Afskaffelse af store bededag: Økonomisk unødvendig og politisk fejlkurs
Regnestykket bag SVM-regeringens overgreb på store bededag holder ikke.Som et led i det aftalte regeringsgrundlag vil den socialdemokratisk ledede SVM-regering som bekendt afskaffe store bededag som helligdag. Det er hævet over diskussion, at der er tale om en krænkelse af indgåede overenskomster og et overgreb på Den danske Arbejdsmarkedsmodel og dermed om et angreb på fagbevægelsen og lønmodtagerne, hvoraf 69 procent da også er imod.
Ifølge Finansministeriet skønnes forslaget i alt at medføre offentlige netto merindtægter på 3,0 mia. kr. om året. Disse merindtægter skal fremkomme ved, at afskaffelsen af store bededag ifølge regeringen vil øge den samlede præsterede arbejdstid med ca. 0,34 procent årligt. Det svarer til en stigning i den strukturelle beskæftigelse på ca. 8.500 fuldtidspersoner og i strukturelt BNP på ca. 9,4 mia. kr.
Mette Frederiksen er vendt tilbage til Thorning og Corydons højredrejede udbudsreformpolitik, hvilket ikke bare er en politisk fejlkurs, men en økonomisk blindgyde.
Regeringen begrunder tiltaget med, at det skal finansiere fremrykning af målsætningen om at øge forsvarsudgifterne til to procent af BNP fra 2033 til 2030. Allerede her hopper kæden imidlertid af. Regeringens kryds af store bededag og forsvaret er rent spin. Man kan i den offentlige økonomi ikke koble en bestemt indtægt med en bestemt udgift: Der er EN statskasse, som alle statens indtægter går i, og som samlet finansierer alle statens udgifter.
Det eneste, man kan sige, er, at regeringen selv mener, at der mangler tre milliarder for, at dens samlede økonomiske plan hænger sammen. Men om det skyldes stigende forsvarsudgifter, eller at regeringen reducerer indtægterne ved at give for fem mia. kr. skattelettelser, navnlig til topskatteyderne, kan man til gengæld ikke sige?
Afskaffelsen af store bededag kan dermed lige så godt siges at finansiere skattelettelserne.
Regnestykket holder ikke
Det er ikke det eneste punkt, hvor SVM’s regnestykke ikke holder. En lang række økonomer har rettet den kritik mod tiltaget, at man ikke kan regne med, at virkningen holder på sigt. Arbejdstiden er historisk kun gået en vej: Ned, hvilket er udtryk for en meget stærk præference hos lønmodtagere. De vil derfor snart finde veje til at eliminere arbejdstidsforhøjelsen. Den enkelte kan gøre det ved for eksempel at arbejde mindre over eller ikke tage ekstra vagter. Og fagbevægelsen kan forventes i de 2-3 overenskomstforhandlinger frem til 2030 at rejse krav om flere fridage.
Finansministeriet har erkendt, at der ikke er evidens for, at virkningen af arbejdstidsnedsættelsen er varig. Men alligevel ”antager” man, at det er den. Hvilket ikke bare er et rent gæt, men strider imod gængse regnemetoder og god fagøkonomisk forsigtighed.
Der er og forbliver – med ordene fra formanden for De økonomiske Råd – meget tvivlsomt økonomisk set, at afskaffelsen af store bededag varigt vil give flere penge i statskassen.
Der ER alternativer
SVM-regeringen har imidlertid hævdet, at der IKKE er nogen alternativer til afskaffelse af store bededag, hvis vi skal finansiere forsvaret.
Det er her nærliggende at minde om, at problemet med de manglende tre mia. kr. til forsvaret er selvpåført af SVM selv. Hullet i statskassen ville IKKE eksistere, hvis ikke Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne i regeringsgrundlaget havde aftalt, at der samtidig med fremrykningen af forsvarsudgifterne OGSÅ skal gives skattelettelser for fem mia. kr.
Så der er det meget nærliggende alternativ at aflyse skattelettelserne.
De politiske partier i Folketinget i opposition til regeringen har fremlagt et andet alternativ, som handler om besparelser for i alt tre mia. kr. på erhvervsstøtte, offentlige investeringer og omprioritering af uforbrugte midler. Man kan sige for og imod dette, men der er i det mindste tale om mere sikre penge end fra regeringens afskaffelse af store bededag, hvor effekterne på arbejdstid og skatteindtægter er voldsomt usikre.
Der KAN skaffes råderum
Hertil kommer, at der er tale om et falsk billede, når SVM skaber det indtryk, at der er totalt lavvande i statskassen. Faktisk er der ifølge regeringens egne tal fra 2030-planen et disponibelt råderum på 12 ½ mia. kr. Og dette råderum kan ifølge arbejderbevægelsens økonomiske tænketank, AE-rådet, meget vel være en del større, fordi Finansministeriet endnu ikke har indarbejdet de seneste års meget store stigning i beskæftigelsen i beregningerne af råderummet.
Hertil kommer, at der er muligheder for at udbygge råderummet.
For det første kunne man udbygge skatteindtægterne ved at tilbagerulle de skattelettelser, som primært borgerlige regeringer har givet de seneste årtier, fortrinsvis til de velstillede. I varig virkning er der på indkomstskat, afgifter og
ejendomsskat givet lettelser på omkring 65 mia. kr. årligt.
For det andet kunne pensionsbeskatningen fremrykkes. Den danske stat har aktuelt et tilgodehavende på omkring 1750 mia. kr., som efter gældende regler først beskattes ved udbetaling af pensionerne dvs. over en længere årrække. Denne pensionsbeskatning kunne i stedet fremrykkes til indbetalingstidspunktet. Indregnes hele den udskudte pensionsbeskatning i dag, vil gevinsten være 2-3 procent af BNP, svarende til en årlig forbedring af de offentlige finanser på mellem 40 og 60 mia. kr.
S på politisk og økonomisk fejlkurs
Dannelsen af SVM-regeringen og dennes første tiltag med afskaffelse af store bededag er udtryk for, at Socialdemokratiet i den grad er drejet til højre, at man ikke undser sig for at trampe på fagbevægelsen, som da også fuldt berettiget har protesteret voldsomt.
Mette Frederiksen er vendt tilbage til Thorning og Corydons højredrejede udbudsreformpolitik, hvilket ikke bare er en politisk fejlkurs, men en økonomisk blindgyde. Det er øget produktivitet og opkvalificering af medarbejderne som
historisk har øget velstanden, ikke øget arbejdsudbud og slet ikke øget arbejdstid.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.