Læserbrev
Den 22. juni 1941 – for 80 år siden og samme dag som dansk politi på tysk foranledning grundlovsstridigt tilbageholdt et større antal danske kommunister – angreb det nazistiske Tyskland med historiens største militærstyrke Sovjetunionen i, hvad den tyske historiker Ernst Nolte i 1963 betegnede som den moderne tids “mest uhyrlige erobrings- og tilintetgørelseskrig”.
For Tysklands øverste leder, Adolf Hitler, i særdeleshed og for nationalsocialismen i almindelighed var angrebet på Sovjetunionen – med kodenavnet Operation Barbarossa – selve “krigen”, som den tyske leder allerede i 1920’erne i sine bøger Mein Kampf og den såkaldte “Zweites Buch” havde betegnet som grundstenen i opgøret med den “jødisk-bolsjevikiske verdensfjende”.
– Alt, hvad jeg foretager mig, er rettet mod Rusland. Hvis vestmagterne (England og Frankrig, red.) er for dumme og blinde til at forstå dette, er jeg tvunget til at nå til forståelse med russerne, herefter besejre vestmagterne og efter deres nederlag med vor fulde styrke angribe Sovjetunionen.
Således sagde Hitler til en repræsentant for Folkeforbundet i august 1939 kort tid før indgåelsen af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt og det efterfølgende tyske angreb på Polen og udbruddet af Anden Verdenskrig i begyndelsen af september samme år.
Først efter knap fire års frygtelige kampe kunne Den Røde Hær indtage Berlin og sammen med sine allierede fra Vesten sætte en stopper for Den Anden Verdenskrig.
Groft sagt kan skitseres fire sammenhængende mål for Tysklands angreb på Sovjetunionen for 80 år siden:
For det første den fysiske udryddelse af det såkaldte “jødisk-bolsjevikiske” lederlag samt tilintetgørelsen af den jødiske befolkningsdel i Central- og Østeuropa.
For det andet erobring af såkaldt “Lebensraum” på bekostning af det besejrede Sovjetunionen, områder i den europæiske del af landet hvor primært tyske kolonister kunne slå sig ned.
For det tredje udryddelse og underkastelse af hvad der i nazistisk sprogbrug blev betegnet som “slaviske undermennesker”.
Og for det fjerde oprettelsen af et økonomisk uafhængigt, blokadefast Europa under total tysk kontrol, hvorved de erobrede dele af Sovjetunionen efter planen skulle forsyne Stortyskland med råvarer, fødevarer samt ikke mindst billig arbejdskraft i form af slavearbejdere. Og på samme tid skabe det økonomiske grundlag for et fremtidigt opgør med de angelsaksiske stormagter Storbritannien og USA med henblik på at placere Tyskland som den vigtigste globale stormagt.
Allerede i maj 1941 – kort før angrebet på Sovjetunionen den 22. juni – blev det på et møde mellem højtstående tyske embedsmænd under udarbejdelsen af den såkaldte “Hungerplan” fastslået, at “krigen kun kan gennemføres, hvis den samlede Værnemagt i krigens tredje år (1941, red.) kan ernæres via de erobrede sovjetiske områder. Herved kan det forudses, at et tocifret antal millioner sovjetborgere vil blive ramt af hungersnød, når vi bortfjerner den for os nødvendige mængde fødevarer”, hed det blandt andet i referatet fra mødet.
Den nazistiske topleder Hermann Göring regnede således med, at omkring 30 millioner sovjetborgere måtte lide sultedøden for at tilfredsstille det stortyske behov for fødevarer.
At krigen mod Sovjetunionen ikke skulle være en europæisk “normalkrig”, hvor de almindeligt anerkendte regler for krigsførsel blev overholdt, lagde den tyske ledelse aldrig skjul på.
I en tale til 200 højtstående tyske officerer den 30. marts 1941 – få måneder inden angrebet på Sovjetunionen den 22. juni – understregede Hitler med al klarhed, at der ville være tale om en kamp mellem to ideologier, den nationalsocialistiske og den kommunistiske – sidstnævnte af Hitler betegnet som en “social forbrydelse”.
– Det er nødvendigt at glemme opfattelsen af et kammeratskab mellem soldater. En kommunist er ingen kammerat før eller efter slaget. Der vil være tale om en tilintetgørelseskrig. Vi fører ikke krig for at holde fjenden i live, lød nogle af den stortyske leders kommentarer ifølge den tyske generalstabschef Franz Halders dagbog. Den kommende krig mod Sovjetunionen ville således adskille sig grundlæggende fra krigen mod Frankrig, som blev løbet over ende i løbet af kort tid i maj-juni 1940, fremgik det af Hitlers videre kommentarer til de forsamlede generaler.
Ifølge blandt andet den tyske historiker Gerd R. Ueberschär ville det ikke have været muligt for den nazistiske ledelse at gennemføre tilintetgørelseskrigen mod Sovjetunionen, hvis ikke toneangivende kredse inden for det økonomiske, diplomatiske, militære og intellektuelle område havde udtrykt deres direkte støtte til Hitlers plan om oprettelse af et tysk imperium på ruinerne af Sovjetunionen.
Op mod 30 millioner sovjetborgere mistede livet i kampen mod den tyske nazisme, på samme tid som størstedelen af den europæiske del af Sovjetunionen var totalt ødelagt.
Både Hitler og hans militære topfolk regnede med en hurtig sejr.
– Der vil være tale om en leg i sandkassen, lød en kommentar fra Hitler kort tid inden angrebet på Sovjetunionen i anden halvdel af juni 1941.
Med til at skabe de tyske sejrsforventninger var en kombination af storhedsvanvid og en total undervurdering af det sovjetiske militær, som efter de indledende nederlag med milliontab både i fanger og døde i løbet af efteråret 1941 fik sat en stopper for de tyske panserstyrkers fremrykning. Hertil kom det sovjetiske samfunds evne til håndtere en situation, hvor størstedelen af landets økonomiske ressourcer var faldet i fjendehænder.
Den tysk-sovjetiske krig udviklede sig hermed fra den indledende tyske lynkrig – tilpasset til landets begrænsede økonomiske kraft – til en “lang” udmattelseskrig, hvor Tyskland var den uundgåelige taber.
Men prisen var enorm. Først efter knap fire års frygtelige kampe kunne Den Røde Hær indtage Berlin og sammen med sine allierede fra Vesten sætte en stopper for Den Anden Verdenskrig. Op mod 30 millioner sovjetborgere mistede livet i kampen mod den tyske nazisme, på samme tid som størstedelen af den europæiske del af Sovjetunionen var totalt ødelagt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
