Læserbrev
Latinamerika styrker sig indadtil og over for USA
33 lande i Latinamerika og Caribien har været samlet til topmøde i Argentina. Vilje til enhed og respekt for mangfoldighed kendetegnede mødet, som giver løfter om ny fremgang både socialt, politisk og økonomisk for landene og regionens millioner af fattige, de oprindelige folk, bønder og arbejdere i byerne og på landet. Måske kan man tale om en ny venstrebølge.
|
Fra 2000 til 2014 oplevede Latinamerika en periode med social, økonomisk og politisk fremgang – den såkaldte venstrebølge rullede, og USA-imperialismen var i defensiven.
Så fulgte et lille årti med konflikter og kup mod en række centrum-venstre-regeringer. Det førte til sociale katastrofer med sult og øget fattigdom for millioner, mens USA-venlige regeringer igen vandt eller stjal magten i en række lande.
Nu ser det ud til, at vinden begynder at vende igen. Det blev tydeligt i forbindelse med det regionale CELAC-topmøde, som samlede stats- og regeringsledere fra 33 lande i Argentinas hovedstad den 24. januar.
Et centralt spørgsmål er, hvad centrum-venstre-alliancerne har lært af op- og nedture de seneste 20 år, og om den igangværende venstregående proces nu kan nå nye sociale og økonomiske resultater og nye politiske mål.
Med Lula da Silva som præsident i Brasilien, Gabriel Boric i Chile, Gustavo Petro i Colombia og sammen med Cuba, Venezuela, Argentina, Bolivia, Mexico, Nicaragua, Honduras og en række caribiske østater kan verdensdelen nu tage skridt i retning af ny fremgang med fred, mad, uddannelse og sundhed til flere mennesker og ikke færre, som det har været tilfældet i over fem år med vækst i ulighed og fattigdom.
Der er ikke tale om, at alle disse regeringer er revolutionære og socialistiske, det er faktisk undtagelsen mere end reglen. Det er centrum-venstre-partier og -alliancer, der er ved magten, og klassekampen fortsætter i landene.
I nogle lande støtter revolutionære og kommunistiske partier regeringen som i Argentina, Colombia og Chile, mens kommunisterne i Venezuela har opsagt alliancen med PSUV-regeringen, og i atter andre lande som Brasilien er der et kommunistisk parti (PCdoB), som er del af Lulas regering, mens et andet kommunistisk parti (PCB) er i opposition. Der er delte meninger. Det er en tid, hvor arbejderklassen og dens partier kan gøre vigtige erfaringer.
Brasilien er tilbage
Det bliver uhyre interessant at følge udviklingen i de kommende år. Et centralt spørgsmål er, hvad centrum-venstre-alliancerne har lært af op- og nedture de seneste 20 år, og om den igangværende venstregående proces nu kan nå nye sociale og økonomiske resultater og nye politiske mål.
CELAC – “Latinamerikanske og Caribiske Staters Fællesskab” – blev dannet under “venstrebølgen” i 2011 på initiativ af Venezuelas daværende præsident Hugo Cháves, der inviterede stats- og regeringsledere fra 33 lande til topmøde i Venezuela. De grundlagde CELAC med den hensigt at skabe integration og enhed i regionen. De 33 lande er alle landene syd for grænsefloden Rio Bravo, der adskiller USA og Mexico. De 33 lande er alle lande i regionen undtagen de to imperialistiske magter USA og Canada.
Trods store forskelle mellem landene satte de 33 lande målet om i fællesskab at frigøre sig fra USA’s overherredømme og forenede sig med respekt for mangfoldigheden for nu at vinde den økonomiske og politiske frigørelse, som folkene blev snydt for efter opgøret med den spanske (og portugisiske) kolonimagt i starten af 1800-tallet. CELAC blev skabt som et redskab for at vinde denne kamp.
Men Cháves døde og Fidel Castro også, Lula og Dilma blev kuppet og også Zelaya i Honduras og Lugo i Paraguay. De progressive regeringer blev i mange lande erstattet med USA-tro folk, og CELAC mistede styrke – ikke mindst da Brasiliens højreekstreme præsident Bolsonaro trak landet ud af sammenslutningen.
Nu har Lula ført det store land tilbage i CELAC, og det var med til at give samarbejdet ny styrke i forbindelse med det 7. topmøde, som Argentina var vært for.
Ny valuta
Dagen før topmødet meddelte Brasilien og Argentina, at de arbejder på at skabe en nye fælles valuta, og at det bliver en valuta, som andre lande i regionen kan tilslutte sig. Den udmelding har givet et tydeligt ekko i hele verden – især i Washington, fordi initiativet primært går ud på at frigøre sig fra US-dollarens dominans. Det sker ikke i morgen, men det er en løfterig kurs.
Og dette perspektiv er på linje med de talrige politiske beslutninger, som fremgår af topmødets sluterklæring og udtalelser. De bekræfter, at Latinamerika og Caribien er store nok, har energi og råstoffer nok, har arbejdskraft og viden nok til at klare sig og frigøre sig fra undertrykkelse og udplyndring. Det, der mangler, er enhed og en antiimperialistisk front.
Det skal CELAC være med til at skabe. Enhed og udtrykkelig respekt for forskellighederne og mangfoldigheden.
Og disse principper bliver understreget som det første og vigtigste i erklæringerne fra topmødet i Buenos Aires. Desuden genbekræfter mødet en erklæring vedtaget på det 2. topmøde i Havanna i 2014 om Latinamerika og Caribien som en fredszone fri for atomvåben, og hvor alle konflikter skal løses med fredelige midler.
Blandt de mange beslutninger fra topmødet kan fremhæves: Fødevaresikkerhed for alle 700 millioner mennesker i 2025; intensivt samarbejde om at styrke sundhedssektorerne i landene – herunder selvforsyning med medicin og vacciner; fælles regional energisikkerhed med hurtig omstilling til vedvarende energikilder; værn om regionens skatkammer af biodiversitet samt fælles optræden og gensidig støtte i internationale fora.
15. februar 2023 | 06:34
