uddannelserne.
Forskel på at være håndværker og fast food-arbejder
Efter at have spist højtbelagt smørrebrød i solen begiver vi os endnu engang ind til et oplæg – denne gang med Henrik Witzke, som er tidligere cykelbud og nu faglig sekretær i 3F København.
Han har i mange år arbejdet med den del af arbejdsmarkedet, som er allersværest at organisere, den del af arbejdsmarkedet, som populært set kaldes det prekære arbejdsmarked. Den del af arbejdsmarkedet er kendetegnet ved enorm stor udskiftning, og man arbejder derfor med kortlægning af dem, man kender på uddannelse og arbejde for at få dem med ind i fagforeningen og på sigt gøre dem aktive.
Henrik Witzke introducerer de unge til en model, der hedder Aim for the bull’s eye. Modellen viser folks holdning til deres fagforening. Inderst er kernen, mens dem, som er direkte fjendtlige, befinder sig i den yderste ring. Det gælder om at få folk længere ind mod midten et skridt ad gangen.
– Nu har vi fået en indgang, og jeg tror, vi er blevet bedre klædt på til at få flere ind i det faglige arbejde. Aktivisme er også organisering. Vi blev for eksempel præsenteret for en model, som hedder bull’s eye-modellen, som viser, hvor folk står i fagforeningen. Vi skal få folk mere ind i varmen. Vi har lige nu flest inaktive medlemmer, men vi vil gerne have gjort flere aktive, fortæller Victor Ærenlund fra fast food-klubben til Arbejderen efter oplægget.
Bygningssnedkeren Rasmus synes også, at det er ret interessant at se forskellen på fastfood-arbejdernes og BJMF Ungdoms kortlægning af medlemmer af fagforeningen. Fast food-arbejderne havde næsten ingen medlemmer af fagforeningen, mens der på hans egen og mange af de andre unge håndværkeres arbejdspladser var mange flere, der allerede var med i fagforeningen:
– Man ser modsætningen mellem os håndværkere, hvor der generelt er rimelig stor organiseringsgrad i forhold til andre fag, især i fast food-branchen. Vi skulle lave en kortlægning af, hvem der var organiseret på ens arbejdsplads, og der kunne man virkelig godt se, at det er ret nyt for fast food-arbejderne, så der var ikke særlig mange, fortæller han mig.
Bumper balls, drivhuseffekt og havbad
Solen er højest på himlen, da det bliver tid til en slags frikvarter.
Vi bliver sluppet løs i den enorme have ved Konventum, mens der bliver pumpet bumper balls op. Bumper balls er store oppustelige bolde, som du går ind i, næsten som en sumobryder.
Vi skal være iført disse bolde, mens vi spiller fodbold, og hvor det mest af alt gik ud på at vælte hinanden. Når man bliver ramt og vælter, lander man som en skildpadde på sit skjold, der ikke kan komme op. Det er så varmt, så man slet ikke kan forstå det, fordi bolden praktisk talt virker som et drivhus, og folk er dryppende af sved, da de træder ud af dem.
Kampene varer kun fem minutter, men føles som en almindelig længdes fodboldkamp, og folk plager om at blive udskiftet efter få minutter. Da turneringen endelig er slut, er det tid til at bade i det klare Øresund, inden der er aftensmad.
Det bliver tydeligt for mig, der kom udefra, at fagforeningen for de unge er meget mere end bare en fagforening. Det er også et socialt fællesskab, hvor folk er venner med hinanden, og hvor man har det vanvittig sjovt sammen.
– Man bliver rystet sammen. Det er en anden del af, hvad fagforeningen tilbyder; sammenholdet. Det er med til at gøre det virkelig fedt at være fagligt aktiv, siger møbelsnedkerlærlingen Sasha Andersen til mig, da vi sidder i vandkanten efter en dukkert i det kolde vand.
Klimaaktivister kan inspirere faglige aktivister
Efter aftensmaden er det tid til dagens sidste oplæg. På trods af det lidt utaknemmelige tidspunkt, hvor alle er mest klar til at holde fyraften, indfinder folk sig alligevel i mødelokalet.
Terese fra Extinction Rebellion er nemlig ankommet. Eftersom weekendens tema er aktivisme, er Extinction Rebellion blevet inviteret for at fortælle lidt om deres til tider kompromisløse aktivisme. Therese fanger hurtigt vores opmærksomhed, da hun starter med at fortælle om civil ulydighed. Det er et redskab, som klimaaktivisterne i Extinction Rebellion i høj grad benytter sig af. Hun forklarer, at de bryder loven igennem passivitet for at skabe den verden, de gerne vil se. Passivitet skal forstås på den måde, at de for eksempel blokerer veje, men ikke modsætter sig at blive flyttet eller anholdt, men i stedet forholder sig passivt.
Terese er på forhånd blevet spurgt, hvordan Extinction Rebellion vælger hvem-hvad-hvor i forhold til deres aktioner.
– Vi er ikke en organisation som sådan, siger hun til den undrende flok:
– Extinction Rebellion har fuldkommen flad struktur, ingen ledelse, og man kan gøre, som man vil, så længe man lever op til bevægelsens principper, blandt andet princippet om ikke-vold.
Her adskiller Extinction Rebellion sig fra fagforeningen selvfølgelig, men 3F er trods alt 64 suveræne afdelinger, så de unge i både 3F Fast Food Workers Copenhagen og BJMF Ungdom har stadig meget frihed til at lave aktioner, som de vil.
Strukturen i BJMF Ungdom minder lidt om Extinction Rebellion i den forstand, at der for eksempel ikke er en formand men bare en valgt bestyrelse.
Terese får rigtig mange spørgsmål fra flokken, der interesseret lytter med. Hun bliver blandt andet spurgt om, hvilke slags aktivistiske metoder, hun og de andre klimaaktivister gør brug af. Hun fortæller, at de for eksempel laver strejker, meget på samme måde som i fagbevægelsen og agiterer på deres arbejdspladser. Hun fortæller også, at der findes folk i klimabevægelsen, som benytter sig meget af fænomenet ‘direkte aktion,’ altså at man direkte stopper det, man er imod. Det kan man gøre både voldeligt og ikke-voldeligt.
Hun fortæller om nogle tyske klimaaktivister, som lagde sig på en jernbane for at blokere for et tog læsset med kul, mens andre for eksempel har lavet befrielsesaktioner for bondegårdsdyr.
Der bliver snakket lidt om, at når man laver direkte aktion i fagbevægelsen, så er det for eksempel ved at gøre det sværere at drive virksomhed, hvor du underbetaler dine ansatte eller laver social dumping. Her ser man, hvordan fagligt aktive enten får organiseret de underbetalte eller afholder demonstrationer for at støtte de ansatte og lægge pres på arbejdsgiveren.
Terese slutter sit oplæg af med at fortælle de interesserede, hvordan de kan blive aktive i Extinction Rebellion.
Fest og tværfaglighed styrker
Som flere fra BJMF Ungdom tidligere har fortalt mig, så er noget af det, der styrker det faglige samarbejde, at man også lærer hinanden at kende og har det sjovt sammen.
Da Tereses oplæg er slut, er det derfor tid til hygge. Flere af de unge fortæller mig, at ud over oplæggene er det virkelig givende at blive rystet sammen på tværs af fagene.
Sasha Andersen er også rigtig glad for, at de to vidt forskellige grupper – fast food-arbejderne og håndværkerne i BJMF Ungdom – har holdt weekenden sammen, selvom hun første gang hun kom med i fagforeningen var forvirret over, hvad en fast food-medarbejder har til fælles med en håndværker.
– I starten, da jeg kom ind i BJMF Ungdom og fandt ud af, at vi havde et samarbejde med 3F Fast Food Workers, tænkte jeg, at det var en lidt sjov kombi, men nu, hvor jeg har arbejdet sammen med dem, så synes jeg, at det giver god mening. Selvom vi har forskellige hverdage, så arbejder vi jo for det samme. Vi vil have bedre løn og bedre vilkår. Vi vil gerne have en stærkere fagforening. Selvom der er forskel på, hvad vi laver i vores hverdag, så er der ikke særlig stor forskel på vores faglige kamp ud over, at Fast Food Workers har noget sværere vilkår, når det kommer til organisering, siger hun til mig.
Sasha Andersen fortæller også, at noget af det, hun har fået ud af weekenden er vigtigheden af, at man som faglig gruppe får sig nogle venner, så man kan bakke hinanden op. Victor Ærenlund, som er formand for 3F Fast Food Workers Copenhagen, er fuldstændig enig.
– Vi har det til fælles med BJMF Ungdom, at vi er unge. Der er ikke super mange andre aktive klubber med unge, som vi kender til. Noget, der er gået op for os på denne weekend, er, at vi skal have endnu mere kontakt til andre, så vi kan lave mere med dem. Man kunne jo for eksempel kigge hen mod PSHR-gruppen, hvor vi har det til fælles, at vi har samme hovedoverenskomst, fortæller han mig.
Flere memes og mere aktivitet på nettet
Nogle meget ambitiøse planlæggere har besluttet, at der også er oplæg søndag morgen, inden turen går hjemover.
Folk får kæmpet sig på plads, flere med solbriller på og forsynet med sodavand. Det er tid til weekendens sidste oplæg med Emma, som er SoMe-ansvarlig hos Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS).
Hun er kommet for at fortælle de fagligt aktive unge om, hvordan de bedst muligt kan lave indhold til sociale medier, som når ud til folk og ikke føles som en sur tjans. Det handler blandt andet om, at man gerne må have det sjovt med det. Emma får de unge til at lave forskellige memes (billeder med sjov, relaterbar tekst). Det blev blandt andet til nogle af de her billeder, der sidenhen er kommet på BJMF Ungdoms Facebook og Instagram:
Emma lægger desuden vægt på, at det er enormt vigtigt med kontinuitet i forhold til ens sociale medier. Det er godt med ugentlige, faste indslag, hvilket Sasha Andersen synes giver rigtig god mening.
– Jeg synes, at SoMe-oplægget var rigtigt godt. Jeg kunne godt tænke mig, at vi tog os lidt mere sammen på vores SoMe-profiler, og det skal vi faktisk holde møde om i dag. Det har jeg i lang tid tænkt, at vi har været lidt dårlige til, siger hun til mig og fortæller, at BJMF Ungdom efter weekenden har lavet et sociale medier-udvalg.
Alle fagligt aktive unge vil få glæde af at komme med
For bygningssnedkerlærlingen Rasmus er der ingen tvivl:
– Jeg vil helt klart anbefale alle andre, der også er aktive, at tage med til sådan en weekend. Jeg tror måske, det vil være lidt svært at sælge til folk, som ikke synes, det er mega interessant at lave fagforeningsarbejde. Det var et stramt program med mange oplæg og workshops med udgangspunkt i fagforeningen, så hvis man ikke allerede er organiseret, er det måske lidt kedeligt at være med. Men de ville nok lære en del. Jeg synes, at jeg fik mere mod på, hvordan man skal organisere ude på arbejdspladsen, og hvordan man skal gribe det an, fortæller han, da vi snakker i telefon, efter han er kommet hjem.
Sasha Andersen er enig med Rasmus i, at det har været et tætpakket program, men hun mener, at intensiteten også gjorde det virkelig spændende.
– En weekend som denne kan give meget fokus. Der er en enorm intensitet ved sådan en weekend. Du er 100 procent faglig aktiv i 2,5 dag i streg i modsætning til at gøre det et par timer hver anden tirsdag. Der kan man godt komme til at miste lidt fokus. Der er noget fedt over virkelig at gøre det og være til stede i det, siger hun og fortsætter:
– Det fedeste ved weekenden var oplæggene og de workshops, som også var en del af det. Det var spændende, men også hårdt arbejde. Vi havde et tætpakket program.
Som et resultat af aktivistweekenden fik de aktive unge i både 3F BJMF og 3F København lavet udkast til et årshjul, så de har et bedre overblik over de fremtidige aktiviteter.
– Det var fedt at få lavet det årshjul, det føles rigtig godt. Nu har vi en plan, slutter Sasha Andersen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.