Når overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked går i gang, sker det i en situation, hvor inflationen er den højeste i 40 år.
I en analyse af optakten til OK23, Forligsmuligheder under høj inflation, som er udarbejdet af FAOS, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, lyder vurderingen, at der er lagt op til de vanskeligste forhandlinger i mange år, og risikoen for konflikt i OK23 er højere end normalt.
Hele den økonomiske krise rammer vores medlemmer hårdt, og mange er utrygge ved fremtiden. Det må vi i fagbevægelsen tage hånd om.
Thorkil Jansen, formand for Thorkil Jansen 3F Transport, Logistik og Byg i Aarhus
De tre forskere hos FAOS, Søren Kaj Andersen, Nana Wesley Hansen og Christian Lyhne Ibsen, påpeger, at “den økonomiske baggrund for OK23 er grundlæggende anderledes, end den har været for mange af de forudgående overenskomstforhandlinger”. Gennem hele 2022 har reallønnen været markant faldende, og den økonomiske usikkerhed er stor.
Forskernes vurdering er, at løn bliver det altdominerende emne ved overenskomstforhandlingerne.
“Særligt husholdninger med de laveste indkomster lider i øjeblikket. Det er, fordi lavindkomsthusholdninger bruger en større andel af deres indkomst på de produkter, der er steget mest i pris, det vil sige energi og fødevarer”, hedder det i analysen.
Ifølge FAOS er det ikke kun inflationen, som er årsag til, at lønspørgsmålet står så centralt. Inden for CO-industris område er det opfattelsen, at det er blevet langt vanskeligere at få lønnen hævet ved de lokale forhandlinger, som er gældende for det såkaldte minimallønsområde. Og det på trods af at produktiviteten har været stigende, og mange virksomheder har store overskud.
“CO-industri har fremlagt beregninger, der viser, at timelønnen ikke er steget i takt med produktiviteten inden for industrien. Timeproduktiviteten – altså hvor mange varer, der kan produceres pr. time – er fra 2011 til 2020 i gennemsnit steget med 5,9 procent om året, hvorimod timelønnen kun er steget med 2,75 procent pr. år”, skriver FAOS.
Mindsteløn og sikring af realløn
Thorkil Jansen er formand for 3F Transport, Logistik og Byg i Aarhus. Han er enig i, at højere løn kommer til at være et centralt krav ved de kommende OK-forhandlinger:
– Ved forhandlingerne i 2020 var der en kæmpe mobilisering for kravet om at få hævet mindstelønnen markant på byggeområdet. Det var et krav, som kom fra medlemmer og tillidsfolk på byggepladserne. Selv om det krav stadig står stærkt, er der ingen tvivl om, at hele krisen og inflationen har sat en ny dagsorden, lyder vurderingen fra Thorkil Jansen.
– Denne gang vil alle have kroner – og specielt de brancher, som henter hele deres stigning ved de centrale forhandlinger. Det er det såkaldte normallønsområde, som for eksempel transportområdet og lagerområdet. De brancher, som er stærke på akkorden, kan måske godt nøjes med, at kun mindstelønnen bliver hævet. Men det kan de andre ikke, siger han til Arbejderen.
Samme melding kommer fra Jonas Brynnum, tømrersvend og med i overenskomstudvalget i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i København:
Foto: Allan Kjær
– Reallønssikring er noget af det, som fylder rigtig meget ude på byggepladserne. Altså at man skal kunne købe det samme for sin løn som tidligere, og det er jo i virkeligheden et rimeligt defensivt krav. Inflationen er nu på 10 procent, og jeg synes, det ligger lige til højrebenet, at vi skal holdes skadesløse.
– I 2020 brød forhandlingerne jo sammen på grund af corona, og vi fik en slags semikriseoverenskomst. Fortællingen var, at på grund af corona ville byggeriet gå fuldstændig i stå, og vi ville alle sammen blive arbejdsløse, så derfor måtte vi acceptere det opnåede resultat. Det har vist sig at være løgn. I hele overenskomstperioden har der været sindssygt gang i byggeriet – både under og efter corona, som stort set ikke har påvirket beskæftigelsen. Arbejdsgiverne skylder for den sidste overenskomstperiode – den har været billig for dem, siger Jonas Brynnum til Arbejderen.
Han vurderer dog også, at spørgsmålet om højere mindsteløn stadig er aktuelt, fordi det er en del af kampen mod social dumping.
– Vores mindsteløn er lige nu på 134 kroner i timen, som mange af vores udenlandske kollegaer går til. Problemet er, at det er langt under, hvad danske organiserede håndværkere tjener. I praksis kommer det til at fungere som overenskomstsanktioneret løndumping.
Arbejdsgivere shopper i overenskomster
De to 3F’ere, som begge er medlem af Kommunistisk Parti, kan genkende, at det er blevet sværere at forhandle lønstigning hjem ude på arbejdspladsen.
– Mange arbejdsgivere taler ind i den der kriseretorik – lige om lidt kommer der en krise, og hvis du vil beholde dit arbejde, er det ikke nu, du skal kræve mere i løn. Store dele af vores byggefolk går ikke på akkord, og for dem er det vigtigt at forhandle en højere timeløn. Men når inflationen bruges som argument, får de en lille stigning, som slet ikke følger med prisstigningerne, forklarer Jonas Brynnum.
I BJMF har vi tre hovedkrav: Hæv bunden og bevar reallønnen, stop social dumping, sænk arbejdstiden.
Jonas Brynnum, medlem af overenskomstudvalget i 3F BJMF i København
Omkring 80 procent af det private område har minimallønsoverenskomster, som betyder, at alle løntillæg forhandles lokalt.
– Hvis det skal fungere, kræver det et fungerende TR-system, påpeger Thorkil Jansen.
– Minimallønsoverenskomster er gode, når arbejdspladsen er godt organiseret og har stærke tillidsfolk. Hvis det ikke fungerer, betyder det, at de ansatte kommer til at gå for mindstelønnen og ikke får del i de lønstigninger, som hentes hjem på normallønsområdet.
– Vi oplever, at arbejdsgiverne shopper rundt i overenskomsterne for at få den billigste løsning. Nye arbejdspladser eller brancher flyttes over på minimallønsoverenskomst – men uden at den ret til forhandling, der er indbygget overenskomsterne, bliver udnyttet. Det kan være, fordi arbejdspladsen ikke kan finde ud af at håndtere det – måske fordi det er en helt ny branche uden tradition – eller med mange ansat på “særlige” forhold – eller arbejdspladser med mange udlændinge, som ikke forstår det danske forhandlingssystem, forklarer Thorkil Jansen.
Den fortælling kan Jonas Brynnum godt genkende.
– Vi har et A-hold af velorganiserede håndværkere, som har gode forhold. Og så har vi et voksende B-hold, som arbejder under langt dårligere forhold – og en del af dem uden overenskomst. Indenfor byggeriet består den gruppe især af udenlandske håndværkere. I andre brancher er det jo store grupper bredt – for eksempel indenfor hotel og restauration.
– Vi oplever, at arbejdsgivere bruger og misbruger vores overenskomster på en måde, som den ikke var tiltænkt. Samtidig er situationen den, at flere og flere arbejdsgivere er blevet medlem af DI. For byggeområdet er det første gang, vi skal forhandle med DI som modpart. Det er jo en langt større mastodont, som har sit ideologiske kompas i orden. DI har langt mere klare linjer for, hvor de gerne vil hen, end Dansk Byggeri havde. Spørgsmålet er, om vi i fagbevægelsen er klar til at håndtere den udfordring, siger Jonas Brynnum.
Social dumping og nultimerskontrakter
Ud over lønnen er der dog også andre krav til overenskomstforhandlingerne.
– I BJMF har vi tre hovedkrav: Hæv bunden og bevar reallønnen, stop social dumping, sænk arbejdstiden, forklarer Jonas Brynnum.
– Som sagt er kravet om højere mindsteløn en del af kampen mod social dumping. Derudover er der jo også spørgsmålet om kædeansvar, som vi har kæmpet for i mange år. Vi kræver, at hovedentreprenøren skal forpligte sig til kun at entrere med overenskomstdækkede firmaer eller hæfte økonomisk, hvis overenskomsten bliver brudt.
– Det sidste krav, vi stiller, handler om nedsættelse af arbejdstiden. Det krav skal man forstå både i lyset af den stigende produktivitet og den stigende pensionsalder. Man kan jo sænke arbejdstiden på flere måder – det har vi ikke lagt os fast på. Nogle snakker om en syvende ferieuge, andre om en lavere ugentlig arbejdstid, flere omsorgsdage eller betalt frokostpause, siger Jonas Brynnum.
Thorkil Jansen fremhæver, at det også er vigtigt at få sat en begrænsning på brugen af nultimerskontrakterne, som har fået et alt for stort omfang.
– Det handler om at standse udbredelsen af prekære ansættelser på vores områder, siger han.
Nej til medlemsfordele
Et andet krav handler om at give de tillidsvalgte større rettigheder og mulighed for at lave deres arbejde.
– Det behøver jo ikke at koste meget, men for os vil det gøre en stor forskel, at vi kan få lov at organisere på vores arbejdspladser, få lov at komme rundt og besøge vores medlemmer, og at vi kan tage imod de nye, der kommer. Selv inden for industrien, som jo traditionelt har haft den bedste tillidsmandsorganisering, klager tillidsfolkene over, at de har fået sværere ved at gøre deres job, siger Thorkil Jansen.
Jeg synes, at vi står godt i 3F. Nu er det vores opgave i afdelingerne at mobilisere blandt medlemmerne og få dem til at deltage i overenskomstaktiviteter.
Thorkil Jansen, formand for 3F TLB i Aarhus
Kravet om at få bedre forhold for tillidsrepræsentanter er rejst på tværs af alle grupper i 3F og skal ses på baggrund af den vigende organisering, kort sagt at fagforeningerne mister medlemmer.
– Det har fået nogle medlemmer og også tillidsfolk til at foreslå, at vi skal have særlige medlemsfordele for dem, som er organiseret i de overenskomstbærende fagforeninger. Men efter min mening er det ikke en farbar vej, selvom jeg godt forstår den bagvedliggende årsag. Der er pres på arbejdsmarkedet og på overenskomsterne.
– Medlemsfordele var en stor diskussion på 3F-kongressen, og den foregår stadig mange steder. Nogle har foreslået særlige lønpuljer til de organiserede medlemmer. Et andet forslag er, at arbejdsgiverne skal indbetale til en fond til bevarelse af den danske model, som skal bruges til at betale for driften af fagforeningerne.
– Jeg synes, at det er et skråplan. Vi skal ikke deponere vores handlefrihed hos arbejdsgiverne, ved at de skal betale noget af vores fagforeningskontingent. Dertil kommer, at medlemsfordele underminerer, at vi har områdeoverenskomster, altså overenskomster, som gælder for alle ansatte indenfor et bestemt område. Jeg tror, det er en styrke, at alle på en arbejdsplads har samme vilkår og kan stå sammen om at lave kollektive aftaler. Det samler os i stedet for at splitte os. Og sammenhold er nu engang vores eneste værn mod arbejdsgiverne, lyder det bestemt fra Thorkil Jansen.
God mobilisering
I 3F blev der stemt nej til overenskomsterne i 2017. Det førte efterfølgende til en række diskussioner af, hvordan forhandlingerne og inddragelsen af medlemmerne skulle foregå fremadrettet.
– I hvert fald mit eget forbund 3F lærte rigtig meget af forløbet i 2017, som blev evalueret grundigt. Efterfølgende er der kommet en hel anden måde at arbejde på i organisationen. I alle grupper har der været en omfattende inddragelse og involvering, som betyder, at medlemmerne har en forventning om, at de ting, der er peget på, også er det, som der bliver leveret på, siger Thorkil Jansen, som ser optimistisk på de kommende overenskomstforhandlinger.
– I 2020 var der lagt mange kræfter i, at der skulle være en god mobilisering omkring overenskomsterne. Desværre kom coronaen jo på tværs, så vi fik aldrig afprøvet, hvad den øgede mobilisering kunne have givet. Det skal nu for alvor stå sin prøve, og det er spændende.
– Jeg synes, at vi står godt i 3F. Nu er det vores opgave i afdelingerne at mobilisere blandt medlemmerne og få dem til at deltage i overenskomstaktiviteter. Og det sker også i stor udstrækning. De sidste uger har vi arbejdet med at prioritere de stillede krav indenfor byggeområdet. Vi har ringet rundt til medlemmerne. I min afdeling har vi nået at snakke med 1500, og næsten 40 procent af medlemmerne endte med at besvare spørgeskemaet. Det har været meget positivt, lyder det fra den aarhusianske 3F-formand.
I københavnske BJMF har de arbejdet med at forberede overenskomsterne det sidste år, fortæller Jonas Brynnum.
– Vi har holdt både en række medlemsmøder og en række aktivistmøder. Allerede i maj samlede fagforeningen alle aktive for at diskutere både paroler og krav, men også, hvilken form for aktiviteter vi skulle have i gang, og hvordan vi kunne sikre, at det blev en aktiv overenskomstkamp, hvor alle medlemmer blev involveret. Herfra blev der nedsat et aktivistudvalg.
Vi skal vise, at fagforeningen ikke bare er et forsikringsselskab, som man ringer til, når man er blevet snydt, men at det også kan være en kamporganisation.
Jonas Brynnum, medlem af overenskomstudvalget i 3F BJMF i København
– Da vi både har privat- og offentligt ansatte, forsøger vi at inddrage begge grupper i vores overenskomstudvalg. Når vi taler om OK23, skal vi huske, at resultatet har en afsmittende virkning både i forhold til overførselsindtægter og de offentlige overenskomster, som jo har den der “hænge i røv-aftale” – altså at de aldrig må få lønstigninger, som går ud over det, som vi har forhandlet på det private område. Derfor er det vigtigt, at vi bakker hinanden op.
– Jeg synes, stemningen er ret god. Der har lige været en runde med spørgeskemaer, hvor alle byggefolk er blevet spurgt om, hvad de synes er det vigtigste i forhandlingerne, og hvordan kravene skal prioriteres. I BJMF har vi haft kontakt til omkring 2000 medlemmer. Når jeg selv ringer rundt, har jeg oplevet, at folk nævner reallønnen og social dumping som det vigtigste.
– Lige nu kører vi rundt på arbejdspladserne for at varme op og gøre folk opmærksom på, at lige om lidt sker det. Vi mobiliserer til den 12. januar, som er den dag, forhandlingerne på byggeområdet starter. Her er der indkaldt til demonstration på Rådhuspladsen med deltagelse af repræsentanter fra alle byggefagforeninger fra hele landet. Det er både 3F, Malere, Blik og Rør og Elektrikere, som står bag demonstrationen, forklarer Jonas Brynnum.
Eksistensberettigelse
Ud over de konkrete resultater handler OK23 også om fagbevægelsens eksistensberettigelse, mener de to 3F’ere.
– Vi oplever jo, at organisationsgraden har været for nedadgående i mange år. Også derfor er overenskomstforhandlingerne vigtige. De skal i praksis vise overfor den unge generation – overfor min generation – hvad fagforeningen kan, og hvad der giver den sin eksistensberettigelse. Vi skal vise, at fagforeningen ikke bare er et forsikringsselskab, som man ringer til, når man er blevet snydt, men at det også kan være en kamporganisation, som kæmper for kollektive forbedringer for alle arbejdere, siger den 27-årige Jonas Brynnum.
– Jeg oplever nogle gange, at topfolk i fagbevægelsen siger, at de ikke er sikre på, at vi har styrken til at vinde en konflikt. Men hvis man ikke tager en konflikt engang imellem, mistes bevidstheden om, hvorfor fagbevægelsen er vigtig. Og hvis man ikke ret tydeligt viser, at man kan kæmpe nogle forbedringer igennem, så mister man lige så stille sin eksistensberettigelse.
Thorkil Jansen er enig i, at fagbevægelsen er nødt til at træde i karakter i den aktuelle situation:
– Hele den økonomiske krise rammer vores medlemmer hårdt, og mange er utrygge ved fremtiden. Det må vi i fagbevægelsen tage hånd om. Først og fremmest ved at give medlemmerne mulighed for at lave aktiviteter på deres egne krav. Og her synes jeg, at kravet om at få flere kroner i kassen og få mindstelønnen hævet giver god mening. I det hele taget skal vi vise, hvad fagbevægelsen kan, når vi står sammen, lyder det fra Thorkil Jansen.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2022. Artiklen er færdigredigeret først i december – altså før SVM-regeringen tiltrådte og fremlagde sin plan for afskaffelse af en fridag.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
