Læserbrev
Selv efter at oversvømmelserne har trukket sig tilbage, forsøger befolkningen i Pakistan stadig at håndtere de dødsfald og ødelæggelser, som oversvømmelserne har efterladt i deres kølvand. De oversvømmelser, som fejede hen over landet mellem juni og september, har pr. 18. november dræbt mere end 1700 mennesker, såret mere end 12.800 og fordrevet millioner af mennesker.
Omfanget af ødelæggelserne i Pakistan viste sig stadig tydeligt, da verden var på vej til FN’s klimakonference COP27 i Sharm el-Sheikh i Egypten i november. Pakistan var et af de to lande, der var inviteret til at være medformand for topmødet. Landet var også formand for Gruppen af 77 (G77) og Kina 2022 og spillede en afgørende rolle for at sikre, at oprettelsen af en fond for tab og skader endelig kom på dagsordenen for topmødet efter årtiers modstand fra det globale nord.
De betingelser, som IMF stillede os, forværrede inflationen.
Taimur Rahma, generalsekretær for Bondepartiet Mazdoor (PMKP)
– Dystopien er allerede kommet til vores dørtrin, sagde Pakistans minister for klimaforandringer, Sherry Rehman, til Reuters.
I den første uge af september blev bønnerne om hjælp afløst af protester, da de overlevende, der levede under åben himmel og på vejkanten af motorveje, døde af sult, sygdom og mangel på husly.
Dele af Sindh-provinsen, som blev hårdest ramt, herunder distrikterne Dadu og Khairpur, forblev oversvømmet indtil midten af november. I mellemtiden ventede visse områder i det fattige og hovedsageligt landlige Balochistan, hvor befolkningsgrupper har råbt på hjælp siden juli, i månedsvis på assistance.
– I første omgang ramte oversvømmelserne Lasbela, der ligger tættere på Karachi [i Sindh], så folk var i stand til at hjælpe, men da oversvømmelserne bredte sig til andre dele af Balochistan, blev situationen alvorlig, sagde Khurram Ali, generalsekretær for Arbejderpartiet Awami (AWP), til Peoples Dispatch. “Infrastrukturen i Balochistan er blevet forsømt, vejene er beskadiget, og dæmninger og broer er ikke blevet repareret.”
Oversvømmelserne har medført et massivt sammenbrud af infrastrukturen, som fortsat vanskeliggør rednings- og nødhjælpsarbejdet – mere end 13.000 kilometer veje og 439 broer er blevet ødelagt ifølge en rapport af 18. november fra den nationale katastrofehåndteringsmyndighed (NDMA) i Pakistan.
I en tale til Peoples Dispatch i september sagde Taimur Rahman, generalsekretær for Bondepartiet Mazdoor (PMKP), at regeringen havde været “ude af stand til effektivt at yde hjælp i stor skala eller sikre, at den nåede frem til det sted, hvor den skulle hen.” Dette har også ført til, at der er opstået udnyttelse af profit, idet bander beslaglægger bistandshjælp fra lastbiler og sælger den, tilføjede Rahman.
Under disse omstændigheder har venstreorienterede og progressive organisationer som AWP og PKMP forsøgt at udfylde hullerne ved at prøve at forsyne folk med basale fornødenheder, så de kan overleve efter denne katastrofe.
Kaskade af kriser
Den 17. september advarede WHO om en “endnu en katastrofe” i Pakistan – “en bølge af sygdom og død efter denne katastrofe, som er forbundet med klimaforandringer”.
WHO har anslået, at “mere end 2000 sundhedsfaciliteter er blevet helt eller delvist beskadiget” eller ødelagt i hele landet på et tidspunkt, hvor sygdomme som covid-19, malaria, denguefeber, kolera, dysenteri og luftvejssygdomme rammer en stadig større del af befolkningen. Mere end 130.000 gravide kvinder har brug for akut sundhedspleje i Pakistan, som allerede før oversvømmelserne havde en høj mødredødelighed.
Skaderne på landbrugssektoren, hvor 4,4 millioner hektar afgrøder er blevet ødelagt, har givet næring til frygten for en forestående massehunger. I en rapport fra Verdens Fødevareprogram fra juli blev det allerede anslået, at 5,9 millioner mennesker i provinserne Balochistan, Khyber Pakhtunkhwa og Sindh befandt sig i “krise” og “nødsituations”-faserne af fødevareusikkerhed mellem juli og november 2022.
Man kan på ingen måde tilpasse sig til en 100 kilometer lang sø, der dannes midt i en provins.
Ahmad Rafay Alam, miljøadvokat
På nuværende tidspunkt anslås det, at 14,6 millioner mennesker vil have behov for nødhjælp til fødevarer fra december 2022 til marts 2023 ifølge FN’s Kontor for Koordinering af Humanitær Indsats. Underernæring har allerede overskredet nødhjælpstærskelen i nogle distrikter, især i Sindh og Balochistan.
Ikke alene blev sommerhøsten ødelagt, men også rabi- eller vinterafgrøderne som hvede er i fare, da det kan tage måneder at få det stående vand til at trække sig tilbage i nogle områder, for eksempel i Sindh. Omkring 1,1 millioner husdyr er indtil videre omkommet som følge af oversvømmelserne.
Dette tab af liv og levebrød er sket i lyset af en økonomisk krise, der er kendetegnet ved et underskud på de offentlige finanser og svindende valutareserver.
Så kom Den Internationale Valutafond (IMF).
Som led i sit forsøg på at genoptage et standset redningsprogram på 6 milliarder dollars med fonden indførte Pakistans regering en stigning i brændstofpriserne og en tilbagerulning af statsstøtte i midten af juni.
– De betingelser, som IMF stillede os, forværrede inflationen og krisen i forbindelse med leveomkostninger, forklarede Rahman. “De pålagde Pakistan en skattepolitik, der på den ene side skulle forsøge at afbalancere regeringens budget, men på den anden side virkelig underminere befolkningens velfærd og forårsage en så katastrofal stigning i leveomkostningerne, at det ville dømme millioner af mennesker til fattigdom og sult.”
Ved udgangen af august havde IMF godkendt en redningspakke på over 1,1 milliarder dollars. På det tidspunkt var Pakistans forbrugerprisindeks steget til 27,3 procent, det højeste i næsten 50 år, og fødevareinflationen steg til 29,5 procent på årsbasis. I september var priserne på grøntsager steget med 500 procent.
Foto: EU Civil Protection and Humanitarian Aid/CC By 2.0/Flickr
– Vi henvendte os til IMF for at få 1,1 milliarder dollars, men i mellemtiden er den pakistanske økonomi blevet skadet for mindst 11 milliarder dollars, sagde Rahman. Ifølge Verdensbanken er der nu tale om skader på 40 milliarder dollars som følge af oversvømmelserne. “IMF bliver ved med at fortælle os, at vi skal sænke toldbarriererne, fjerne subsidier, liberalisere handelen, gøre statsbanken selvstændig, deregulere privat kapital og bankvæsenet og bringe budgettet i balance”, tilføjede han.
– Øksen falder altid på de mest sårbare, sagde Rahman. “Over halvdelen af budgettet, som i sig selv er en lille del af BNP, går til tilbagebetaling af gæld, en anden fjerdedel går til militæret, og så er der intet tilbage. Regeringen er stort set bankerot.”
– IMF’s råd er altid det samme – træk staten ud, lad det private marked gøre, hvad det gør. Jamen, se, hvad det har gjort: Det har ødelagt Pakistans økonomi […] At indføre stramninger på et tidspunkt, hvor Pakistan skal klare så massive oversvømmelser, og økonomien er i frit fald, svarer til det, som den britiske kolonistat gjorde under hungersnøden i Bengalen – den tog mad væk.
Pakistan vil blive tvunget til at låne flere penge for at betale sin voksende gæld tilbage, alt imens IMF’s betingelser forhindrer enhver meningsfuld genopretning for de fattige og marginaliserede. Fonden har nu stillet endnu strengere betingelser til Pakistan for at frigøre 3,5 milliarder dollars som svar på oversvømmelserne, hvilket er langt fra nok til at dække de økonomiske skader for 30 milliarder dollars. Betingelserne omfatter en forhøjelse af gas- og elpriserne samt nedskæringer i udviklingsudgifterne.
Det er i denne sammenhæng, at aktivister kræver en total eftergivelse af gæld og klimaerstatning til Pakistan.
Det globale nord må betale
Mellem 2010 og 2019 blev 15,5 millioner pakistanere fordrevet på grund af naturkatastrofer. Pakistan har bidraget med mindre end én procent til de globale drivhusgasemissioner, men befinder sig stadig i frontlinjen af klimakrisen.
Pakistans ambassadør Munir Akram, der afgav G77 og Kinas åbningserklæring på COP27, understregede: “Vi lever i en tid, hvor mange udviklingslande allerede er vidne til hidtil usete ødelæggende konsekvenser af klimaforandringer, selv om de kun har bidraget meget lidt til dem…”
– Øget solidaritet og samarbejde for at imødegå tab og skader er ikke velgørenhed – det er klimaretfærdighed.
I sin rapport fra februar erkendte FN’s klimapanel, at “historiske og vedvarende ulighedsmønstre som for eksempel kolonialisme” har forværret sårbarheden over for klimaforandringer. Men selv om det globale syd står over for en eksistentiel trussel, forhindrer det globale nord aktivt bestræbelserne på at afhjælpe problemet.
Erstatning handler om at tage det tilbage, som man har ret til.
Ahmad Rafay Alam, miljøadvokat
– Erstatning handler om at tage det tilbage, som man har ret til, sagde miljøadvokat Ahmad Rafay Alam til Peoples Dispatch. “Efterhånden som klimakrisen vokser […] vil denne diskurs [om erstatning] blive stærkere. Den vil ikke kun komme fra Pakistan, vi vil høre den fra steder som Afghanistan, hvor folk ikke har den nødvendige infrastruktur og fryser om vinteren […] Vi vil høre den, når Maldiverne og Seychellerne begynder at synke.”
Mens denne kamp udspiller sig globalt, er der også berettiget vrede i Pakistan over regeringens forsømmelse af at forberede sig på krisen, især i kølvandet på de fatale oversvømmelser i 2010.
– Alle forudså, at denne monsun ville blive katastrofal, og den Nationale Katastrofehåndteringsmyndighed (NDMA, red.) havde tid nok til at forberede sig, sagde Ali. “Men der er intet, man kan finde, der [viser, hvad] NDMA gjorde for at forberede sig på disse monsuner. Faktisk har de ikke engang en afdeling til at træffe forebyggende foranstaltninger.”
Den imperialistiske profitjagt ødelægger klimaet og rammer regioner, der allerede er underudviklede.
Khurram Ali, generalsekretær for Arbejderpartiet Awami (AWP)
Det er afgørende at holde regeringen ansvarlig for dens manglende beredskab, som kunne have begrænset skaderne, sagde Alam. Men i betragtning af klimakrisens enorme konsekvenser for det globale syd har det sine begrænsninger at tale om tilpasning. Som Alam understregede: “Man kan på ingen måde tilpasse sig til en 100 kilometer lang sø, der dannes midt i en provins.”
Aktivister henleder opmærksomheden på de infrastrukturprojekter, som staten gennemfører, og på, hvordan de bringer miljøet og lokalsamfundene i fare. “Mens genopbygningen finder sted, er det vigtigt, at vi ikke gentager fortidens fejltagelser”, sagde Alam.
– De projekter, der påvirker flodlejer og andre følsomme områder, er selve udviklingsprojekterne, sagde Ali. Han påpegede, at udviklingen ofte finder sted på landbrugsjord eller økologisk følsomme områder som for eksempel skove, hvilket øger omfanget af fremtidige kriser.
– Det er en meget farlig situation nu, fordi den imperialistiske profitjagt ødelægger klimaet og rammer regioner, der allerede er underudviklede. Vi lever under halvfeudale, halvkoloniale forhold i Pakistan med en stærk forbindelse mellem de imperialistiske magter og kapitalisterne, som alle tjener penge på vores elendighed, understregede Ali.
– Vi har ingen anden mulighed end at bekæmpe disse kræfter; der er ingen anden mulighed end en folkerevolution.
Om forfatteren:
Denne artikel er produceret i samarbejde mellem Peoples Dispatch og Globetrotter. Tanupriya Singh er skribent hos Peoples Dispatch og er baseret i Delhi.
Kilde: Globetrotter.
Oversættelse, billeder, trompet og fremhævede citater udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
