Læserbrev
Niels Peter Horn har tidligere arbejdet som maskinsnedker og chauffør. Det har hans hjertesygdom nu sat en stopper for. I mere end seks år har Niels Peter Horn været i ressourceforløb for at få afklaret og udviklet sin arbejdsevne.
– I den tid er det gået op og ned, mest ned. Min arbejdsevne er ikke blevet forbedret, men er faktisk blevet dårligere. Det har min læge skrevet to eller tre gange til kommunen, fortæller Niels Peter Horn.
Han optræder via en video på en storskærm i konferencesalen i HK Hovedstadens lokaler på Islands Brygge i København.
Det er torsdag den 26. januar, og tænketanken Cevea har inviteret til konference under overskriften: “Hvad skal erstatte jobcentrene?”
Over 200 deltagere
Salen er fyldt op. Over 200 deltager i konferencen. Her er repræsentanter fra fagforeninger, a-kasser og private jobfirmaer, ansatte på jobcentre, folk fra kommunerne, pensionister og andre.
Videoen med Niels Peter Horn starter konferencen.
– Alle er enige om, at seks år er for lang tid. I sidste uge hørte vi om Rune, der har været i praktik i den samme virksomhed i sammenlagt otte år. Der er selvfølgelig tale om enkelte cases, der ikke fortæller hele historien om jobcentrene, men historier som disse er med til at sætte politisk dagsorden. Måske er de også med til i en vis grad at forplumre debatten om jobcentrene, siger Asbjørn Sonne Nørgaard, direktør i Cevea i sin indledning.
SVM-regeringen skriver i sit regeringsgrundlag, at jobcentrene skal nedlægges. Regeringen vil “nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen” og samtidig spare tre milliarder kroner på området.
Det står i SVM-regeringens grundlag om indsatsen for arbejdsløse:
Regeringen vil:
– Sætte den enkelte ledige i centrum og give frihed til dem, der kan selv, uden at gå på kompromis med jobfokus. Regeringen vil nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen, så udgifterne hertil reduceres med 3 mia. kr. i 2030.
– Det skal ske ved at nedlægge jobcentrene, sætte kommunerne fri af statslige proceskrav og prioritere de indsatser, der hjælper ledige tættere på arbejdsmarkedet. Den ledige får frihed til at vælge den bedste vej frem. Kommunerne får frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen.
– Målet med initiativerne skal være, at de ledige kommer hurtigere i arbejde.
– A-kasser og private leverandører skal spille en større rolle i indsatsen for dem, der kun i korte perioder står uden arbejde, uden at det svækker tilskyndelsen til job. Den øvrige beskæftigelsesindsats skal i højere grad prioritere de borgere, der har større udfordringer med at finde et job. De skal i stedet omfattes af mere værdige indsatser med større effekt. Socialt bedrageri skal mødes med en hård og markant konsekvens.
Regeringen siger, at den vil give frihed til de arbejdsløse, der kan selv, og forbedre indsatsen over for dem, der har andre udfordringer end arbejdsløshed. Kommunerne skal sættes fri af statslige proceskrav og tage sig af de arbejdsløse, der har andre problemer end ledighed. Samtidig skal a-kasser og private jobaktører spille en større rolle i forhold til dem, der kun er arbejdsløse i kort tid.
Der er et væld af spørgsmål, som regeringsgrundlaget ikke svarer på, konstaterer Asbjørn Sonne Nørgaard. Hvad betyder det, at de arbejdsløse sættes fri? Hvad betyder det, at kommunerne sættes fri? Og hvordan skal a-kasser og private aktører spille en større rolle?
– Det står ikke klart. Men én ting er sikkert: Der skal spares tre milliarder kroner, hvilket svarer til omkring 25 procent af driftsudgifterne på området, konstaterer Ceveas direktør.
De tre milliarder kroner er en årlig besparelse, der skal være fuldt indfaset i 2030. Derudover er jobcentrene lige nu i gang med at gennemføre de nedskæringer, der er en del af finansieringen af Arne-pensionen. Her skal samlet set spares godt en milliard kroner årligt fra 2024. En del af nedskæringerne trådte i kraft sidste år, og andre kommer til i år og næste år.
Samlet set er der tale om en nedskæring på omkring en fjerdedel af det beløb, der i dag bruges på beskæftigelsesindsatsen.
Erik Simonsen, vicedirektør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), og Søren Heisel, forbundssekretær i fagforbundet 3F, står klar på konferencen med hver deres bud på, hvad der skal erstatte jobcentrene.
DA har plan for at spare penge
Erik Simonsen starter med at konstatere, at jobcentrene efter hans mening godt kan blive mere effektive, men han advarer samtidig mod risikoen for at komme til at smide den aktive beskæftigelsesindsats ud med badevandet.
– Samtaler med borgere, der ikke har job, er et instrument, der virker. Det samme gør virksomhedspraktik samt krav om jobsøgning og sanktioner. Der er intet forskningsmæssigt belæg for, at hvis man bare overlader ledige til sig selv, så skal det nok gå det hele, siger Erik Simonsen.
Han understreger, at politikerne er fast besluttet på at spare på området. Det er baggrunden for, at DA har lavet et udspil med 14 bud på ændringer i beskæftigelsesindsatsen, der tilsammen vil spare omkring 2,5 milliarder kroner.
– Blandt andet vil vi afskaffe jobafklaring og ressourceforløb. Vi kan ikke se, det fungerer. Vi bakkede i sin tid op om det, men folk kommer ikke i job. Langt de fleste ender på fleksjob eller førtidspension, og ordningerne er dyre at etablere og administrere. I stedet skal langt flere ud på private virksomheder, mens der skal være mindre af øvrig vejledning og opkvalificering, siger Erik Simonsen.
– Det lyder vældig fint at ville frisætte kommunerne, men det tror jeg ikke er klogt. Vi skal gøre det langt mere enkelt for kommunerne, men de skal ikke frisættes. Der er nødt til at være et skelet af indsatser, den enkelte ledige har sikkerhed for at få, der skal være samtaler og kontrol af at stå til rådighed, tilføjer han.
DA er også kritisk over for tanken om at give a-kasserne en særlig rolle. De skal indgå på lige fod med de private jobaktører.
3F vil give rettigheder til arbejdsløse
Søren Heisel fra 3F starter sit indlæg med at kommentere på den omfattende kritik af jobcentrene. Han peger på, at det i for eksempel filmen med Niels Peter Horn er en privat jobaktør, der har været på sagen.
– Nu vil regeringen have de private endnu mere ind over. Det ville være godt at vide, hvor mange penge de private aktører bruger i dag, og hvor meget af det, man ikke er tilfredse med, som bliver lavet af private aktører, siger han.
– Med jobcentrene har man skabt et system, der sætter sig mellem to stole. Ingen er helt tilfredse med det. Der bliver skudt på jobcentrene fra alle sider. Men det er i hvert fald ikke medarbejderne på jobcentrenes skyld. De er hængt op på en lovgivning, som ikke fungerer.
3F har også lavet et forslag til en ny og bedre indsats over for de arbejdsløse.
Fagforbundet vil dele indsatsen over for arbejdsløse op i to spor: Ét for de ledige som umiddelbart er parate til at komme i arbejde, og ét for dem der har andre udfordringer end arbejdsløshed som for eksempel sygdom, sprogproblemer eller sociale problemer.
Den første gruppe skal a-kasserne i højere grad tage sig af, mens jobcentrene skal bruge flere kræfter på den anden gruppe.
Centralt i udspillet fra 3F står flere rettigheder til de arbejdsløse. Det skal for eksempel være en ret at få 12 ugers uddannelse om året.
– Det skal være slut med nytteløs aktivering. Vi ser eksempler på virksomheder, der har haft 500 i praktik, hvor kun to til tre procent er blevet ansat. Vi lægger op til opkvalificering efter arbejdsmarkedets behov. Det kan være kortere uddannelser og kurser, for eksempel et 10-ugers kursus i at svejse fjernvarmerør. Virksomhederne råber og skriger på den slags arbejdskraft, men der er ingen uddannede, siger Søren Heisel.
Han har en anden pointe i forhold til den megen debat om arbejdsgivere, der forgæves søger arbejdskraft.
– De sidste 24 måneder har 97 procent af de arbejdsgivere, der har efterspurgt arbejdskraft i 3F’s a-kasse, rent faktisk fået den. Det er da en succes.
For få er uddannede
Nu er turen kommet til to repræsentanter for de ansatte i jobcentrene. Først Signe Færch, der er forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening.
Hun starter med at pege på problemet med manglende faglighed i jobcentrene. Alt for mange har ikke en socialfaglig uddannelse, og kun 20 procent af de ansatte er socialrådgivere.
Socialrådgiverne er enige i, at der er behov for en nytænkning af beskæftigelsesindsatsen, men er dybt bekymrede over det voldsomme sparekrav på tre milliarder kroner.
– Det hænger ikke sammen med de pæne ord i regeringsgrundlaget. Man kan ikke lave et godt stykke arbejde, hvis man sidder med 220 sager, som vi har set eksempler på, erklærer Signe Færch.
Også Socialrådgiverforeningen har lavet udspil til en ny beskæftigelsesindsats. Ligesom 3F ønsker de en opdeling af indsatsen for arbejdsløse med og uden andre problemer end ledighed.
– Vi foreslår en helt ny enhed, der kan se rundt om hele mennesket, som kan arbejde meget mere tværfagligt i forhold til mennesker med truet arbejdsevne. De skal tidligere have en hurtig indsats. Lige nu oplever vi, at de bliver dårligere, jo længere de er i systemet. Indsatsen skal have et klart beskæftigelsesfokus. Mennesker vil gerne arbejde, men andre problemer kan spærre vejen, det kan være børn i massiv mistrivsel eller andet, siger socialrådgiverforkvinden.
– Vi skal gøre noget ved de ekstremt lange afklaringsforløb; der skal være mere tempo, uvisheden er et problem i sig selv. Vi skal tænke afklaring af arbejdsevnen på en ny måde. Vi foreslår, at vi tager udgangspunkt i borgerens selvoplevede funktionsniveau og vanskeligheder. Borgeren må højst være på kontanthjælp i et år, før det er afklaret, om vedkommende er jobparat eller skal have fleksjob eller førtidspension, tilføjer hun.
Socialrådgiverne oplever, at afklaringsforløb trækker ud i årevis, fordi arbejdsevnen skal være afklaret ned i mindste detalje. I stedet foreslår de, at en person, der er egnet til fleksjob, kommer ud i et job til det timetal, vedkommende umiddelbart mener at kunne klare. Efterfølgende kan timetallet justeres op eller ned.
Signe Færch taler for færre regler, større mulighed for at bruge sin faglighed og genskabelse af tilliden til både borgere og ansatte i beskæftigelsessystemet.
– I dag er det for eksempel beskrevet i detaljer, hvad medarbejderne skal sige og gøre i samtaler med de arbejdsløse. Jeg har lige mødt en socialrådgiver, som fortalte, at hun skulle have første samtale med en ung arbejdsløs kvinde. Her skal hun vejlede om 225-timersreglen. Det viste sig, at kvinden lige var blevet voldtaget og var i en dyb alvorlig krise. Her er der slet ikke brug for trusler om 225-timersreglen. Der skal være plads til at tænke meningsfuldhed ind og tage udgangspunkt i borgerens behov, konstaterer Signe Færch.
Tilliden skal tilbage
Ud over socialrådgiverne er der en række andre faggrupper i jobcentrene. Mange af dem er medlem af HK Kommunal. Det gælder for eksempel socialformidlere, jobkonsulenter, vejledere, mentorer og administrativt ansatte.
Det er alle de grupper, som Pia Lund Jeppesen, næstformand i HK Kommunal, repræsenterer. Hun er også en af oplægsholderne på dagens konference og er stærkt utilfreds med, at regeringen her flere måneder efter offentliggørelsen af regeringsgrundlaget ikke har uddybet, hvad der skal ske med jobcentrene.
– I sådan en situation bliver borgerne utrygge, og de ansatte begynder at skifte job, konstaterer Pia Lund Jeppesen.
For HK Kommunal er det afgørende at få genskabt tilliden til, at borgerne vil, og de ansatte kan.
– Langt de fleste borgere vil gerne arbejde, men vi møder dem med et dokument på ti sider, når de kommer i jobcentret. Første side handler om, hvad de skal levere selv, og de ni andre sider om alle de ulykker, der vil regne ned over dem, hvis de ikke gør det, de skal. Det er en skidt start, siger næstformanden.
Hun peger på behovet for at styrke indsatsen for at fastholde syge og mennesker med handicap på den arbejdsplads, de allerede har. Reformen af førtidspension og fleksjob tilbage i 2013 betød, at det blev langt sværere at få tilkendt et såkaldt fastholdelsesfleksjob på sin nuværende arbejdsplads.
– Derudover er der mange unge, som mistrives. Der skal vi sætte tidligere ind, inden problemerne bliver for store. En fast myndighedsperson, der følger den unge, vil være en investering, der er godt givet ud. Der er også 33.000 mennesker med handicap, der er klar til at tage et arbejde. Det kan vi godt gøre bedre end i dag, siger Pia Lund Jeppesen.
Hun støtter tanken om en afklaringsgaranti på et år og mener, at der skal saneres ud i ressourceforløbene.
HK Kommunal er bekymret for, at en opdeling, hvor både jobcentre, a-kasser og private aktører skal kontakte arbejdsgiverne for at få mennesker i arbejde, vil betyde, at de arbejdsløse, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, bliver tabt.
Pia Lund Jeppesen slutter af med en advarsel:
– Vi ved, hvordan det gik med Skat efter besparelse, på besparelse, på besparelse. Det er nemt at ødelægge noget, men svært og dyrt at bygge det op igen. Undersøgelser viser, at den danske beskæftigelsesindsats leverer varen. Vi er nogle af de hurtigste og bedste i Europa til at skaffe folk i arbejde igen, og vi har den højeste andel af beskæftigede nogensinde. Lige nu mangler vi arbejdskraft, men det bliver ikke ved med at være sådan. Det skal vi huske, når vi ændrer noget, der på det lange stræk fungerer godt.
Politikerne har selv skabt systemet
Sidste oplægsholder er Claus Mogensen, der er kontorchef i Kommunernes Landsforening, som også har lavet et udspil til ændringer i beskæftigelsespolitikken.
– Der er blevet bygget et kontrolsystem op med et enormt og meget detaljeret regelværk. Det koster mange ressourcer og betyder, at vi mister fleksibilitet. Det gør det svært at se det enkelte menneske og påvirker den faglige kultur negativt. De ansatte bliver mere fokuseret på at overholde procesregler end at få folk i arbejde. Nu mangler politikerne penge og løber skrigende væk fra det, de selv har skabt, siger Claus Mogensen.
– Man fjerner indsatsen for en masse mennesker uden at tage stilling til, hvad der så skal ske. Mange af de mennesker får ikke en anden social indsats, tilføjer han.
Kommunernes Landsforening lægger vægt på at holde fast i princippet om ret og pligt, droppe detailstyringen og vise større tillid til ansatte og kommuner. De ønsker, at beskæftigelsesindsatsen fortsat skal være kommunalt forankret.
Kæmpestor nedskæring
Nu er der paneldebat, som går mere i dybden med enkelte emner.
Til en start skal paneldeltagerne forholde sig til regeringens plan om at spare tre milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen.
Nedskæringen kommer i kølvandet på, at den tidligere regering besluttede, at jobcentrene skulle finansiere en stor del af Arne-pensionen. Godt en milliard kroner skal jobcentrene spare på den konto.
Samlet set lyder sparekravet på beskæftigelsesindsatsen altså på godt fire milliarder kroner. Det svarer til omkring en tredjedel af de penge, der i dag bruges på området.
Den første delaftale omkring de nedskæringer, der skal være med til at finansiere Arne-pensionen, trådte i kraft i 2022. Her blev skåret 344 millioner kroner. Der blev især sparet på indsatsen over for unge under 30 år på uddannelseshjælp.
Den anden delaftale, der skal spare 780 millioner kroner, er ved at blive vedtaget i Folketinget nu. Her rammer sparekniven især indsatser med vejledning og opkvalificering. I stedet skal jobcentrene benytte sig mere af virksomhedspraktik, ordinære løntimer og ordinær uddannelse.
Thisted Kommune er allerede nu ved at føre det nye nedskæringskrav ud i livet. Kommunen har sløjfet tre tilbud til udsatte borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet og har behov for en særlig, skånsom og langvarig indsats.
Signe Færch er dybt bekymret over de store sparekrav til beskæftigelsesindsatsen.
– Vi kommer til at kaste os konstruktivt ind i debatten med regeringen. Men vi kommer ikke til at acceptere en præmis om, at det er en god ide at spare yderligere tre milliarder kroner. Første delaftale om finansieringen af Arne-pensionen har ført til, at tilbud lukker. For eksempel hører vi om unge med autisme, der før var specialtilbud til, som nu bliver sendt i virksomhedspraktik, selvom vi ved, at det ender med et nederlag, siger socialrådgivernes forkvinde.
– Nedskæringerne kommer til at skabe en virkelighed, der slet ikke rimer med det, der står i den politiske tekst. Det skal vi turde sige højt allesammen.
Eksemplet fra Thisted viser, at nedskæringerne blandt andet rammer de mest udsatte, der har behov for langvarige og mere specialiserede indsatser. Det ser Claus Mogensen fra Kommunernes Landsforening som et stort problem.
– Vi er bekymrede for de svageste ledige, som alle taler om at spare på. Det er risikofyldt, erklærer han og pointerer samtidig, at der godt kan spares noget gennem forenkling af regler og krav.
– Man kan ikke spare tre milliarder kroner uden konsekvenser for borgerne. Det ved vi godt. Men nu har vi en flertalsregering, der er landet på det her, så skal vi spille med, mener Erik Simonsen fra DA.
Skal sanktioner være automatiske?
Næste emne er brugen af sanktioner mod arbejdsløse.
Asbjørn Sonne Nørgaard, Ceveas direktør, oplyser, at ordet sanktionen nævnes hele 80 gange i lov om aktiv socialpolitik.
– Skal vi have færre og enklere regler om sanktioner, spørger han paneldeltagerne.
Det siger alle ja til. Kun Claus Mogensen fra Kommunernes Landsforening giver et lidt svævende svar om, at det “tror han nok”. Han henviser til sin korte erfaring med området.
Derefter skal paneldeltagerne forholde sig til et forslag fra DA om, at arbejdsløse, der ikke søger job i en måned, automatisk skal have en økonomisk sanktion, uden at årsagerne undersøges nærmere.
– Det skal opgøres digitalt. Har jobparate i en måned ikke søgt job, har de brudt kontrakten med samfundet og skal have en sanktion. Det er en forenkling at gøre det digitalt, forklarer Erik Simonsen fra DA.
– Der skal et skøn og en vurdering til, det må ikke ske automatisk. Der kan være særlige omstændigheder, som ligger bag, siger Pia Lund Jeppesen fra HK Kommunal.
Signe Færch er enig. Hun mener, at brugen af sanktioner bygger på en helt forkert grundantagelse om, at det er straf og trusler, der får mennesker til at forandre deres livsvilkår.
– Det er ikke trusler, utryghed og frygt, der rykker mennesker. Det kræver derimod tillid og tryghed. Der skal også være krav, men mennesker skal have fast grund under fødderne, før de kan lave en forandring. Jeg har kendskab til en konkret sag om en mand, der var erklæret jobparat. Han lider af angst og PTSD og sov over sig en morgen, efter at han havde haft et angstanfald om natten. Han blev sanktioneret, fordi han ikke havde meldt sig syg. Det er hamrende ineffektivt. Hvad fremmer det at sanktionere ham, spørger hun.
– Danmark har nogle af de strammeste rådighedsregler i hele Europa. Vi lever i et retssamfund og kan ikke hive pengene fra folk uden at have set på sagen. Der kan være sket en digital fejl. Der må ikke være automatik i tage pengene fra folk, erklærer Søren Heisel fra 3F.
Argumenterne får dog ikke Erik Simonsen til at ændre holdning. Han fastholder forslaget om automatiske sanktioner.
Frygt for at tabe de mest udsatte
Forslaget om at adskille indsatsen over for jobparate arbejdsløse fra indsatsen over for arbejdsløse med andre udfordringer bliver også livligt diskuteret af paneldeltagerne.
– Jeg er bekymret for, at ledige med andre udfordringer end arbejdsløshed bliver skubbet længere væk fra arbejdsmarkedet. I dag åbner formidlingen af job til arbejdsmarkedsparate døren for arbejdsløse i den lidt tungere ende. De meget alvorligt syge skal ud af jobcentrene, men jeg er bekymret for, at andre grupper bliver skubbet længere væk, siger Pia Lund Jeppesen.
Samme synspunkt har Kommunernes Landsforening. Claus Mogensen peger på, at jobcentrene i dag oplever, at det, at de kan levere stærkere arbejdsløse, åbner for at få virksomhederne til også at tage arbejdsløse med andre udfordringer.
– Det bliver sværere, hvis det eneste man kommer med, er personer, der har behov for støtte, men som ikke kan være med til at løse virksomhedernes udfordringer, erklærer også Erik Simonsen.
Signe Færch forklarer, at socialrådgiverne forestiller sig en kommunal opdeling med to forskellige grene af beskæftigelsesindsatser.
– Der er behov for en særlig og hurtig indsats for dem, hvis arbejdsevne er truet. I dag bliver de fastholdt i lange forløb. Dem, der umiddelbart kan komme i job, er noget helt andet end mennesker med komplekse problemer. Men de to beskæftigelsesenheder vil kunne samarbejde om den virksomhedsrettede indsats, forklarer hun.
Asbjørn Sonne Nørgaard slutter med at minde forsamlingen om, at 95 procent af alle jobskift i Danmark ikke involverer en offentlig myndighed. Altså et ret effektivt arbejdsmarked.
Til sidst lyder et kraftigt signal til regeringen om at inddrage dem, der kender systemet, i planlægningen af det, der skal erstatte jobcentrene.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
